Der har ikke manglet kommentarer og debat i forhold til dåbskommissionens arbejde. Særligt har den indledende bøn og "Guds barn"-spørgsmålet været debatteret livligt. Men der er også underbelyste aspekter i debatten, som ikke desto mindre har markant betydning for dåben i et liturgisk-teologisk perspektiv.
Dåbskommissionen har blandt andet været optaget af at tydeliggøre dåbens sammenhæng med skabelse og sendelse, fordi de vurderer, at det er temaer, der er underbetonede i det gældende dåbsritual.
Det har fået betydning for de nyformulerede indledende kollekter (særligt kollekt B, D, E og F side 30-31) og hvilke bibeltekster der gives mulighed for at afprøve i forbindelse med dåb og dåbsbekræftelse (side 41, 49, 59 og 79).
Det har også medført mulighed for at afprøve to nyformulerede afsluttende dåbskollekter (kollekt B og C side 33). Og endelig gives der mulighed for at placere fadervor i slutningen af faddertiltalen, en placering, som ifølge kommissionen understreger bønnen som sendelsesbøn (model III side 10, 49).
Ser man liturgisk-teologisk på dåbskommissionens forslag til at bytte om på læsningerne fra Markusevangeliet 10, 13-16 og Matthæusevangeliet 28, 18-20 i kombination med de afsluttende dåbskollekter B og C og fadervor som sendelsesbøn, sker der noget interessant på det rituelle og dermed også liturgiske niveau i dåbsritualet.
På vej mod en politisering af dåben
Vi vil vove den påstand, at med ombytningen af tekstlæsningerne og forslagene til de afsluttende dåbskollekter B og C udspændes der en liturgisk-teologisk dramaturgisk bue rundt om selve kernen i dåben (dåb i den treenige Guds navn, dåbsbekræftelsen og Fadervor).
Den bue er med til at frempraktisere en dåbsteologi, hvori den døbte ses som et autonomt og handlekraftigt subjekt, der, med et indledende kærligt puf i ryggen fra Gud, kan sendes ud i verden for at gøre alle folkeslag til Jesu disciple. Ved på den måde at fremhæve skabelse og sendelse kommer dåben mere til at handle om mennesker end om Gud og alt det, som mennesket får skænket i og med dåben.
I kollekt B bedes der for eksempel om "Hjælp til" ved Helligånden "at leve det nye liv, vi er genfødt til i tro, håb og kærlighed" (side 33). I kollekt C får den endnu et nøk, idet der bedes om, at Helligånden vil give os (alle døbte?) "frihed og mod til at leve i verden/i fællesskab med dig og med ansvar for hinanden" (side 33).
Dåb og livet som døbt hænger naturligvis sammen. Spørgsmålet er, om dåbskommissionen i sin iver efter at tydeliggøre dåbens sammenhæng med skabelse og sendelse ender i en uklar dåbsteologi, som kommer til at underbetone dåben som frelseshandling med deraf følgende overbelastning af mennesket og dets evne? Og om vi i stedet er på vej mod en dåbsteologi og et dåbsritual, hvor "goderne", som skænkes i dåben, primært gælder dette liv og skal tjene et større fællesskab?
Men det er vores vurdering: 1) at en opprioritering af skabelse og sendelse kan risikere at reducere dåben til etik og ende i en politisering af dåben. Her tænker vi særligt på den nylige interesse for dåbstal i politikeres ønske om mere fokus på dåb og mission fra folkekirkens side. 2) at fokus på skabelse og sendelse isolerer dåben.
Det kan se ud, som om dåben skal kunne formidle det hele uden at tænke den ind i den større sammenhæng med gudstjeneste, kirkeår – og i forhold til det andet sakramente, som i høj grad har noget at sige om sendelse. Dåben bliver dermed hevet ud af sammenhængen i stedet for at pege ind i den.