Tak til Simon Langeskov Jylov for svar på min kritik af rapporten om forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådenes arbejde. Det er altid dejligt, når nogen vil bruge tid på at skrive et svar på noget, man har skrevet.
Jeg er sådan set også enig med Simon Jylov i det meste. Jeg synes dog alligevel, at han fortegner mit ærinde.
Simon Jylov skriver, at det "udspringer af en generel frygt for ændringer i den eksisterende organisation". Hvordan han kan nå frem til det, forstår jeg ikke helt.
Jeg er på ingen måde imod ændringer. Tværtimod. Ligesom Jylov mener jeg, at man til stadighed må være optaget af, hvordan kirken skal være kirke. Men man kan kun svare på dette "hvordan", når man er bevidst om "hvorfor". Det vil sige, at enhver ændring af kirkens organisation altid udspringer af et bestemt kirkesyn. Det gør styregruppen bag rapporten såmænd også, men de redegør bare ikke for det.
Så mit ærinde er for det første at påpege dette. For det andet er det at stille spørgsmålstegn ved, om løsningerne på kirkens "hvordan" nødvendigvis ligger i reducering af menighedsrådenes størrelse og betydning, mere funktionærgørelse af præsterne og opgradering af provsterne og provstiernes ansvarsområde.
Det mener jeg ikke, at det gør. Det bliver ikke nødvendigvis mere enkelt. Til gengæld vil det blive dyrt, når der skal ansættes konsulenter og daglige ledere.
Og ja – jeg mener, at der skal gøres noget i forhold til arbejdsmiljø. Jeg ved også, at der kan være problemer i forhold til præsteboliger, og at der er menighedsråd, der har svært ved at løfte opgaverne. Det kan løses på andre måder.
Faktisk ligger der allerede i den nuværende lovgivning mulighed for, at menighedsrådene frivilligt kan lave samarbejdsaftaler, som kan være en løsning på det meste af det, som styregruppen bag rapporten påpeger. Vi er allerede i gang.
Spørgsmålet er så, hvorfor man ikke vil lade denne lovgivning virke? Hvorfor dette hastværk? Hvorfor nedsætter man en styregruppe, der stort set kun består af mennesker, der bor i Aarhus og København og derfor kun ser tingene fra et storbysperspektiv? Hvorfor fører de kun lukkede samtaler med sig selv? Hvad er perspektivet i det?
For mig at se giver det alt for forenklede svar på kirkens "hvordan".