Er provsten præst eller djøffer? Selvfølgelig kan spørgsmålet ikke stilles så entydigt op. Som domprovst i Ribe Morten Fester Thaysen pointerer på Kirke.dk, så er provsten både leder med ansvar for tilsynet med provstiets økonomi, bygninger og så videre og sognepræst i bedste evangelisk-lutherske forstand.
Og den balance skal bevares. Flere steder ses dog en forskydning af vægten. Provstestillinger lægges om fra at have været 50/50 procent provst/præst til at være 75/25. Jeg har vanskeligt ved at tage den udvikling med helt samme sindsro som menighedsrådsformand Frank Iversen i sit indlæg. For hvor langt er der egentlig fra 75/25 til 100/0?
Glidebaneargumentet er som bekendt ikke det stærkeste, men med den allerede igangværende forskydning af vægten fra præst til administration synes det ikke længere fuldstændigt utænkeligt, at vi i fremtiden risikerer at se provstier ledet som alle andre offentlige administrationer.
Det ville være en skam. Og jeg har vanskeligt ved at se en præstestand, som overhovedet ville respektere en leder, der ikke som dem er forankret i det præstelige embede. Men nu skal man jo ikke male Fanden på væggen før tid. Min bekymring her og nu går på, hvad den forskydning vil komme til at betyde for forståelsen af provsteembedet?
Kirkelig ledelse handler om forkyndelse og sjælesorg, ikke om magt
Spørgsmålet er, om den nedtoning af provsten som præst overhovedet har sin gang i en evangelisk-luthersk kontekst? Selvfølgelig har provsteembedet en anden karakter i dag end noget, der fandtes i den kirkelige ledelse på Luthers tid. Alle anakronismer til trods vil jeg dog gerne tale for, at vi fastholder ånden i det lutherske syn på den kirkelige ledelse.
Luther lagde vægt på, at kirkelig ledelse først og fremmest skulle handle om forkyndelse og sjælesorg, ikke om magt. Forholdet mellem at lede med magt eller med forkyndelse bringer Luther i spil flere steder.
Grundlæggende stod han fast på, at den kirkelige ledelse først og fremmest skulle forstå sig selv som tjenere for evangeliet og ikke som magthavere. Oversat til 2025 så må den kirkelige ledelse – provsteembedet inklusiv – først og fremmest forstå sig selv som præster og først sekundært som administrativ ledelse.
Hele kirkens autoritet ligger ikke i embedet, men i forkyndelsen. Som han skriver i "Den verdslige øvrighed og lydighedens grænse" (1523), så er den kirkelige ledelse ikke herredømme eller magtudøvelse, men en tjeneste og et embede.
Det betyder overført på provsteembedet, at det kun er legitimt, der hvor det tjener evangeliets forkyndelse. Udvikler det sig til alene at være en magtposition, er det i Luthers optik mildest talt problematisk. Eller sagt på en anden måde, hvis man rent ud djøfiserer folkekirkens ledelsesstruktur, så kaster man dermed også hele embedsforståelsen over bord.
Magten i provsteinstitutionen vil tage til i styrke
Det er et bærende element i den danske evangelisk-lutherske folkekirke, at den ledes af præster. I den ene streng i vores ledelsesstruktur af det særlige præstedømme. I den anden streng af det almene præstedømme, nemlig menighedsrådene, som blev søsat i 1903 og stadfæstet ved lov i 1912, der ligesom det særlige præstedømme er sat i verden for evangeliets skyld.
Som sagt så er provsteembedet – og den kirkelige ledelse overhovedet – i dag af en anden karakter end på Luthers tid. Der er mere magt i den institution i dag i form af jura og beføjelser, end der har været tidligere. Og det tyder også på, at magten vil tage til i styrke.
Derfor er det netop så vigtigt, at vi fastholder, at provsten så sandelig også skal have tid til at være præst. Ikke bare præst, men sognepræst. Forankret i et lokalt menighedsliv. Født medlem af et lokalt menighedsråd. For som Thaysen skriver, så er provsten en sognepræst med særlige opgaver.