Entydige svar er nødvendige: Folkekirken bør have et landskirkeråd

Domprovst Morten Fester Thaysen anser det som et gode, at magten og mangfoldigheden er flertydig i folkekirken. Men det udelukker ikke, at entydige svar nu er nødvendige, for staten har magten i alle afgørende principbeslutninger og bruger den, hvor folkekirken ikke ønsker det, skriver kirkehistoriker

Tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen taler ved store bededagskonferencen på Christiansborg den 25. april 2024. I bogen med konferencens oplæg opregner han en række historiske tilfælde på kirkeministre har vist manglende skønsomhed overfor folkekirken.
Tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen taler ved store bededagskonferencen på Christiansborg den 25. april 2024. I bogen med konferencens oplæg opregner han en række historiske tilfælde på kirkeministre har vist manglende skønsomhed overfor folkekirken. Foto: Kåre Gade

Regeringens afskaffelse af store bededag i 2023 var et indgreb i folkekirkens indre anliggender, mente mange. 

I den nyligt udkomne bog “Store Bededag” med bidragene fra konferencen om stat og folkekirke i april 2024, udtaler biskop Peter Skov-Jakobsen, at regeringer ikke tidligere er kommet så tæt på de indre anliggender. Han henviser til en eksisterende tradition med samtale og dialog mellem stat og folkekirke og understreger, at stat og kirke hidtil har holdt sammen. 

Men det er usikkert, om en sådan skønsomhed har eksisteret, når det drejer sig om skiftende regeringers indgreb i folkekirkens indre anliggender. Skønsomheden har været omtalt i forbindelse med skiftende regeringers høringer af kirkens folk, inden staten og regeringen har taget en afgørelse. 

Spørgsmålet er imidlertid, om skønsomheden har omfattet andet end høringer i kirkens anliggender blandt kirkens folk og en mere eller mindre imødekommende kirkeministers venlige praksis over for kirkens folk? Under alle omstændigheder har myndigheden i alle kirkens anliggender siden enevældens begyndelse i 1600-tallet ligget hos staten.

Løfteparagraffen

Traditionen med skønsomhed går især tilbage til slutenevælden, hvor biskopperne blev hørt i alle vigtige kirkesager, og de sendte sagerne i høring hos de lokale præster. Kongen modsagde sjældent anbefalinger fra sine biskopper. 

Siden kom kampen blandt grundlovsfædrene under grundlovsforhandlingerne i 1849, hvor repræsentanten fra Aalborg, teologen J.C. Schurmann, gik et skridt videre i grundlovskomitéen, der forberedte grundlovsforslaget til Den grundlovgivende Rigsforsamlings forhandlinger.

Schurmann krævede ud fra religionsfriheden selvstændighed i folkekirkens indre anliggender i forbindelse med grundlovskomitéens behandling af D.G. Monrads grundlovsudkast. 

Komitéen tilføjede derfor en løfteparagraf i grundloven angående en kommende lov om en kirkeforfatning, som blev vedtaget af Rigsforsamlingen [Grundlovens §66: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov]. Konservative i komitéen ville kun have en kirkeforfatning, som var rådgivende, for staten skulle fortsat have den juridiske myndighed i alle anliggender. Det har vist sig, at denne tolkning er fortsat frem til nu. 

Tradition for manglende skønsomhed

Folkekirken er i dag underlagt statens myndighed. Der har været delvis tilfredshed og samarbejde mellem stat og kirke, når det har handlet om de ydre anliggender, såsom ejendom (bygninger), økonomi, grøn omstilling og så videre, men ikke når der sættes fokus på de indre anliggender med hensyn til lære og liturgi, herunder salmebogen. 

Skiftende regeringer har ofte blandet sig. Kirkeminister Jacob Appel blandede sig for eksempel i biskoppernes forslag til et nyt præstevielsesritual i 1912. Hans uenighed med biskopperne betød, at der ingen fornyelse kom. Tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen nævner i bogen “Store Bededag” en hel liste over tilfælde, hvor regeringer har vist manglende skønsomhed i indre anliggender: 

