For ikke så længe siden fik jeg en besked fra en god ven, der er præst på Vesterbro. Han skrev: "På det seneste er der flere og flere "almindelige" unge mennesker uden kirkebaggrund, der opsøger kirken. Det er interessant."
Og det er det jo, så jeg svarede prompte. "Det lyder da godt." Og tilføjede så, fordi jeg ikke kunne dy mig: "Får du spurgt hvorfor?"
Jeg havde jo hørt lidt på vandrørene om, at der er en stigende interesse for kirke og kristendom, men jeg har ikke været så optaget af det, at jeg har noteret mig nogle årsager.
Min præsteven svarede: "Det er cirka enslydende grunde. Enten en eller anden form for længsel baseret på en erfaring af tomhed eller frustration, eller en erfaring af tro."
Han tilføjede, at mange af de "nye" ønsker at læse i Bibelen – eller er gået i gang af sig selv, fordi de ønsker at finde ud af, hvad den gamle bog kan. Det er egentlig forbløffende. Mens kirken kontinuerligt skriver sin egen gravskrift i storbyen, spirer og gror troen udefra og ind, nedefra og op.
Folk er nysgerrige
Naturligvis, det kunne jo være et særtilfælde i netop dét sogn. Og det ville vel i sig selv være et skønt tilfælde. Men noget siger mig, at det ikke er tilfældet.
I sidste uge havde jeg besøg af en amerikansk religionsfilosof på Dansk Bibel-Institut, der gav nogle lektioner om forholdet mellem Guds treenighed og menneskets moral. En af deltagerne på kurset var en gammel evangelist, der trofast har talt med kirkefremmede danskere om Gud og kristendom i snart fire årtier.
Jeg overhørte en samtale mellem oplægsholderen og evangelisten i en kaffepause, hvor religionsfilosoffen spurgte, om evangelisten kunne bruge nogle af hans pointer i samtalerne på gaden.
Svaret var nej. Hvorfor? Fordi folk ikke længere kommer til ham med kritiske spørgsmål, som for eksempel hvordan Gud og moral dog kan hænge sammen. De kommer med uforfalsket nysgerrighed.
Evangelisten fortalte, at for tre-fire år siden var næsten alle samtaler rettet imod lgbt-spørgsmål. For ti-femten år siden var det i højere grad spørgsmål om tro og videnskab.
Men nu er det altså uforblommet: Hvorfor er du kristen? Hvad giver det dig? Hvordan læser man i Bibelen? Og disse spørgsmål kommer enten fra en erfaring af tomhed eller en erfaring af tro – præcis som på Vesterbro.
De unge mænd
Det er også sket nogle gange for mig selv nu. Når jeg holder foredrag et sted, møder jeg relativt ofte folk, som er begyndt at gå i kirke. Det er ofte unge mænd.
Selvom foredraget måske har handlet om litteratur, politik eller kunstig intelligens, så vil de gerne snakke om kristendommen, fordi de ved, at jeg underviser i teologi. De kommer som regel fra et hjem uden fast kirkegang, men de har en bibel under armen og en tro på, at kristendommen er svaret på deres eksistentielle spørgsmål.
Og du har jo gættet det, deres eksistentielle spørgsmål kan siges at springe ud af en erfaring af tomhed eller en erfaring af tro. Min præstevens kortfattede tekstbesked virker som en helt præcis opsummering af situationen.
Ikke blot et dansk fænomen
I England har en ny undersøgelse vist, at det ikke bare er et dansk fænomen. Det var en af mine dygtige studerende, der gjorde mig opmærksom på rapporten The Quiet Revival (den stille vækkelse), som Bible Society har fået YouGov til at producere.
I løbet af de seneste seks år er kirkegangen vokset med 50 procent. Mest bemærkelsesværdigt er det, at det er Generation Z (født mellem 1995 og 2012), der leder an. I 2018 var det blot 4 procent af de 18-24-årige, der gik i kirke. I 2024 var det 16 procent – og blandt unge mænd hele 21 procent. Det betyder, at hver femte unge knægt i UK går regelmæssigt i kirke!
Glen Scrivener, der leder et arbejde kaldet Speak Life, har i en YouTube-video fortolket de mange data som et udsagn om, at nyateisternes buskampagne i London fra 2009 – ”Der er sandsynligvis ingen Gud, så stop med at bekymre dig, og nyd livet!” – ikke slår til.
Folk efterspørger mere, for vi kan ikke bare stoppe med at bekymre os og nyde livet. Det sekulære evangelium holder ikke, folk vil have mere solid metafysisk grund under fødderne, når de pludselig erfarer tomhed eller erfarer tro.
Hvad skal kirken gøre nu?
Der er nok mange indfaldsvinkler til, hvordan man skal handle på den øjeblikkelige stille vækkelse. Jeg har også bemærket, at flere har været i pressen med opråb til kirken, for nu må den slå til og gøre sig tilgængelig som ressourcested for folks åndelige søgen.
Det er udmærket, men hvad skal man konkret gøre? Jeg tror, der er brug for lidt forskellige indsatser.
Der er en tid for de store kampagner. Den nationale kampagne "Lad os tale om tro" engagerede en lang række kendisser for at legitimere, at det er naturligt at tale om tro og religiøse erfaringer.
Og det er mit indtryk, at det faktisk har været et brækjern ind til det skrøbelige og blufærdige for nogen. På den måde kan kampagnen ses som et forsøg på at tilbyde en indfaldsvinkel til samtale for dem, der har gjort sig uventede erfaringer af tro.
I min egen andedam har en lang række foreninger og organisationer iværksat højtidskampagnen "Han Lever", som i påsken og til jul tilbyder forskellige ressourcer til at tale om tro og kristendom. Vinklen er måske særligt rettet mod dem, der har gjort sig erfaringer af tomhed og frustration, og kampagnen inviterer derfor til, at man i Jesu liv, død og opstandelse kan se, at håbet kan spire frem på ny.
Det var de store kampagner, som bestemt har sin berettigelse. Men først og fremmest er der jo det daglige rugbrødsarbejde i sognene, hvor almindelige mennesker går ind og ud af kirkens rum, som de går ind og ud af andre institutioner.
Det er også her, kirkenysgerrige tropper op og vil smage på, hvad det dér med kristendom er, og her må kirken ganske rigtigt træde til og være katalysator for samtaler, bøn og menighedsfællesskab.
Det sker jo allerede ufatteligt mange steder rundt omkring, men i en tid med en stille vækkelse er det godt at minde sig selv om. Gud er allerede aktiv i menneskers liv, og når de pludselig søger kirken, så stiller de direkte spørgsmål som: Hvorfor er du kristen? Hvad giver det dig? Hvordan læser man i Bibelen?
Og så kan man jo tænke over, hvordan man selv vil besvare de spørgsmål. For før du får set dig om, så er det dig, de mange nysgerrige spørger.