Forleden slog det mig, at jeg gik og tænkte en del over to tilsyneladende vidt forskellige praksisser, som måske alligevel havde noget med hinanden at gøre.
Jeg spekulerede dels på værdien af offentlig debat, og hvorfor teologer ofte har det som et ideal at blande sig i den. Og så tumlede jeg dels med nogle tanker om bøn, fordi jeg hele tiden har en fornemmelse af, at kirkens krise i Danmark er intimt forbundet med et nærmest forsvundet bønsliv.
Min påstand her er ikke, at offentlig debat og bønsliv har meget med hinanden at gøre – selvom man godt kunne lave det argument, jf. Nehemias-bogens idé om, at man på samme tid beder og stiller vagtposter op på bymuren. Ora et labora (bed og arbejd), som man sagde i middelalderen.
Pråsen, der gik op for mig, var, at der er noget tilsyneladende omsonst, næsten idiotisk, i indsatserne, både når det drejer sig om offentlig debat og bønsliv. Og på den måde spejler de hinanden. Også selvom den ene praksis er primært sekulær og bliver ført ud fra “fornuftens fællesmængde” – som digteren Søren Ulrik Thomsen kalder det – og den anden praksis, bønnen, er “blodet i den kristnes krop” – som sognepræst Per Munch har kaldt det – og dermed en mere indadrettet eller kontemplativ aktivitet, ja, så har de noget til fælles.
Jeg har et par kommentarer til begge praksisser, inden jeg binder en sløjfe til sidst.
Debatkulturens idioti: Accelerationssamfundet
Der er mange, der har betragtet den øgede acceleration i nutidens debatkultur med uro. Den tyske sociolog, Hartmut Rosa, skriver i “Acceleration og fremmedgørelse” om mange forskellige eksempler på øget produktion som et problem, og det gælder også de kulturelle diskurser som journalistik og videnskab. Man skriver bøger, artikler, kommentarer og debatindlæg, men der er ingen tilfredsstillelse ved det, for hvert bidrag er et komma, der kalder på en fornyet indsats.
Det minder stærkt om, hvad den danske sociolog, Rasmus Willig, har udtalt:
“Vi har fordoblet vores tid: Vi har vores tidligere offline-tilværelse og en ny online-tilværelse. Det betyder, at mange har en fornemmelse af, at kritik forsvinder ud i en tom offentlighed, hvor det går så hurtigt med at absorbere kritikken, at hastigheden alene neutraliserer den strukturelle kritik.”
Her ser vi, at et problem er, at debatkulturens acceleration gør institutionskritikken overflødig. Det er endda let at perspektivere ind i en Kirke.dk-virkelighed: Med al respekt for den klumme-serie, jeg selv bidrager til her, hvor der er forbavsende mange gode, interessante, gennemtænkte indspil fra mine klumme-kolleger, fristes man til at spørge: Bliver noget af kritikken overhovedet samlet op?
Det kan jo skyldes, at vi ikke er kendte nok. Den mest kendte danske akademiker og debattør, Svend Brinkmann, udtalte for nylig til Kristeligt Dagblad, at der har udviklet sig en darwinisme i den offentlige debat.
Logikken siger, at personen med flest tilhængere eller følgere er den stærkeste. Problemet er, at den logik er selvforstærkende, så opmærksomheden producerer ny opmærksomhed i en forøgende spiral. Brinkmann observerer det ikke kun distanceret, han er godt klar over, at han selv er øverst i denne darwinistiske pyramide:
“Især på sociale medier burde man have lov til at afprøve synspunkter. Men meget af det, jeg skriver, bliver taget meget alvorligt. Og nogle gange tænker jeg: Jeg har for meget magt.”
Bør kirken holde sig ude af det accelerende debatspil? Det mener flere. En af de mest debatterede kulturanalyser fra kristent hold de sidste ti år har været amerikanske Rod Drehers “The Benedict Option”. Han skriver simpelthen:
“I stedet for at spilde energi og ressourcer på at udkæmpe politiske kampe, der ikke kan vindes, bør vi i stedet arbejde på at opbygge fællesskaber, institutioner og modstandsnetværk, der kan overliste, overleve og i sidste ende overvinde besættelsen.”
