Den amerikanske historiker Timothy Snyder har i sin seneste bog "Om Frihed" skrevet om, hvordan en organisation skal kunne balancere mellem svarene på dens "hvorfor" og "hvordan".
"Hvorfor" handler om, hvorfor organisationen er til, og hvilke værdier den bygger på. "Hvordan" handler om at understøtte dette "hvorfor", sådan at det kan folde sig ud i virkeligheden.
I forhold til at kunne svare på organisationens "hvordan" giver det derfor "kun mening, når vi ved, hvad vi værdsætter. Ingen forestilling om mål-middel-rationalitet hænger sammen uden om nogen værdidom".
For Timothy Snyder er dette for eksempel afgørende, når det handler om tech-industriens udvikling af kunstig intelligens. Indtil nu har det alene handlet om, "hvordan" den kunstige intelligens kan bruges, og derfor kan den bruges til hvadsomhelst.
Stillede vi spørgsmålet "hvorfor", ville vi kunne give den "kunstige intelligens" den menneskelige faktor, som den mangler i dag. Svaret på spørgsmålet "hvorfor" er for Timothy Snyder et spørgsmål om frihed. Spørgsmålet om "hvordan" kan føre til ufrihed.
Rapporter røber ændringer i kirkesyn
Denne pointe er ikke bare afgørende i enhver organisation. Den har også været afgørende i folkekirken siden Reformationen, hvor man reformerede kirkens "hvorfor", som siden kom til at folde sig ud i dens "hvordan".
I de seneste 20 år har man kunnet se samme bevægelse i de betænkninger og rapporter, der er kommet om folkekirkens styre. Hver gang har man indledt med at svare på folkekirkens "hvorfor", inden man har svaret på dens "hvordan".
Den seneste rapport om "forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådets arbejde" viser imidlertid en forskydning til fordel for kirkens "hvordan". Når man sammenligner definitionen af folkekirkens "hvorfor" i tre betænkninger og rapporter siden 2006, bliver dette tydeligt:
- I betænkning 1477 fra 2006 står der således om folkekirken: "Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser."
- I betænkning 1544 fra 2014 står der: "Folkekirkens opgave som en kristen kirke er at forkynde evangeliet om Kristus som hele verdens frelser."
- I rapporten "Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet" fra 2025 står der: "Folkekirkens overordnede opgave som evangelisk luthersk kirke, jf. grundlovens § 4, er på grundlag af kirkens bekendelser at forkynde evangeliet om Jesus Kristus i ord og handling."
Her er der tre ting, der er værd at bemærke.
1: Fra mission til opgave
Hvad der begynder som mission i 2006, bliver til en opgave i 2014 for i 2025 at blive til en overordnet opgave. Mission er selve kirkens væsen, opgave er snarere noget, som kirken har blandt andre ting.
Folkekirken bevæger sig således fra et stærkt "hvorfor" – en mission – til at blive en folkekirke med opgaver, der skal løses. Spørgsmålet er bare hvordan. Det er det, rapporten handler om.
Bevægelsen fra "hvorfor" mod et stærkere "hvordan" er slående.
Som Timothy Snyder skriver, kan et stærkere "hvordan" føre til større ufrihed. Kirkens "hvorfor" kan blive bundet af opgaveløsningens bestemte krav om standardisering og effektivitet.
2: Fra gudstjenestefejrende fællesskab til kirkeorganisation
I "Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet" står der i modsætning til de tidligere definitioner, at forkyndelsen sker gennem ord og handling. Sådan fremhæves det som særligt væsentligt, at forkyndelsen ikke bare sker gennem ord – men også gennem handling.
Dette er en teologisk pointe, som kræver en forklaring. Sagen er, at formuleringen faktisk allerede optræder i Betænkning 1544. Her står den bare ikke i den indledende definition, men først senere i teksten.
Det slående er forskellen: I betænkning 1544 står, at folkekirken først og fremmest "er et fællesskab af mennesker, hvor evangeliet bliver forkyndt, og hvor sakramenterne – dåb og nadver – bliver forvaltet".
Det hele begynder således med Ordets forkyndelse i dåben og nadveren. Det er Ordet i denne betydning, der kvalificerer handlingen i for eksempel undervisning og diakonalt arbejde. Ord og handling hænger sammen.
