Der er bispevalg i Aarhus Stift, og det er spændende, specielt når man som jeg bor i byen og ofte kommer i domkirken. Hvad er det mon for en biskop, vi får?
Forrige uges interview med de tre kandidater i Kristeligt Dagblad har for mit vedkommende afklaret en del. Jeg kan nemlig ikke forestille mig en biskop, som ikke på eget initiativ kan tage ordet diakoni i sin mund.
Interviewene viste nemlig, at der kun var én af kandidaterne, som uden blusel og i klare vendinger understregede kirkens diakonale ansvar, og som gjorde det som et personligt ansvar. Det var nuværende domprovst i Viborg Thomas Frank.
Han blev citeret for følgende: "Og så har jeg en udadvendt diakonal profil, forstået sådan, at kirkens diakoni handler om at være interesseret i at være villig til med egen krop at gøre en forskel ude i verden. [...] Og det har jeg, fordi jeg mener, at kirken i kraft af næstekærlighedsbuddet er forpligtet på at være med til at skabe et retfærdigt samfund i verden."
Ikke nok at udlicitere til de kirkelige organisationer
Diakoni bliver ofte defineret som evangeliet i handling og drejer sig derfor om den enkeltes ansvar som kristen over for sine medmennesker. Kirkens sociale ansvar udspringer i diakonien og rummer den enkeltes og menighedens ansvar for at yde omsorg til mennesker i nød og på bunden af samfundet.
I folkekirken har det ansvar i mange år været "udliciteret" til de kirkelige sociale organisationer, og det har givet et indtryk af, at folkekirken så at sige understøttede en omsorg på afstand.
Tankegangen var nok, at når kirken blot afholdt de årlige søndagsindsamlinger til Kirkens Korshær og lignende, var den "hellige grav velforvaret". Alt andet måtte velfærdsstaten tage sig af.
Den holdning skulle gerne være fortid i dag, først og fremmest fordi vi gennem de sidste 30-40 år stadig klarere har kunnet se, at velfærdsstaten netop svigter de børn, unge og voksne, som har det svært i livet, fordi de er ramt af fysisk eller psykisk sygdom, af funktionsnedsættelser, som de ikke får ordentligt kompenseret, eller lever med sociale problemer.
Samfundsmæssig acceleration og fremmedgørelse har over tid betydet, at mange mennesker føler sig efterladte på perronen og kun kan se et samfundsmæssigt tog, der buldrer af sted, uden at de er med på toget.
Mistrivsel har lagt sig oven i social nød som en byrde for mange. Den udvikling stiller nye og mere omfattende krav til kirken om et socialt engagement, og det stiller krav om et anderledes kristent diakonalt engagement til den enkelte i menigheden – og det skulle gerne afspejle sig, når man gerne vil være biskop.
Kandidaternes holdning til folkekirkens sociale ansvar
Man kan nok ikke alene vurdere de tre bispekandidaters holdning til diakoniens betydning på baggrund af de nævnte interviews. Alligevel vil jeg vove pelsen.
For Annette Bennedsgaard er det vigtigt, at kirken ikke bliver "for politisk". Kirken må ikke instrumentaliseres af politikerne, som hun udtrykker det. Hun siger godt nok, at kirken altid (skal) kendes på sin forankring i evangeliet. Men fortsætter så: en kirke, der ikke laver andet end at forkynde og glemmer samfundet, den er kirke i, bliver en ligegyldig kirke.
Jeg mener, at Annette Bennedsgaard i sit forsøg på at balancere ender med at forfægte en næsten neutral og i hvert fald samfundsbevarende kirke: "Jeg er optaget af, at kirken er kirke for folket til samfundets gavn." Kirken forbliver derved, næsten ligesom kongehuset, en ukritisk og apolitisk institution, der kun kan bevæge sig indenfor rammerne af det demokratiske samfund – til samfundets gavn.
Diakonien mister hos Annette Bennedsgaard sin betydning som en forpligtelse til at råbe op mod samfundsmæssig uretfærdighed. Hun kommer derved til at fremstå som den polerede teknokrat med et klart "DJØF-potentiale".
Esben Thusgård er desværre lidt i samme boldgade. Han vil gerne fremstille sig selv som en "både-og"-kandidat: I folkekirken forvalter vi en arv og en tradition. Vi står på skuldrene af nogen og noget – det er det konservative. Og samtidig er der det liberale, der handler om, at teologien skal forholde sig til den samtid, vi er en del af.
Det er "væg-til-væg"-udtalelser, som ikke generer nogen, men som samtidig heller ikke siger noget afgørende om, hvor Esben Thusgård befinder sig. Jeg har selv flere gange drøftet kirkens sociale ansvar og civilsamfundets rolle med ham og havde forventet en klarere proklamation om nødvendigheden af et større kirkeligt diakonalt fokus fra ham. Han har også været den bærende kraft i samarbejdet mellem Aarhus Stift og Aarhus Kommune. Derfor er min reaktion nok også præget af en vis skuffelse.
Thomas Frank skiller sig til gengæld positivt ud. Jeg har allerede rost ham for hans klare ståsted i næstekærlighedsbuddet og for kampen for retfærdighed i verden. Det har han også vist gennem sin personlige historie med et internationalt engagement. Det betyder ikke, at alt er soleklart i interviewet, og jeg vil nævne et par passager, som måske kan give anledning til et par spørgsmål.
Jeg er alvorlig i tvivl, om jeg har forstået Thomas Franks holdning til krig. I interviewet bliver han foreholdt den tidligere nævnte erklæring om Gaza fra 8 ud af 10 biskopper. Var det rigtigt? Her svarer bispekandidaten: "Når man går dybt ind i kirkers ageren i brug af militærmagt, ser man, at man skal være meget påpasselig. For biskopper er ikke politologer eller juridiske eksperter. [...] Der er en risiko for, at man som biskop ikke ved nok om en sag, når man udtaler sig."
Han kalder det selv et politiker-svar. Men er det egentlig så dumt? Er det ikke en god evangelisk tradition at vælge det selvkritiske, at se nuancerne og modpartens synspunkter frem for det skråsikre, selvsikre og selvhævdende? Jeg vælger at læse Thomas Frank på den måde.
Lidt på samme måde med hans udtalelser om "åndelig oprustning". Han mener, at begrebet "åndelig oprustning" er en tom betegnelse og fortsætter: "Jeg mener, vi i stedet skal bruge ordet besindelse. Det er en refleksion over sin samtid og sin egen stilling der. Det er de selvkritiske refleksioner, der er værktøjet til at undgå en forsimplet politisering af kirken og livet."
Det er vigtigt for Thomas Frank at holde fast i det fælles frem for en forsimplet opdeling af verden i "dem" og "os".
Tillad mig derfor at sammenfatte min foreløbige vurdering af kandidaterne. Her finder jeg, at Thomas Frank på mange måder er en bedre kandidat til at samle menighederne i Aarhus Stift, samtidig med at han utvivlsomt vil kunne indvarsle et hårdt tiltrængt fornyet fokus på diakonien og kirkens sociale ansvar.