F for folkekirke, fællesskab, fremtiden... og finanser. Sammenhængen er ikke til at komme uden om. For fællesskabet koster, og forventningerne til, hvilke opgaver og ansvarsområder vi løfter i fællesskab, er vokset over tid – både fra medlemmerne og fra samfundet generelt. Det er den fælles pengekasse ikke. Det skaber en skævhed, der rammer både det lokale kirkeliv og de store fælles opgaver.
Folkekirken er til stede overalt i landet – i det mindste er det sådan, det skal være. Den er lokalt forankret, men samtidig er folkekirken også én samlet kirke, der har et fælles ansvar for alt fra præstelønninger, uddannelse og arbejdsmiljø til grøn omstilling, it-sikkerhed og kulturarv. I fællesskab løser vi i folkekirken opgaver, et enkelt menighedsråd eller provsti umuligt kan løfte alene – og som i stigende grad forudsætter, at vi står sammen. Derfor har vi brug for stærke fælles løsninger – og en økonomi, der kan bære dem.
Men netop den fælles økonomi i folkekirken er udfordret. Folkekirkens Fællesfonds finansieringsmodel er stort set ikke ændret i 25 år. Det samme kan man ikke sige om behovet for at løse fælles opgaver. Det har skabt en økonomisk ubalance, som i dag truer fundamentet under nogle af folkekirkens opgaver.
Det tvinger os til at spørge: Hvordan sikrer vi, at vi også i fremtiden har en folkekirke med både lokal forankring og fælles opgaveløsninger?
Svaret har vi arbejdet sammen om i "Udvalget om bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver", som kirkeminister Morten Dahlin nedsatte i foråret 2024. Formålet har været at finde nye veje for den fælles økonomi, der både er fair og fremtidsrettet. Som sikrer, at der er balance mellem folkekirkens lokale og fælles økonomi, og at der er økonomi til at løfte de fælles opgaver og ansvarsområder. Det udvalgsarbejde er vi nu færdige med, og denne kroniks forfattere har netop sammen med udvalgets øvrige medlemmer afleveret en række anbefalinger til kirkeministeren.
Landskirkeskatten skal øges
Helt overordnet er vi nødt til at se på landskirkeskatten for at få fællesøkonomien til at hænge sammen. Vi anbefaler, at den øges, så Fællesfondens årlige budget forhøjes med mellem 7 og 20 millioner kroner afhængigt af behovet det enkelte år. Det svarer til en stigning på 70.000 til 200.000 kroner for et gennemsnitligt provsti.
Stigningen forventes finansieret af den generelle velfærdsstigning i samfundet og forudsættes fundet inden for provstiernes eksisterende budgetter. Justeringen skal altså ikke føre til højere kirkeskat for medlemmerne.
For at undgå, at den fælles økonomi igen sætter sig fast i en tidslomme, foreslår vi at ændre den måde, landskirkeskatten fastsættes på. I dag reguleres den blot med pris- og lønudviklingen. Fremover bør den følge udviklingen i folkekirkemedlemmernes betalingsevne. Det giver mulighed for også fremadrettet at investere i fælles opgaver.
Men betyder det ikke færre penge lokalt? Jo, men det betyder samtidig, at vi skaber noget fælles, der styrker det lokale kirkeliv.
En del af ubalancen i folkekirkens økonomi skyldes demografiske ændringer. I årtier har vi set en tydelig bevægelse fra land mod by. Det påvirker folkekirkens økonomi, fordi det lokale ligningsgrundlag – altså evnen til at opkræve kirkeskat – er meget forskelligt fra kommune til kommune. Nogle steder bliver der færre medlemmer, og dem der er tilbage, har ofte et lavere indkomstgrundlag. Andre steder vokser befolkning og velstand. Det betyder, at nogle provstier har fået langt sværere ved at finansiere deres del af folkekirkens opgaver. Hvis vi vil bevare den brede lokale forankring, må vi sikre, at økonomien følger med virkeligheden. Og virkeligheden er, at skattegrundlaget skrider – derfor er det nødvendigt at målrette den folkekirkelige udligningsordning bedre.
Ny enhed skal bistå med kulturarven
Mens demografien ændrer sig, bliver middelalderkirkerne stående i landskabet. De er en vigtig del af alle danskeres fælles kulturarv, men også dyre at vedligeholde. Det kan mange menighedsråd på landet i de nu tyndt befolkede områder tale med om. For de økonomiske forpligtelser følger med, også når kirken sjældent eller aldrig bruges. Det skal der findes en fair løsning på, for folkekirken står ved sin forpligtelse på kulturarven.
Derfor anbefaler vi, at der oprettes en ny enhed med faglig kapacitet til at bistå i den vigtige balance mellem bevarelse af kulturarven og reduceret brug af kirkebygningen. Det vil komme de menighedsråd til gavn, som allerede har reduceret deres brug af en eller flere kirker, men indtil nu har haft svært ved at opnå en tilsvarende reduktion i udgifterne til vedligeholdelse af disse kirker.
Ny model for fordeling af præstestillinger
Et andet område, hvor balancen er ved at tippe, handler om den aktuelle fordeling af præstestillinger. I dag er der både centralt finansierede og lokalfinansierede præstestillinger – og sidstnævnte er blevet flere og flere. Det har givet fleksibilitet nogle steder, men skabt ubalance andre steder. For det er ikke alle sogne, der har råd til at betale en ekstra præst – og samtidig er der mangel på præster i andre egne af landet. Vi foreslår derfor et midlertidigt stop for oprettelsen af nye lokalfinansierede stillinger og lægger op til at udvikle en samlet, gennemsigtig model for fordelingen af præstestillinger. Den model skal sikre, at alle dele af landet er dækket, også de voksende byer, og at der både er plads til tradition og nytænkning.
Folkekirkelig medansvar for ministeriets prioritering
Er det så slut med løbende effektiviseringer, når det kommer til Fællesfonden? Nej, der skal fortsat være fokus på prioriteringerne. For der er mange ting på folkekirkens fælles opgaveliste. Men vi ønsker os en anden tilgang end den nuværende.
Derfor foreslår vi, at den nuværende ordning med to procents omprioritering i Fællesfondens institutioner, som for eksempel stiftsadministrationerne, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og kirkemusikskolerne, sættes på pause i tre år, mens det bliver undersøgt, hvordan vi bedst prioriterer Fællesfondens budget. Samtidig foreslår vi, at folkekirken får mere medansvar for ministeriets prioriteringer.
Det er vigtigt for os at sige det klart: Det, vi anbefaler, handler om at styrke hele folkekirken ved at sikre, at vi også fremover kan løfte de opgaver, der ikke kan løses i det enkelte sogn. Når vi investerer i fælles opgaver, gør vi det for, at det lokale liv i kirkerne kan trives. Når vi foreslår ændringer i økonomien, gør vi det, fordi virkeligheden har ændret sig. Og når vi insisterer på fælles ansvar, er det fordi vi – uanset hvor vi bor, og hvad vi mener – deler et fællesskab.
En styrket fællesøkonomi og mere retfærdige rammer vil give bedre muligheder for, at det lokale kirkeliv kan trives. Med forslagene står vi med en række realistiske og gennemførlige løsninger – og med et samlet håb om, at de kan være med til at skabe den økonomiske balance, folkekirken har brug for. Vi har ikke råd til at lade være.