Og vi kan også finde skandinaviske eksempler. Sidste sommer skrev den norske teolog og præst, William Grosås, et indlæg i den norske avis Vårt Land. Han argumenterede for, at kirken for tiden lider under, at alt for få vil være hyrder.
“Kulturkrigen fremkalder apologeter og evangelister på højresiden og organisationsfolk og aktivister på venstresiden, men ikke hyrder”.
Og så lagde han ellers ikke fingre i mellem:
“Kulturkrigen fanger let troen ved at give den en stærk følelse af at være der, hvor det sker. Her står den vigtige kamp i vores tid, prøver den hele tiden at overbevise os om. Vinder du denne debat, bliver problemerne løst”, og slutter så med et rigtigt trut:
“Kulturkrigen er for troen, hvad porno er for sex: den lover langt mere end den kan holde”.
Grosås peger på den afdøde svenske biskop, Martin Lönnebo, som trods en eksponeret position i den svenske offentlighed kæmpede for at bevare bønnen og ikke polemikken i centrum for kirkens liv. Og det leder os til næste emne.
Bønskulturens idioti: Det skjulte trosliv
Jeg har før undret mig i denne spalte – hvorfor er bønnen så fraværende i dansk kirkeliv? Selv blandt de fromme missionsfolk er bønnen blevet et eksotisk indslag.
En forklaring kommer fra sognepræst Thomas Frovin. Han har engang argumentet for, at vi danske lutheranere er i en tradition, der er rationalistisk, med den konsekvens at vi bliver færdig med bønnen. Vi siger “amen”, og så er vi videre til næste liturgiske led eller mødepunkt. Men – minder præsten os om – at være teolog er at bede. Ja, endda at bede uophørligt, som Paulus skriver til menigheden i Thessalonika.
Det er jo svært, for der er noget modvilligt i mennesket, som ikke vil den “hjertets karakterdannelse”, som bønnen ifølge litteraten Karen Swallow Prior er.
Selv den evangelikale amerikanske teolog, Kevin Vanhoozer, måtte for nyligt bekende, da han blev spurgt om, hvad han for tiden læret om Gud midt i sine teologiske studier. ”Jeg lærer, at det er sværere at bede end at læse, og at det er sværere at lytte til Gud end at skrive om ham.” Sådan er det.
Men er det et problem? Det kan det være. Den canadiske kommunikationsteoretiker og praktiserende katolik, Marshall McLuhan skrev engang resignerende, at alle dem, han kendte, der havde forladt den kristne tro, havde startet deres frafald med at indstille deres bønsliv. Det siger i hvert fald noget om alvoren, uanset hvor forståelig et kuldsejlet bønsliv så end er.
Sløjfen
Det er to forskellige praksisser, offentlig debat og bøn, det fastholder jeg. Men de spejler hinanden i vores tid ved at føles nyttesløse, og mange opgiver dem. Men hverken debat eller bøn må instrumentaliseres derhen, hvor nyttelogikken dikterer, om vores indsats er tiden værd.
Kristne er kaldet til at række vidnesbyrdet videre, til at være “sandheden tro i kærlighed”, som Paulus skriver, og det må indebære, at troen både forsvares og forklares, også i offentligheden. Og kirken er kaldet til ikke at tro, at den kan klare sig adskilt fra kirkens herre, Jesus Kristus. “Bliv i mig”, sagde han som bekendt, inden han forlod sine disciple.
Både offentlig debat og bøn kan se nyttesløse ud. Som idioti. Men som Rune Lykkeberg Nielsen sagde til Bjarne Corydon i deres fælles podcast for nylig: Det er idiotisk at tro, at offentlig debat gør en forskel, men det er også idiotisk ikke at gøre forsøget.
Sådan er det altså med både offentlig debat og bønnens liv.
