Forfatter: Vi bør tænke over, hvordan vi får kirken gennem ukendt land

I sin anmeldelse af bogen "Kirke i bevægelse" efterspurgte Birgitte Stoklund Larsen en refleksion over teologien bag bogen. Det giver forfatteren Dorte Kappelgaard et bud på her

Det er vigtigt at være åben og lyttende, når man skal arbejde med, hvad kirke er, mener Dorte Kappelgaard, forfatter til bogen Kirke i bevægelse." Foto: Kåre Gade

Hvordan kan vi tale om og arbejde med at være i stadig bevægelse som kirke, forankret i den kristne tradition? ”Kirke i bevægelse – redskaber til udvikling i fællesskab” er bud på det.

I anmeldelsen af bogen stiller Birgitte Stoklund Larsen en række spørgsmål, jeg gerne vil reflektere videre over. 

En af bevæggrundene for at skrive bogen er en bekymring for, at der i folkekirken i stadig højere grad bliver to måder at give plads til frivillige på. Enten har man i forvejen lært sig at give plads til og understøtte lægfolkets engagement baseret på en personligt forankret menighedsforståelse. Ellers forsøger man at lære at lede frivillige ved at indoptage en verdslig jargon om at ”bruge” frivillige til at ”nå sine mål”. Bogen vil inspirere til frivillighed baseret på lægfolksteologi.

At gå i grænseland 

Hvordan kan tro, håb og kærlighed formidles i mødet med et fremmed menneske, en gruppe tilflyttere til sognet, eller i en krisesituation? Hvordan kan relationer og trosfællesskaber se ud for dem, der ikke søger traditionelt gudstjenestefællesskab? 

Til at beskrive dette bruger jeg begrebet ”liminalitet”, at stå i et grænseland, på et dørtrin til noget ukendt. I flere af de udviklingsforløb, Kirkefondet har gennemført, har kirkeligt engagerede givet udtryk for en næsten sitrende begejstring forbundet med det at række ud til mennesker i lokalområdet, de ikke kendte. Sårbarheden og usikkerheden skabte en særlig intensitet og åbenhed.

Begrebet liminalitet har vakt genklang hos så mange menighedsrådsmedlemmer og ansatte, jeg har talt med det sidste år, at jeg har taget det med i bogen. Det kan nemlig være nødvendigt at være afsøgende og turde at gøre noget andet, end man plejer, netop for at være tro mod kirkens opgave. 

At skabe anledninger til resonans

Et andet begreb, jeg anvender, er resonans, der af den tyske sociolog Hartmut Rosa beskrives som det at stå i relation til omverdenen, hvor der er en indbyrdes genklang. Resonans kan opstå i relation til for eksempel mennesker, Gud, natur eller kunst. Eller i det spontane møde med et medmenneske i våbenhuset eller i en begravelsessamtale. 

Vi kan søge at skabe anledninger til, at resonans opstår, men ikke kræve, at det sker. Det er et alternativ til at fokusere på, at der skal komme mange som et mål i sig selv. Samtidig må vi ikke gøre resonans til en målsætning. Den er netop ukontrollerbar og fri. Vi kan skabe og udvikle tiltag i tillid til, at Gud er nærværende og bekræfter sin relation til mennesket, uafhængigt hvad vi selv oplever eller ser andre opleve. 

Jeg har skrevet bogen i lyset af blandt andet samtaler med Hartmut Rosa om udfordringen i at undgå at instrumentalisere resonansbegrebet i kirken. Mit bud er, at man må være håbefuld, når man planlægger en kirkelig aktivitet, men derefter må give slip på egne forestillinger og ambitioner og lade Vorherre om resultatet. At lære af det, deltagerne oplever, samtidig med at man er bevidst om aldrig at få fuldt indblik i, hvilke aftryk det organiserede har skabt. 

Hverdag mellem fordybelse og handling

Bogens praktiske del er en række konkrete idéer til at arbejde med aktivitetsudvikling i lyset af bogens første del. Mit bud er, at der kan være brug for at lytte til nye stemmer, reflektere sammen og eksperimentere sig frem, når man skal gå nye veje.

Glemmer vi for eksempel at reflektere over, hvad kirke er, kan vi blive fanget af at ville give folk, hvad de vil have og miste dømmekraft og eftertænksomhed. 

Spiritualitet og udvikling?

Birgitte Stoklund Larsen efterlyser refleksion over forholdet mellem spiritualitet og udvikling. Det er mit håb, at bogens øvelser er bærere af en teologi, som rummer tillid til Helligåndens virke i mellemrummene og i det uventede. Tillid til at man frimodigt kan udforske, hvordan kirke kan tage form i mødet med det fremmede menneske. Fordi man er båret af en Gud, som ikke afkræver målbar succes, men ønsker at skabe liv, tro og glæde.

Jeg håber, det kan bringe fokus på nåde ind i den kirkekultur, hvor indbyrdes fejlfinderi kvæler liv, og hvor man tænker, at man selv skal skabe kirkens liv. 

Hvilken teologi, der kommer ud af redskaberne afhænger i høj grad af, hvem der bruger dem, og hvordan de bruger dem, for det er ikke en fast skabelon, men en række greb til eget brug. Bevægelse kræver dømmekraft.

Et bidrag til samtalen om kirkeudvikling

Der er stof i bogen, som måske mest er til stiftskonsulenten, provsten eller den frivilligkoordinator, der vil hjælpe frivillige til at se ud over egne vaner og erfaringer. Jeg tror, der bliver mere af den slags, og jeg vil gerne udfordre og inspirere disse til at undgå en New Public Management-tilgang.

Men bogen er også tiltænkt den kirkeligt engagerede, der vil udfordres til at standse op og give relationer og fordybelse fokus midt i travlheden. Det kan være med til at skabe ”kirke i bevægelse.”

Dorte Kappelgaard er førsteamanuensis på MF – vitenskapelig høyskole for teologi, religion og samfund og forfatter til bogen "Kirke i bevægelse"