Den danske folkekirke er præget af Grundtvig. I en vis forstand er alle i folkekirken grundtvigianere, uanset om man bruger betegnelsen om sig selv eller ej.
Ikke mindst salmerne er et uvurderligt fælleseje. Det er vanskeligt at forestille sig pinsen uden "I al sin glans" og måske også både "Du, som går ud fra den levende Gud" og "Kærligheds og Sandheds Ånd".
På samme måde hører "Påskeblomst" nærmest automatisk med til gudstjenesten påskedag og "Nu falmer skoven" til høstgudstjenesten.
Betoningen af det levende ord og af trosbekendelsens og sakramenternes bærende betydning er også noget centralt, ligesom tankerne om frihed er det – ikke mindst for dem, der hører hjemme i en valg- eller frimenighed.
På samme måde med hans blik for det skabte: verden og mennesket er ikke kun dybt præget af synd og oprør mod Gud, men er også fortsat Guds gode skaberværk.
Udvandet grundtvigianisme
Alligevel kan det synes, som om "det grundtvigske" af og til løber over sine bredder og får en uforholdsmæssigt stor rolle.
Samtidig kan en fælles forståelse af, hvad "grundtvigsk" betyder, synes at spille en ret lille rolle. Så kan det føles, som om "grundtvigsk" for nogle mere udtrykker noget om, hvad man ikke er og ikke ønsker at blive forbundet med.
Rigtig mange lægfolk vil betegne sig som grundtvigske, men ikke nødvendigvis på baggrund af en bevidsthed om, hvad Grundtvig mente om konkrete emner. Af og til synes betegnelsen endda at blive redskab til at holde kirke og kristendom på afstand – helt fremmed for Grundtvig selv.
Så kan det ende med, at det med gudstjeneste, bibel, bøn og salmesang og så videre ikke behøver fylde så meget – selvom dette netop var helt afgørende i Grundtvigs tanker og hans eget private liv.
Spørgsmålet er, om en del af de holdninger og konkrete synspunkter, som i dag opfattes og fremføres som grundtvigske, ikke er mere eller mindre i konflikt med Grundtvig selv. Tankerne om frihed kan for eksempel blive fremstillet, som om det ikke er muligt at vide eller forkynde, hvad sand kristendom er, men at troen alene handler om menneskers og menigheders individuelle tro og erfaring.
En sådan postmoderne Grundtvig ville næppe kunne genkende sig selv i spejlet.
De strømninger, der modarbejder den klassiske forståelse af køn og ægteskab, kan heller ikke regne med hans opbakning.
Grundtvigs lyse menneskesyn forbindes af og til med et ønske om at nedtone dåbens skelsættende og sakramentale betydning som genfødelsens bad. Det harmonerer dårligt med Grundtvigs betoning af dåben som stedet, hvor et menneske rives ud af Djævelens herredømme og skænkes det evige liv i fællesskabet med Kristus.
At tale om menneskets synd og skyld opfattes typisk ikke som særligt grundtvigsk. Imidlertid kunne Grundtvig selv prædike og digte med store og karske ord om menneskets synd og Guds nåde – for eksempel ved at spørge: "O, hvor er nådestolen og trøstens kildevæld? Hvor skinner nåde-solen for syndens usle træl?" Som svar digtede han om Jesu død langfredag og forsoningen på korset og om dåbens og nadverens gaver (DDS 517).
Fra blind selvfølgelighed til sund kritik
Måske er det aktuelt at sætte stilfærdige spørgsmålstegn ved nogle af de grundtvigske tanker, som opleves som selvfølgeligheder – nogle, der harmonerer med Grundtvig selv, og ikke mindst dem, der er kommet på lang afstand af ham.
Når han for eksempel kunne tale om Bibelen som det døde ord, kalder det på en genopdagelse af betegnelsen "Guds ord" om Bibelen. Hans bibelsyn er undertiden blevet opfattet, som om Bibelen er til fri fortolkning, og som om kirken frit kan vælge til og fra af dens indhold.
Sådan forstod han det ikke selv, og overordnet er der brug for at genopdage en klassisk luthersk forståelse af Bibelen som Guds ord.
Grundtvigs tanker om forholdet mellem det kirkelige og det folkelige er undertiden blevet forstået, som om folk og kirke nærmest var ét og det samme. Den forståelse kalder på kritisk overvejelse – ikke mindst i dag, hvor befolkningen rummer mange forskellige livssyn og religiøse grupper, og hvor kirke og kristendom på mange måder er under pres.
Derfor er der brug for at lægge alle kræfter i "det store menneskefiskeri", for at mennesker kan blive "ført til livets kilde", som han digtede om det (DDS 147).
Grundtvig var på mange måder en vækkelsesprædikant, som der stadig er meget at lære af.
Men måske skal vi også vove at sætte spørgsmålstegn ved noget af det, han stod for – og at lade os udfordre og opmuntre af den virkelige, kirkelige Grundtvig.