Debatten om store bededag stopper næppe, selvom afskaffelsen af dagen som helligdag er blevet en realitet. Dertil har hele sagen været for alvorlig og modstanden for massiv. Og måske er det også blevet tid til at tale om, hvad vi forstår ved demokrati.
For er det ikke et klart krisetegn, når dem vi stemmer til magten, forstår deres folkelige mandat som en ret til at træffe beslutninger hen over hovedet på befolkningen – på trods af voldsomme protester og på trods af, at det drejer sig om beslutninger, der griber dybt ind i samfundsliv, kultur og traditioner?
Kan en demokratisk magt tillade sig at være så døv? Eller er det bare sådan, det er blevet i en verden, hvor populismens sværmeri for "stærke ledere" er krøbet ind under huden selv på dem, der burde vide bedre. Både journalister og politiske kommentatorer har med slet skjult beundring talt om bededags-konflikten som en "styrkeprøve" mellem regeringen og befolkningen.
De har talt konflikten op som en spændende føljeton, hvor der i sidste ende vil være en vinder og en taber. Den der giver sig, har tabt. Som Peter Mogensen sagde i Tirsdagsanalysen på TV2, så kan Mette Frederiksen jo ikke opgive bededagen uden at tabe ansigt.
Et velfungerende folkestyre er baseret på lyttende hjerter
Men er det en demokratisk regerings opgave at stå som stærk og ubøjelig? Er det altid tegn på styrke at ville vinde for enhver pris? Og er det sandt, at man taber ansigt, fordi man kan flytte sig? Er det ikke omvendt et tegn på styrke og sandt lederskab at kunne lytte udad og være åben for, at det kan være, man har taget fejl? Er det ikke netop det, der er demokrati?
Det mener den tyske sociolog Hartmut Rosa, som i en ny bog retter en skarp kritik mod det forhold, at vi på den ene side i dag har gjort demokratiet til vores nye trosbekendelse, samtidig med at vi er blevet dårligere til at respektere dem, der mener noget andet end os selv.
Bogen hedder "Demokratie braucht Religion" (2022) og er en tale, Hartmut Rosa holdt ved et stiftsmøde i det katolske bispedømme Würtzberg. At demokratiet behøver religion, anslås allerede i begyndelsen af talen, hvor Rosa citerer kong Salomo fra 1. Kongebog: "Giv din tjener et lydhørt hjerte."
De ord mener Rosa også burde være demokratiets motto. Et velfungerende folkestyre er baseret på lyttende hjerter. Rosa skriver:
"Tidligere har jeg altid ment, at demokratiet fungerer, når alle har en stemme, der kan høres. I den senere tid er jeg blevet mere og mere overbevist om, at der også hører "ører" med til et demokrati." (min oversættelse)
Det er med andre ord ikke nok, at alle har lov til at råbe op og have en mening. Det er ikke nok at have en stemme. Det er også nødvendigt at have ører, der kan høre. Og et lydhørt hjerte, der vil andre mennesker. Det gælder både borgere, debattører og politikere – også når der ikke lige er valgkamp. Et lydhørt hjerte er grundstenen i demokrati.
Demokratiet har brug for religion
Rosas demokratikritik udspringer af en skuffelse over, hvordan den politiske kultur har udviklet nogle meget aggressive spilleregler. Der er ikke meget i det spil, som handler om at lytte. Tværtimod opfatter man i stigende grad alle dem, der mener noget andet end én selv som idioter.
"Lock her up," råbte vrede Trump-støtter i valgkampen mod Hillary Clinton. Det var truende aggressivt, og er et af de eksempler på en forråelse af det parlamentariske klima, Rosa selv drager frem. Et andet eksempel er det næsten borgerkrigsagtige forhold mellem "Brexiters" og "Remainers" under valget om at træde ud af EU. Men man kunne også tilføje de mange identitetspolitiske debatter og MeToo-bevægelsen, som ikke ligefrem brillierer med lyttende, åbne hjerter.
Det er den politiske dannelse, Hartmut Rosa er bekymret for. Det er blevet umuligt at råbe hinanden op. Vi er holdt op med at høre andre end os selv. Og der er ikke noget, der standser os i at forstå alting i uforsonlige modsætninger.
Når demokratiet har brug for religion, er det fordi bare det at træde ind i et kirkerum maner til andagt og stilhed. Det opøver vores resonansfølsomhed, som netop er det, der er brug for i et godt demokrati med plads til hinanden og respekt for andre mennesker. Og den følsomhed kommer ikke af sig selv. Den skal man tillære sig.
I kirkerummet bliver vi modtagelige, og hjertet stemmes til at åbne sig. Bøn og salmesang er en opøvelse i at lytte udad. Vi må lytte, lade os påkalde, vi må standse op og høre efter (aufhören), i stedet for at rode rundt i vores egen lille dagsorden. Ifølge Rosa hænger religiøs praksis og demokratisk dannelse sammen, og det er måske heller ikke helt forkert.
Kirken skal markere store bededag fremover
I debatten om store bededag gik der magtkamp i det med det samme. Uanset både kirken og fagforeningerne og den brede befolkning protesterede, var regeringen urokkelig.
Fra kirkens side var frustrationen først og fremmest affødt af, at man ikke blev inddraget. Det hele blev så ophedet, fordi man fra regeringens side var for dumstolt og havde glemt demokratiets fornemmeste opgave: At lytte udad og få befolkningen til at føle sig hørt.
Der er ikke mange af kirkens folk, der mener, verden går under uden store bededag. Jeg kan endda se en mulighed for, at dagen i fremtiden bliver en rigtig bededag. På baggrund af den tankeløse sammenkobling af bededag og forsvarsudgifter, vil det være indlysende at markere store bededag fremover med fakkeltog og fredsgudstjenester.
Men en politisk kultur uden et lydhørt hjerte, der bare tromler sine beslutninger igennem, det er ikke holdbart. Bededags-konflikten efterlader nogle blødende sår mellem regeringen og fagforeningerne, mellem politikere og folk og mellem stat og kirke.
Til gengæld er det blevet mere klart end nogensinde, at samfundet har brug for tro og ånd – og helligdage, hvor vi standser op og lærer at lytte. Og vi har brug for et evangelium, der forkynder, at størst er den der tjener. Og den stærkeste er den, der ikke er bange for at tabe ansigt.