  • Kirkeminister Thorvald Povlsen, 1917. Udnævnelse af præst uden biskoppens kollats, hvor i stedet kirkeministeren, med Rigsdagens tilslutning i form af en singulær lov ”Lex Vaalse”, udøvede det biskoppelige tilsyn.
  • Kirkeminister Carl Hermansen, 1953. Personlige ændringer i forslaget til Den Danske Salmebog, der blev revideret samme år.
  • Kirkeminister Elsebeth Kock-Petersen, 1984. Lundehussagen, hvor ministeren ville tage stilling til forkyndelsesfrihedens grænser.
  • Kirkeminister Tove Fergo, 2001. Blandede sig i de indre anliggender i flere tilfælde. Bl.a. i spørgsmål om indførelsen af ny salmebog ved revisionen i 2003. Fergo nægtede først at sende den nye salmebog til autorisation hos dronningen. Siden kom der et forlig med biskopperne.
  • Kirkeminister Manu Sareen, 2011. Ved lov indførte han vielse af to af samme køn.
  • Kirkeminister Louise Schack Elholm, 2023. Regeringens afskaffelse af Store Bededag ved lov.

Vi ser indgreb i indre anliggender tage til især efter Anden Verdenskrig, og det er ikke mindst grundtvigsk prægede kirkeministre, som i praksis har holdt fast i et stramt statskirkevæsen. Samtalen og dialogen mellem stat og kirke lykkes ikke rigtig i afgørende sager. 

Behov for justering af kirkestrukturen

Domprovst Morten Fester Thaysen skriver på Kirke.dk, at han anser det som et gode, at magten og mangfoldigheden er flertydig i folkekirken og især fremhæves folkekirkens lokale forankring med ønsket om at undgå centralisering. 

Men det udelukker ikke, at entydige svar nu er nødvendige, for staten har magten i alle afgørende principbeslutninger og bruger den, hvor folkekirken ikke ønsker det. 

Der er brug for en justering af den nuværende kirkestruktur. Derfor er det værd at overveje, om det kan ske ved at tilføre et repræsentativt landskirkeråd til den nuværende kirkestruktur, som i lidt over 100 år er vokset frem. 

Vi har jo allerede en kirkeforfatningsstruktur, som er rådgivende over for staten i alle anliggender. Der er tale om udbredt demokratisk selvstyre forankret lokalt: menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd. Disse råd tager sig af den lokale kirkeøkonomi og stifternes kirkeliv. 

Dertil tager menighedsrådene sig af præstevalg, og biskopperne medvirker i kaldelsen, blandt andet gennem et højtideligt præstevielsesritual, kollats og et af præster afgivet præsteløfte. Altså bliver den lutherske forkyndelse og sakramentforvaltning varetaget i folkekirken, der hermed fremstår som ét trossamfund med en klar kerneopgave. 

Et repræsentativt landskirkeråd kan stadig være rådgivende overfor et sekulært folketing. Dette landsråd skal have fokus på at værne folkekirken som et trossamfund med egen ret i indre anliggender, akkurat som J.C. Schurmann og andre kæmpede for under forhandlingerne på Den Grundlovgivende Rigsforsamling. 

“En monstrøs forestilling”

Grundlovens §4 taler om, at staten skal støtte den evangelisk-lutherske folkekirke, hvilket også indebærer at beskytte og værne. Senere fandt den konservative biskop H.L. Martensen, at regeringen brugte folkekirken politisk i sin støtte, hvilket kan minde om hele udviklingen om fjernelsen af Store Bededag. 

I Kirkekommissionen af 1868-1870 indså han nødvendigheden af et landskirkeråds vetoret i indre anliggender. Han blev kendt for at udtrykke, at folkekirken i kirkelovgivningen var underlagt en ”bekendelsesløs” Rigsdag, hvilket var en ”monstrøs Forestilling”. Er det ikke stadig sådan?  

Folkekirken kan stadig fortsætte med at være rådgivende overfor staten ud fra den nuværende demokratiske og mangfoldige kirkestruktur, men som et trossamfund skal den i det mindste have en vetoret i indre anliggender. 

Strukturkommissionen fra 2012-2014 kom med forslag, som det stadig er værd at forholde sig til. Der skal bygges videre på den eksisterende kirkestruktur med lokal forankring i menighedsrådene. 

Men da vi har er sekulært folketing med alle mulige konfessioner eller mangel på samme, bør der etableres et landskirkeråd, som skal værne om de indre anliggender og dermed videreudvikle den eksisterende kirkestruktur i folkekirken.
 

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning