Sognepræst og medlem af Landsforeningen af Menighedsråds bestyrelse, Eva Holmegaard Larsen, bringer i et indlæg i Kirke.dk debatten om dobbelt medlemskab ind i det kommende bispevalg i Aarhus. Hun appellerer i den forbindelse til, at biskopper skal stå vagt om vores evangelisk-lutherske bekendelse. Det anliggende kan man kun være enig i.
Fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd har både formand Peter Lodberg og undertegnede, leder af Folkekirkens Migrantsamarbejde, været en del af udvalget bag den rapport, som biskopperne har fået udarbejdet til kirkeministeren – og som ni ud af 10 biskoppers indstilling hviler på. Denne rapport viser, at det netop er at stå vagt om vores evangelisk-lutherske bekendelse at åbne for dobbelt medlemskab i den brede model, som omfatter alle døbte kristne.
Som Eva Holmegaard Larsen ærgrer vi os også over, at ni ud af 10 biskopper og Landsforeningen af Menighedsråds bestyrelse står langt fra hinanden i sagen om dobbelt medlemskab: Mens biskopperne har peget på den bredeste model for dobbelt medlemskab, som åbner for fuldt medlemskab til alle herboende medlemmer af andre kristne trossamfund, foretrækker Landsforeningens bestyrelse den smalleste, hvor kun medlemmer af andre evangelisk-lutherske trossamfund kan blive medlemmer af folkekirken.
Biskoppers anbefaling bygger på stringent evangelisk-luthersk argumentation
Biskoppernes anbefaling af den brede model hviler på en stringent evangelisk-luthersk argumentation, sådan som man kan læse det i deres rapport til kirkeministeren samt i rapportens appendiks 7, "folkekirken som trossamfund teologisk betragtet".
Deres teologiske læsning af Den Augsburgske Bekendelse artikel 7 om kirken fremhæver, at der "i den lutherske kirketænkning og bekendelsesforståelse er en åbning overfor døbte fra andre kirkesamfund. Det er denne teologiske åbning, der gør, at det i den aktuelle folkelige situation er muligt at tale om dobbelt medlemskab. Det er også denne åbning, som gør det teologisk legitimt at praktisere det åbne nadverbord i folkekirken allerede i dag."
Rapporten fremhæver desuden bekendelsens skelnen mellem de guddommelige ordninger og menneskelige ordninger. De guddommelige ordninger er Guds ord, dåb og nadver, som ikke kan ændres. De menneskelige ordninger kan derimod indrettes, så de tjener evangeliets forkyndelse. Folkekirkens nationale, historiske og kulturelle identitet er således vigtige, men det er ikke noget, der konstituerer kirken.
Når Landsforeningen af Menighedsråds bestyrelse i sin udmelding henviser til bekymringer om "folkekirkens kultur", så er det ganske rigtigt vigtige spørgsmål, som der skal tages højde for, så vores rummelige kirkeordning kan bevares. Men disse spørgsmål bør ikke være definerende for selve spørgsmålet om, hvem der evangelisk-luthersk forstået hører til kirken, og hvem der ikke gør.
Mellemkirkelige hensyn – eller knæfald for andre kirker?
Selvfølgelig skal der føres mellemkirkelige samtaler om udmøntningen, og der er i biskoppernes rapport også en anbefaling om vejledning til den, som måtte ønske et dobbelt medlemskab.
Eva Holmegaard Larsen har intet problem med det åbne nadverbord, som folkekirken praktiserer, selvom det fra både katolsk og ortodoks synsvinkel netop er dette punkt, hvor den mellemkirkelige grænse overskrides. Katolikker og ortodokse kan – set fra deres synspunkt – ikke gå til nadver i folkekirken. Flere af disse kirker – som for eksempel den ukrainske ortodokse – har faktisk slet ikke et medlemsbegreb i administrativ og skattemæssig forstand, sådan som vi kender det i folkekirken. Medlemskabet er kun sakramentalt.
