Der er ingen brændende platform, men det vil være rettidig omhu at åbne for dobbelt medlemskab af folkekirken.
I de 20 år, jeg har arbejdet som indvandrerpræst på Vesterbro, har spørgsmålet om medlemskab af folkekirken ikke været akut, men insisterende.
Det har ikke været akut, fordi medlemskab for de fleste migranter er ret langt nede på listen af ting, der tæller i deres kirkelige engagement. Og fordi det er et problem, man ret let kan manøvrere uden om ved at undlade at spørge, om folk er medlem af en anden kirke, når de søger optagelse i folkekirken.
Men det har været insisterende, fordi jeg oplever, at den nuværende lovgivning i realiteten spænder ben for, at folkekirken bliver omstillet til den mere dynamiske måde, mange mennesker i dag udvikler deres trosmæssige identitet og tilhørsforhold på.
Efter min opfattelse vil det være både tidssvarende og i overensstemmelse med folkekirkens lutherske trosgrundlag at få ændret lovgivningen, så det i nogle tilfælde bliver lovligt samtidigt at være medlem af folkekirken og det kirkesamfund, man er rundet af.
Kristne udlændinge, som studerer eller arbejder i Danmark
Der er i min erfaring to målgrupper, for hvem dette særligt vil have betydning.
For det første er det gruppen af ex-pats eller internationals, altså alle de udlændinge, som studerer eller arbejder i Danmark, eller som er kommet hertil, fordi de er blevet gift med en dansker.
Cirka en fjerdedel af Københavns befolkning har udenlandsk herkomst, og de fleste kommer fra andre vestlige lande. “Folkekirken for Internationals” er et initiativ, som målrettet søger at imødekomme de særlige behov, som findes i denne store gruppe borgere i København.
Det betyder meget for mange i denne målgruppe at høre til i et kristent fællesskab. Da vi for et par uger siden i bestyrelsen drøftede det teologiske grundlag for denne indsats, var det udtryk som “a home away from home” og “a radical welcome”, som gik igen.
Altså udtryk, som handler om at mennesker ikke blot skal føle sig velkomne som gæster. De skal kunne føle, at de hører til og er indoptaget i fællesskabet. Jeg kan ikke se, hvordan man vil kunne udleve denne vision, hvis man vil tilføje, at de ikke kan blive medlemmer, medmindre de melder sig ud af det kirkesamfund, de kommer fra.
Så er det jo netop ikke et ”home away from home”, men et nyt hjem i stedet for det gamle eller en feriebolig. Vi skal ikke undervurdere behovet for at høre til, også i en mere formel forstand, hos mange af de nye medborgere.
Et eksempel på denne problematik er Keith Gray, der som ung kom til Danmark fra Shetlandsøerne, hvor han tilhørte den metodistiske kirke.
I Danmark bliver han hurtigt engageret i folkekirken, men da han skal giftes med en dansk kvinde, som ikke er medlem af folkekirken, viser det sig at være umuligt, med mindre han først melder sig ud af den kirke på Shetlandsøerne, han er rundet af og fortsat ser sig selv forbundet med. For mig at se er det en komplikation, som det vil være klædeligt at få fjernet.
Hertil kommer, at der i vores storbyer i de seneste årtier er sket en internationalisering af kirkelivet, som ikke blot angår udlændinge, men som også har en stærk appel til mange unge danskere.
Københavns Stifts mellemkirkelige udvalg forestod i sommeren 2023 en undersøgelse af kirkegangen i hovedstaden på en vilkårlig søndag. Undersøgelsen viste at størstedelen af byens kirkegængere gik i kirke andre steder end folkekirken, og at de hurtigst voksende menigheder er de internationale, både katolske og pentekostale.
For et par søndage siden døbte jeg selv et barn, hvis forældre var engagerede i Vineyard-kirken, men som fortsat var medlemmer og følte en tilknytning til folkekirken, og fandt det naturligt, at deres barn skulle døbes her. I Frelsens Hær har det længe været praksis, at mange af kirkens medlemmer også var medlemmer af folkekirken og fik deres børn døbt der.
Set fra et folkekirkeligt synspunkt kan man begræde, at kirketilhørsforhold er blevet mere flydende, men det er under alle omstændigheder værd at notere sig denne udvikling, og jeg synes, det kalder på en mere fleksibel ordning omkring medlemskab.
Efterkommere af ikke-vestlige kristne migranter og flygtninge
Den anden gruppe er kristne, som er efterkommere af ikke-vestlige migranter og flygtninge. Vi fornemmer en bevægelse, som uden tvivl vil tage fart i de kommende årtier blandt anden- og tredjegenerations kristne indvandrere.
De har vanskeligt ved at føle sig hjemme i den kirkelige sammenhæng, de er rundet af, og søger derfor et andet kirkeligt hjem, uden at de af den grund ønsker at bryde med det, der er familiens rødder.
Jeg talte for nylig med en ung, veluddannet og fuldstændig velintegreret ethioper, som tilhørte den koptiske kirke, men som fandt det stadigt vanskeligere at finde sprog for sin tro i den tradition, samtidig med at han ikke ønskede at såre sin familie ved at bryde med den.
Jeg tror, at mange unge kristne med anden kulturel og sproglig baggrund end dansk gennemgår tilsvarende processer, hvori de skal finde deres ben at stå på som kristne i Danmark. Vi ville fjerne en forhindring for disse mennesker ved at skabe mulighed for, at de kunne blive medlem af den danske folkekirke, uden at de først skulle melde sig ud af deres oprindelige kirke.
Økumeni fra oven eller fra neden?
Og så til sidst et par ord om de økumeniske aspekter af spørgsmålet. Hvis man tænker økumeni fra oven, det vil sige med udgangspunkt i kirkehieraki og ledelse, så vil muligheden for dobbelt medlemskab være tilbageskridt.
For repræsentanter fra den katolske og ortodokse tradition, som i modsætning til folkekirken ikke praktiserer åbent nadverbord, vil muligheden for dobbelt medlemskab let blive tolket som proselyttering.
Hvis man derimod tænker økumeni nedefra, altså fra det konkrete møde mellem kristne fra forskellige traditioner, hvor man tager udgangspunkt i det enkelte troende menneskes vilkår og behov, da forekommer det mig, at det vil være et stort økumenisk fremskridt, hvis jeg ikke behøver at sige til folk, der ønsker at blive medlem af folkekirken, at de først skal melde sig ud af den kirke, de kommer fra.
Vi skal naturligvis tænke begge veje, oppefra og nedefra, og derfor tænker jeg, at der ville skulle udarbejdes en vejledning til præster om at oplyse mennesker, som er medlemmer fra disse kirketraditioner, om, hvordan der vil blive set på en optagelse i folkekirken.
Men økumenisk praksis er mere end kirkediplomati. Det handler også om at møde det enkelte kristne menneske på dets egne trosforudsætninger, uden at sætte unødige barrierer op for enheden.
I dette perspektiv vil en lov, som tillader dobbelt medlemskab, være en økumenisk landvinding.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.