I forholdet mellem kirke og stat har begge parter et ansvar, når staten laver ny lovgivning på folkekirkens område. Ansvaret handler først og fremmest om, at statens lovgivningsarbejde svarer på de spørgsmål, der stilles i folkekirken. Folkekirkens ansvar er til gengæld at oplyse staten om, hvad staten skal svare på gennem lovgivning.
Det gælder også, da staten med kirkeminister Morten Dahlin ønsker en forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådenes arbejde. Som ansvarlig stat inddrager den derfor som led i lovgivningsarbejdet folkekirkens parter, nedsætter en styregruppe med et kommissorium.
For få menighedsrådsrepræsentanter i udvalg
For det første har det været styregruppens opgave at finde svar på, hvordan man kunne forenkle menighedsrådenes arbejde. Så kunne man forvente, at en overvejende del af styregruppen ville bestå af repræsentanter fra menighedsrådene.
Men der har kun været to – og de har været i absolut mindretal. Til gengæld har der været flere repræsentanter fra de organisationer, der er sat i verden for at arbejde for bedre arbejdsforhold for kirkefunktionærer, præster og provster.
Dette kommer til at præge styregruppens svar på de spørgsmål, der bliver stillet. Man kan således argumentere for, at styregruppens rapport handler lige så meget om en arbejdspladsreform som en forenkling af menighedsrådsarbejdet. Styregruppens svar handler således om mere professionalisering og mindre demokratisk styre.
Man definerer således menighedsrådet som en professionel bestyrelse frem for et råd, der er demokratisk valgt til at repræsentere menigheden. Menighedsrådene skal som bestyrelse sikre kirken som professionel arbejdsplads.
Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at menighedsrådsmedlemmerne er demokratisk valgte. Flere af dem skal efter valget følge obligatoriske uddannelsesforløb. Som Leif Arfmann skriver i Kirke.dk den 6. april 2025, er det i sig selv "et voldsomt brud" på dansk demokratiopfattelse, at man på den måde signalerer manglende tillid til folkevalgtes evner til at løse opgaver, de er valgt til at løse.
Det gennemgående synspunkt synes således at være, at demokratisk styre er godt, men hvis de demokratisk valgte kan professionaliseres, er det bedre. Man har således en naiv tro på, at professionalisering kan komme bøvlet på arbejdspladsen til livs. Dette gælder alt fra ledelse af kirkernes ansatte til driften af præsteboligerne.
Havde styregruppen været repræsenteret med flere menighedsrådsmedlemmer, er jeg overbevist om, at styregruppens svar på forholdet mellem folkevalgte og professionelle ville være mere nuanceret.
For få repræsentanter for landområderne
For det andet vil man sikre, at reformen er dækkende for menighedsrådets arbejde overalt i Danmark. Men med undtagelse af to kommer repræsentanterne fra styregruppen enten fra Aarhus eller København.
De fleste har dermed storbyens og ikke landområdernes perspektiv på opgaven. Mange af styregruppens svar giver måske god mening i storbyens kontekst. Til gengæld giver de knap så god mening i landområderne. Især vil de give problemer, når styregruppen ser det som en løsning at reducere antallet af menighedsrådsmedlemmer.
En ting er, at langt færre menighedsrådsmedlemmer på landsplan vil betyde langt færre ambassadører for folkekirken. En anden ting er, at de store byer kan afhjælpe det færre antal menighedsrådsmedlemmer med at ansætte folk til at løse de opgaver, som menighedsrådene før løste. Det kan bare ikke på samme måde lade sig gøre ude på landet, hvor man ikke har den samme økonomi.
Her findes der adskillige menighedsråd med fem-seks medlemmer, der kommer til at varetage driften af tre-fire kirker og tilsvarende antal kirkegårde. Det er ikke en forenkling af menighedsrådsarbejdet, men en voldsom belastning af menighedsrådsmedlemmernes arbejdsbyrde.
For det andet vil det belaste en række landprovstiers i forvejen stramme økonomi, når der skal ansætte en række professionelle folk med kompetencer inden for professionel ledelse og andet til at løse de opgaver for menighedsrådene, som de ikke længere skal løse – og det vel at mærke i dele af landet, hvor mennesker med de efterspurgte kompetencer ikke hænger på træerne.
Hvis styregruppen havde været repræsenteret af en større geografisk spredning, ville svaret også her være blevet mere nuanceret.
Pointen er, at når Kirkeministeriet inddrager kirkens parter i forbindelse med lovgivningsarbejde, har også folkekirkens parter et særligt ansvar for, at ministeriet får de rigtige svar på de spørgsmål, der stilles. Det mener jeg ikke, er sket her.
Svaret er storbyens svar og ikke hele landets svar. Svaret er de organiserede professionelles svar og ikke de folkevalgtes svar. I stedet for at hjælpe de folkevalgte med deres opgaver vil man tage ansvaret fra dem og lade professionelle ansatte tage over. Hvis I.C. Christensen havde ret i, at kærlighed til folkekirken vækkes gennem lokal selvbestemmelse, vil man sætte grænser for kærligheden.
Giv tid til den demokratiske proces
Konsekvensen kan dermed blive en lovgivning, der for det første skaber flere problemer for menighedsrådene, end den løser. For det andet kan den skabe endnu større geografisk skævvridning end i dag. For det tredje – og værst af alt – kan den skabe mindre lyst til i fremtiden at engagere sig i menighedsrådsarbejde. Det er ikke bare Folketingets skyld. Det er også folkekirkens egen skyld.
Dette må blandt folkekirkens parter føre til overvejelser om, hvordan man fremover vil sikre kvaliteten i lovgivningsarbejdet på folkekirkens område. Lovgivningsarbejdet skal først og fremmest kvalificeres af det folkekirkelige demokrati.
For det første kunne man derfor overveje, hvordan man vil nedsætte den gruppe af mennesker, der skal svare staten, når den spørger.
I Betænkning 1544 beskriver man om et Folkekirkeligt Fællesudvalg, som består af 10 læge medlemmer, en valgt fra hvert stift. Derudover en præst, en provst, en biskop og en repræsentant med observatørstatus fra kirkefunktionærerne. Denne sammensætning vil sikre et svar, der tager anderledes hensyn til folkekirkens mangetydighed i forhold til kirkesyn, geografi og ansvarsområde. Det kunne være en vej at gå.
For det andet er demokrati langsommeligt. Derfor kan man overveje, hvordan man nedsætter tempoet i lovgivningsprocesserne på det folkekirkelige område. Man kan overveje, hvordan man kan tage den demokratiske samtale alvorligt ved at sikre tid til høringsperioder.
Høringsperioderne skal – modsat i dette tilfælde – ligge før den tid, hvor politikerne sætter sig ned og laver udkast til lovgivning. Dette vil sikre, at politikerne har fået alle nuancer med og dermed sikre kvaliteten i lovgivningsarbejdet. Det vil også sikre den folkelige opbakning, som er forudsætningen for alt i folkekirken.