Siden september har Kristeligt Dagblad haft et hold anmeldere, som skiftes til at gå til i kirke og anmelde en søndagsgudstjeneste i avisen. Formålet er at gøre liturgidebatten mere folkelige, lyder argumentet, men initiativet får en blandet modtagelse.
Inger Bettina Nørkjær Franch: Det er et nyt lavmål inden for evalueringskulturen
Jeg bryder mig ikke om evalueringskulturen i det hele taget. Den koster langt mere, end den giver.
Med denne type evaluering af gudstjenesten når vi et nyt lavmål inden for genren. Her trives præstationspresset rigeligt i forvejen, også uden denne nytilkomne risiko for en subjektiv anmelders offentliggjorte dom. Det er hverken hensigtsmæssigt, brugbart eller ordentligt.
Kristeligt Dagblads anmeldertiltag rammer særligt præsterne. Ingen kan vide sig sikker – ikke engang den nyuddannede præst, som blot har haft kjolen på i seks måneder. Med vores opmærksomhed rettet mod generel præstemangel, arbejdsmiljø og ubeboede præstegårde i yderområder, bør vi passe bedre på hinanden.
Det er ganske enkelt ikke konstruktivt at dømme en præsts salmevalg ude eller inde på avisens landsdækkende skueplads. Tilbagemeldinger på valg og fravalg i gudstjenesten bør i ordentlighedens tegn rettes direkte til præsten, eller burde som minimum handle om sagen i stedet for at blive en vurdering af personen.
Jeg tvivler på, at dette offentlige evalueringsinitiativ bidrager positivt til debatten om folkekirkens liturgi, men jeg er overbevist om, at det intet godt gør for vores præsters trivsel.
Anne Mia Lykner: Lad os se det som gratis feedback
Jeg vil glæde mig til at få besøg af en anmelder. Vi kan godt stå på mål for det, vi gør, og det er kun dejligt, at der er interesse omkring gudstjenesten.
Samtidig er det mit indtryk at anmelderne har stor veneration for kirken, så jeg går ud fra, at de hverken har interesse i at skade eller latterliggøre nogen.
Tværtimod tror jeg, det kan være med til at skabe opmærksomhed omkring gudstjenesten og motivere flere mennesker til at gå i kirke – og samtidig hjælpe med at holde os, der står for gudstjenesten, til ilden.
Virksomheder betaler dyrt for at få foretaget brugerundersøgelser. Jeg synes, vi skal tage imod anmeldelserne som gratis feedback og se det som anledning til at reflektere over, hvad vi gør godt og måske mindre godt.
I øvrigt er gudstjenesten en offentlig begivenhed, som alle har lov til at anmelde. Er det bedre, hvis det foregår på Facebook end i en avis?
Når det er sagt, er det selvfølgelig ærgerligt, hvis man som præst eller organist eller kordegn bliver fanget på en dårlig dag. For alle har dårlige dage, også anmeldere. I en kirke med arbejdsmiljøproblemer er det derfor en vigtig ledelsesopgave at sikre, at anmeldelserne ikke bliver brugt internt til at slå medarbejderne i hovedet med.