Forstander: Coronakrisen har vist, at folkekirken har brug for en forfatning

DEBATINDLÆG: Folkekirken er kun en hårsbredde fra at være statskirke, mener diakonhøjskolens forstander Jens Maibom Pedersen. Han peger på tre områder, hvor coronakrisen har givet folkekirken noget at besinde sig på

"At kommunikere digitalt kræver kundskab og grej og begge dele kunne folkekirken, hvis der var ledelse og fælles prioriteringer på bjerget, så let som ingenting have organiseret og finansieret," mener Jens Maibom Pedersen, som har savnet ledelse i folkekirken under coronakrisen. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix

Det er blevet naturligt, også i en folkekirke-sammenhæng, at spørge om, hvad vi lærte af corona-krisen? Og der er allerede givet en lang række bud på, hvad krisen har lært os, og hvad den vil få af betydning. 

Til daglig er jeg forstander på Diakonhøjskolen, ulønnet hjælpepræst ved den lokale folkekirke og aktiv i en række diakonale organisationer. Og herfra hvor min verden går, vil jeg pege på tre områder, hvor coronavirkeligheden har sat markante aftryk i forhold til folkekirkelige sammenhænge. 

1. Folkekirken styres fra Christiansborg

For det første har krisen og forløbet heraf tydegjort, at folkekirken i dag kun er en hårsbredde fra at være en statskirke. Al tale om folkekirkelig selvbestemmelse og indre anliggender er sat til vægs, og det er nu tydeligt, hvem der bestemmer i kirken.

Gik vi rundt og troede, at menighedsråd, kirkens ansatte, præster, provster og biskopper havde en finger med i spillet omkring kirkelige og gudstjenestelige strukturer, må vi tro om igen – de bestemmes tilsyneladende alene på Christiansborg. For det skyldes vel ikke manglende dygtighed, mod og fælles fodslag fra folkekirkelige forhandlere, at kirkerne måtte lukke helt ned og den kirkelige betjening sendes hjem?

Naturligvis skal folkekirken samarbejde og bakke op omkring en krise af covid19-dimensioner, men den skal også til stadighed besinde sig på egen opgave og forstå vigtigheden af dens egne mange rum. 

Mennesket lever ikke af brød alene, og i en krisetid er der brug for et sted at gå hen for at samle tankerne, tænde et lys, bede en bøn. Folkekirken havde alle muligheder for at vise sig som en ansvarlig kirke ved at holde åben – med sprit, rengøring og afstand. Men den lukkede ned. 

2. Folkekirken mangler ledelse – og en forfatning

For det andet har krisen og forløbet heraf endnu engang tydeliggjort, at folkekirken mangler ledelse. Havde den haft en sådan, kunne ovenstående sikkert have været undgået eller i det mindste været nuanceret.

Vel har der været mange fine eksempler på gudstjenester og digitale events, men der har også været alt for mange fejlskud og misforståede opslag

Folkekirken kunne også have samlet sig og i fællesskab taget den udfordring op, det er at skulle kommunikere og holde gudstjeneste online i skyen. I stedet for blev engagerede og velmenende præster i alt for mange tilfælde overladt til sig selv og deres mobiltelefoner.

Vel har det været med til at positionere folkekirken, og vel har der været mange fine eksempler på gudstjenester og digitale events, men der har også været alt for mange fejlskud og misforståede opslag. At kommunikere digitalt kræver kundskab og grej og begge dele kunne folkekirken, hvis der var ledelse og fælles prioriteringer på bjerget, så let som ingenting have organiseret og finansieret.

Så havde vi undgået mange underlødige og voldsfokuserede småfilm i kølvandet på folkekirkelige youtubeopslag (på grund af YouTube's autoplay, red.). Ordentlig kommunikation kræver ledelse, strukturer og fælles økonomi, og krisen har tydeliggjort vigtigheden af, hurtigst muligt, at genoptage samtalerne om en kirkeforfatning, så der kan komme styr på ledelsesstrukturerne i folkekirken.

3. Folkekirken har andre opgaver end forkyndelsen

For det tredje har krisen og forløbet heraf tydeliggjort behovet for ekklesiologisk refleksion i folkekirken. Vi trænger til en fælles lødig og dybdegående samtale om vores fælles kirke. Hvad er kirken for en størrelse, og hvad er kirkens opgave?

Debatten i kølvandet på coronatiden har understreget en reduktionisme i forhold til, hvad der er kirkens opgave. Det kan godt være at præster og provster har deres grunde til, at pege på at coronatiden har vist, at den fysiske gudstjeneste og forkyndelsen er kirkens vigtigste opgave.

Men det er forenkling, og havde man bevæget sig ud i den diakonale virkelighed, der holdt dørene åbne mens kirkens døre lukkede i, så ville man have et mere nuanceret blik på kirkens opgave. Eller måske havde man husket på, at den danske folkekirke har fire hovedopgaver: forkyndelse, undervisning, mission og diakoni. 

Alle, der har beskæftiget sig med kriser, ved, at man kan komme styrket igennem en sådan – og jeg har et grundlæggende håb om, at det også gælder for den folkekirkelige virkelighed. Så nu handler det om at forlade de teologiske skyttegrave, smøge ærmerne op og sætte sig omkring samtalebordet for i fællesskab at udpege en ny kurs for folkekirken. Til glæde for os alle sammen.

Jens Maibom Pedersen er forstander på Diakonhøjskolen