Så vidt man ved, blev den jødiske bibel oversat til græsk på initiativ af den ægyptiske konge Ptolomæus II Filadelfos (308-246 f.v.t.), fordi han manglede den i sit velassorterede bibliotek i Alexandria.
Oversættelsen skulle leve op til internationale standarder, så han tog kontakt til ypperstepræsten i Jerusalem og bad ham udvælge seks af de mest lærde mænd fra hver af Israels 12 stammer.
De 72 mænd blev sendt til Ægypten, hvor de blev modtaget ved en stor banket. Kongen udspurgte dem for at kontrollere deres visdom, og da de alle bestod testen, blev de sendt til et smukt beliggende hus, hvor de skulle arbejde uden forstyrrelser.
Efter 72 dage kunne de præsentere den færdige oversættelse for folket og kongen.
Naturligvis har de jødiske forfattere, der gengiver denne historie, et ærinde med den. Den skal vise, at den græske oversættelse er (næsten) lige så autoritativ som den hebræiske original.
Den oversatte tekst er også indiskutabel, fordi den er foretaget af de mest lærde mænd. Således understøtter forholdene omkring oversættelsen ideologien om den.
Oversættelse afhænger både af teknologi og ideologi
Mere eller mindre bevidst har man hyldet samme ideologi i de danske bibeloversættelser.
Oversætterne har været lærde mænd, som har arbejdet sammen med andre lærde mænd. I forbindelse med 1992-oversættelsen kom kvinder med, men i øvrigt gjaldt samme princip: De lærde arbejdede på egen hånd uden indblanding udefra.
Bibelselskabet udgav ganske vist prøveoversættelser, som alle kunne kommentere, men den endelige redaktion foregik internt. Ingen var forpligtet til at svare på den rejste kritik, og ingen skulle forklare de foretagne valg.
I princippet var oversætterne lige så isolerede som de 72, der oversatte Septuaginta eller LXX, som den græske bibel kom til at hedde, fordi LXX betyder 70 (man rundede ned for at få et pænt tal).
Forholdene omkring oversættelserne hænger selvfølgelig sammen med de teknologiske muligheder. I 1992 (og i antikken) kunne man kommunikere via breve. Massemedier var begrænset til aviser og tv, så det var teknisk umuligt at have offentlige drøftelser af detaljerede oversættelsesproblemer. Den slags måtte man overlade til de få lærde.
Men det handlede næppe kun om teknologi. Det var formentlig også et ideologisk spørgsmål. Autorisationen af bibeloversættelsen bygger på de gældende opfattelser af autoritet, og forholdene omkring oversættelsen understøtter en bestemt forståelse af autoritet.
I 1992 havde professorerne autoritet i kraft af deres titler og akademiske grader. Når de satte den autoritet bag en oversættelse, var det givet, at den skulle autoriseres.
Måske hang det også sammen med selve synet på Bibelen.
Når Bibelen forstås som en autoritativ tekst, holdes diskussionerne om den rette oversættelse helst skjult. Rationalet er, at jo mere usikkerhed der hersker om oversættelsen, jo mindre tillid kan man have til den. Historien om Septuaginta viser netop, hvad der skal til for at kunne stole på en oversættelse.
Synet på autoritet har ændret sig
I dag har opfattelsen af autoritet imidlertid ændret sig.
Titler og grader medfører ikke i sig selv autoritet. Enhver – også de lærdeste professorer – skal kunne forklare sig og argumentere for deres synspunkt.
Skal man have autoritet, skal man kunne overbevise om, at man har ret. Man skal være klar til at svare på kritik og endnu bedre: være i stand til at lade sig korrigere af overbevisende modargumenter.
I 2026 bliver troværdige resultater til gennem diskussioner, hvor forskellige perspektiver kommer til orde. I dag anerkender man ikke længere en autoritet, der ikke er villig til samtale.
Af den grund er det forbløffende, at Bibelselskabets igangværende bibeloversættelsesprojekt organisatorisk til forveksling minder om – om ikke Septuaginta-oversættelsen – så 1992-oversættelsen.
Arbejdet foregår i oversættelsesgrupper, der afgiver deres oversættelser til en faglig redaktion, som sender den videre til chefredaktionen.
På et tidspunkt udkommer prøveoversættelser, som enhver kan kommentere, men ingen får svar på deres kommentarer.
Herefter udfærdiger chefredaktionen den færdige oversættelse og fremlægger den for biskopperne, kongen og folket. Principielt behøver Bibelselskabet ikke argumentere for et eneste af sine oversættelsesvalg og er ikke forpligtet til at svare på en eneste kritisk kommentar.
Det er ikke en tidssvarende opfattelse af autoritet, og man overvejer, om organisationen skal underbygge et bestemt syn på Bibelen. Skal oversættelsen – ligesom Septuaginta – fremstå som en indiskutabel autoritativ tekst? Er det derfor, at offentligheden ikke må få indblik i arbejdet?
Lad oversættelsen foregå i åbne dokumenter
Nu har Bibelselskabets redaktører heldigvis engageret sig i diskussioner af den kritik, der er fremsat. De har primært afvist den med henvisning til de principper, der gælder for arbejdet. Det er en form for argumentation.
Oversættelsen ville imidlertid stå meget stærkere, hvis muligheden for samtale var integreret i arbejdet.
Der er mange oversættelsesvalg, som ville være mere overbevisende, hvis begrundelserne for dem var tilgængelige. Man kunne derfor i det mindste ønske, at prøveoversættelserne var kommenterede. Kommentarerne kunne man lægge på Bibelselskabets hjemmeside.
Endnu bedre ville det imidlertid være, hvis Bibelselskabet gjorde endnu mere anvendelse af den teknologiske udvikling, der har været siden 1992.
Det er ikke kun skidt, at vi ikke længere kommunikerer pr. brev. Jeg vil derfor genfremsætte et forslag, som jeg indgav i den indledende undersøgelsesfase før det nuværende oversættelsesarbejde:
Oversætterne bør arbejde i åbne dokumenter, så enhver kan følge med undervejs.
Hertil kan man knytte en blog-funktion, hvor der kan stilles spørgsmål og gives svar. Begge veje.
For offentligheden kan jo meget vel hjælpe med konkrete oversættelsesproblemer, hvis de får lov. Der er ingen grund til at skjule, at en oversættelse er resultat af mange diskussioner og drøftelser. Resultatet bliver kun mere troværdigt af, at de kommer frem.
En sådan proces – eller andre former for åbenhed og inddragelse – kan leve op til en moderne forståelse af autoritet og dermed give det bedste grundlag for autorisation i 2036.