Formand for Præsteforeningen: Tør vi tale om en folkekirkelig udligningsreform?

123 steder i landet har velbeslåede menighedsråd råd til selv at finansiere en præst, mens andre pastorater må strække de præstekræfter, der findes lokalt, til det yderste. Vi mangler en politisk vilje til at give stifterne de midler, det kræver, at rekruttere og fastholde præster i alle dele af landet, skriver Præsteforeningens formand

En præst i den dyre ende af København har sammen med sin kollega cirka 80.000 kroner årligt at bruge på cirka 40 konfirmander. Min kollega i Nordvestjylland og jeg har cirka 6000 kroner til 50 konfirmander, fortæller Pernille Vigsø Bagge. Foto: Astrid Dalum/Ritzau Scanpix

Jeg kan næsten ikke klare at høre eller selv sige ordet: ”Udligningsreform”. Derfor blev jeg begejstret over at høre, at Landsforeningen af Menighedsråd nu kalder den debat, der handler om bæredygtige sogne, pastorater og præsteembeder, for slet ikke at tale om kirkelig økonomisk omfordeling, for ”Folkekirkens tilstedeværelse i hele landet”. 

Det er et fint stykke politisk arbejde fra Landsforeningens side, der ligger til grund. Der arbejdes med otte principper, som ser således ud:

  • Adgang til gudstjenester, kirkelige handlinger og muligheden for at tale med en præst 
  • Lokale lægfolk, som vil påtage sig et ansvar for kirkens liv og vækst 
  • De fysiske rammer: kirken, kirkegården, præstegården, sognegården 
  • At være kulturbærer lokalt (sang og musik, kunst og folkeoplysning) og formidler af kristen tro og kulturarv i for eksempel skolerne
  • Diakoni, herunder i samskabelse med civilsamfundet og den offentlige sektor
  • At være kirke, hvor der ikke er en organiseret sognemenighed til at kalde præsten, og hvor kirken i stedet må sende en præst: på institutioner, i særlige funktioner eller over for særlige målgrupper
  • At være til stede digitalt
  • At være til stede i medierne


Mens alle kan være enige i ovenstående otte principper, er vi helt sikkert ude på gyngende grund, når vi skal tale om realiseringen af disse fine ambitioner. 

Stor forskel på rige og fattige sogne

Det stod klart for mig, da jeg spiste frokost med en præstekollega forleden. Denne præst i den dyre ende af København, har sammen med sin kollega cirka 80.000 kroner årligt at bruge på cirka 40 konfirmander. Min kollega i Nordvestjylland og jeg har cirka 6000 kroner til 50 konfirmander. Det giver – selv om penge bestemt ikke er alt – et meget godt billede på, hvor skævvredet vores folkekirke er. 

Man kan også udbygge billedet med at pege på, at 123 steder i landet har velbeslåede menighedsråd råd til selv at finansiere og ansætte en præst –  en såkaldt lokal-finansieret præst – mens andre pastorater må strække de præstekræfter, der findes lokalt, til det yderste og over seks, otte eller ti sogne. 

Det kan ikke rigtigt blive ved, uden at vi åbent taler om, hvordan de gode principper kan opfyldes. Og slet ikke i en tid med præstemangel og udfordringer med at fastholde de præster, der så er til rådighed. 

Må jeg have lov at foreslå, at alle gode kræfter sætter sig sammen om den store opgave at sikre folkekirkens tilstedeværelse i hele landet, sådan som vi plejer at gøre det. 

20 millioner kroner til rekruttering af præster

Vi har allerede et godt projekt kørende i form af ”Bliv præst”, som både har snor i de teologistuderende og i arbejdet med at fastholde præster. Men kan vi ikke blive enige om, at det også kræver politisk vilje fra højeste sted (og i denne forbindelse tænker jeg folketing, regering og kirkeministerium) at løfte denne dagsorden til et højere niveau? 

Vi mangler en politisk vilje til at give stifterne de midler, det kræver, at rekruttere og fastholde præster i alle dele af landet. Turen rundt til Borgens kirkeordførere har fra Præsteforeningens side dette forår lydt på et ønske om en pulje på 20 millioner til opgaven. Og selv om krig og corona koster svimlende summer, anser vi 20 millioner for at være en overkommelig økonomisk håndsrækning, hvis en folkekirke, der er i høj kurs hos befolkningen i disse år, også skal være nærværende alle steder. 

Tillad mig endnu engang at citere fra Landsforeningens politik på området:

”Folkekirkens tilstedeværelse hviler i høj grad på præstens tilstedeværelse. Blandt præstens vigtigste opgaver er gudstjenester, kirkelige handlinger, sjælesorg og undervisning. Foruden de deciderede kerneopgaver er der opgaver, som skal løses af præsten, for at folkekirken kan være reelt til stede, for eksempel samvirke om kirkens opgaver, lokal synlighed og teologisk faglighed.”

Så ja, vi tør godt tale om en folkekirkelig udligningsreform. Men uden præster er det ikke rigtigt muligt at gøre folkekirken tilstedeværende i hele landet, og det vil vi ellers helt utroligt gerne.