Men i rapporten om "Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet" gør man sig ikke den slags overvejelser. Her står ord og handling uformidlet ved siden af hinanden. Forkyndelsens ord og handling ender derfor på linje med hinanden som en række af de opgaver, som folkekirken skal løse.
Dermed bliver folkekirken mindre defineret som et gudstjenestefejrende fællesskab og mere som en kirkeorganisation, der er kendetegnet ved en lang række aktiviteter, hvor gudstjenesten kun er en af dem. Dermed trænger et spørgsmål om rapportens kirkesyn sig på.
3: Fra "hvorfor" til "hvordan"
Rapportens korte redegørelse for folkekirkens "hvorfor" viser, at det ikke er de overordnede opgaver, der har interesse. Det har alle de andre opgaver, som svarer på dette "hvordan". Dette sker i en grad, at folkekirkens "hvorfor" kommer til at fylde mindre.
Lad mig give nogle eksempler:
Hvor man før viste en forbindelse til folkekirkens "hvorfor", når man lod menighedsrådenes funktionsperiode begynde ved kirkeårets begyndelse, skal funktionsperioden nu begynde ved regnskabsårets begyndelse.
Hvor man før var optaget af, hvorfor man havde tjenesteboliger ude i sognene, er man nu optaget af, hvordan man har dem. Således bliver de reduceret til at være et "ansættelsesvilkår" for sognepræsten. Argumentationen for at tage dem ud af menighedsrådenes ansvarsområde og dermed lokale forankring er, at det sker i "lyset af et forenklingsperspektiv og af hensyn til provstiudvalgenes planlægning...".
Hvor man før var bevidst om sin evangelisk-lutherske arv, hvor enhver præst var kaldet af en bestemt menighed og dermed var født medlem af menighedsrådet, tænker man nu noget andet. Nu skal menighedsrådene mere ligne en bestyrelse, og præsten skal mere opfattes som en slags funktionær, der bruger sin tid hensigtsmæssigt i bestyrelsen.
Spørgsmålet om, hvorfor man har en præst, bliver derfor til et spørgsmål om, hvordan præsten er med i menighedsrådet. Det er således ikke længere hensigtsmæssigt, at alle præster er fødte medlemmer. Man taler således om primærpræster og dermed indirekte også om sekundære præster.
Da provster skal være mindre præster og mere ledere, skal de heller ikke længere være fødte medlemmer af menighedsrådene. Man rører dermed ved noget helt grundlæggende i folkekirkens lutherske selvforståelse. Man gør det tilmed uden at ryste på hånden.
Et kirkesyn, der er mere optaget af tal end af teologi
Rapporten "Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet" handler således ikke bare om forenkling af menighedsrådsarbejdet. Den er også et udtryk for et bestemt kirkesyn, der skal præge fremtidens folkekirke.
Styregruppen bag rapporten redegør bare ikke for det. For det er et kirkesyn, der dækker sig bag tal og statistik. Styregruppen argumenterer således med flere statistikker på folkekirkens område. En af dem stammer fra en elektronisk spørgeskemaundersøgelse fra 2024, som kun 43 procent af landets menighedsrådsmedlemmer har svaret på.
Det, der står tilbage, er derfor et kirkesyn, der er mere optaget af tal end af teologi. Derfor er det tallene og ikke teologien, der bestemmer, hvordan kirken skal løse opgaven. Kirkens organisering defineres af spørgsmål om hensigtsmæssighed, effektivitet og rationalitet.
Dette løses bedst, når kirken bliver en organisation med stærke provster, der sammen med en vifte af ansatte konsulenter løser kirkens hvordan-opgaver for brugerne. Fremtidens kirke vil således være mere optaget af sit "hvordan" end sit "hvorfor".
Mange af argumenterne i rapporten ligner, hvad man har hørt i forbindelse med kommunalreformen i 2007, Folkeskolereformen i 2014 og andre reformer i det offentlige. Det har alle været reformer, der mere har været optaget af "hvordan" end "hvorfor".
Resultatet har ofte ikke ført til mere effektivitet. Til gengæld har det ofte ført til større ledelseslag og til mindre lokal forankring. For folkekirken vil det få store konsekvenser.
Man siger, at folkekirken altid kommer 15 år for sent og dermed ender med at gentage alle de fejltagelser, der er gjort andre steder. Rapporten er et godt eksempel på dette. Den vil fremtidssikre, men den fremtidssikrer ved at anvende synspunkter, tiden er løbet fra.