Her står folkekirken fast på sit eget evangelisk-lutherske ståsted og afviser ingen, som med deres kristentro og samvittighed mener at kunne gå til nadver i folkekirken. Det synes ikke rimeligt, at folkekirken af mellemkirkelige hensyn skal ændre på denne selvforståelse og praksis, som man har levet godt og fredeligt med i mange år. Ligeledes bør andre trossamfunds eksklusive kirkesyn ikke ændre folkekirkens mere åbne syn.
Mange migranter er kulturkristne
Det er væsentligt ikke kun at se på konfessionelle grunde til at være medlem af folkekirken. Langt de fleste migranter er kulturkristne ligesom danskerne. Det er bare en anden folkelighed fra hjemlandet, som deres kirkelige tilhørsforhold knytter sig til.
Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) har undersøgt, hvordan det forholder sig med migranters tilhørsforhold til folkekirken. Det fremgår af FUV's bidrag til biskoppernes rapport, at "når indvandrere skaber tilhørsforhold til folkekirken, sker det med baggrund i de samme fem kollektive identiteter", som vi kender fra den danske befolkningsundersøgelse.
Disse fem identiteter er familien, nationen, samfundsstrukturen, lokalsamfundet og kristendommen. Det folkelige spiller altså også hos migranter en meget stor rolle.
For migranter er der dog mere på spil, fordi der er tale om mennesker med tilhørsforhold flere steder i verden. Konsekvensen er ifølge FUV's bidrag, at i "mødet med folkekirken opstår herved over tid en dobbelt identitetsdannelse, hvor indvandrerne for eksempel igennem familieidentiteten har tilhørsforhold til den kirke, de er vokset op i og er en del af sammen med forældre og øvrig familie i hjemlandet, samtidig med at de er i gang med at bygge en familieidentitetsstruktur op om tilhørsforholdet til folkekirken med den familie, de selv har stiftet her i Danmark."
For denne majoritet af kulturkristne migranter spiller spørgsmål om kvindelige præster og samkønnede ægteskaber ikke den store rolle. Erfaring viser, at dem, for hvem disse spørgsmål er kardinalpunkter, næppe vil søge folkekirken, men tage afstand fra den og danne deres egne fællesskaber.
Styrkelse af det teologiske tilsyn over for menighedsrådsmedlemmer
Vi har i folkekirken ikke tradition for at granske menneskers tro og holdninger. Det må være op til deres egen samvittighed, om de kan se sig selv som medlem af en evangelisk-luthersk kirke. Det, vi derimod kan holde dem op på, er, om mennesker med betroede hverv agerer loyalt over for folkekirkens grundlag.
Derfor lægger biskoppernes rapport op til en styrkelse af det læremæssige tilsyn over for menighedsrådsmedlemmer. Ethvert menighedsrådsmedlem har underskrevet og er forpligtet på menighedsrådsløftet, hvor der står, at man vil "udføre det mig betroede hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke". Biskoppen fører tilsyn på dette grundlag.
Et sådant tilsyn skal naturligvis kunne føre til sanktioner. I den nuværende lovgivning fremgår det af menighedsrådsvalglovens §3a, at der kan skrides ind over for et menighedsrådsmedlem, "der har bragt sig i afgjort modsætning til folkekirken ved aktivt, vedholdende og offentligt at udbrede synspunkter, der er i åbenlys modstrid med folkekirkens lære". Rapportens anbefaling er at sikre, at lovgivningen også omfatter en situation, "hvor et medlem i rådet arbejder illoyalt overfor folkekirkens bekendelsesgrundlag", selvom dette ikke måtte ske offentligt.
Lad samtale fremme forståelse
Det er bemærkelsesværdigt, at biskopper og bestyrelsen i Landsforeningen for Menighedsråd synes at have divergerende opmærksomhedspunkter og når frem til ganske forskellige konklusioner i denne sag. Det tyder på, at der udestår en grundig samtale mellem disse to vigtige folkekirkelige aktører for i dybden at lytte til hinandens anliggender og bekymringer. Mellemkirkeligt Råd betaler gerne for kaffen til et sådant snarligt møde.