Debat om forenkling af menighedsrådenes arbejde viser, at folkekirken har brug for en styringslov

Tak til domprovst Morten Fester Thaysen for et glimrende svar på mit indlæg. Jeg mener, det er en berigelse til den nuværende debat om forenkling i folkekirken, at disse forskellige synspunkter kommer så ordentligt frem.

Jeg hæfter mig særligt i indlægget ved, at vi ender ved et ønske om at lade den nuværende lovgivning fortsætte og lade den vise sit værd. Min anke hertil er, at den nuværende lovgivning netop medfører det problem, som Thaysen selv påpeger: at man øger mængden af konsulenter og administrationslag i folkekirken, fordi lovgivningen ikke er fulgt med tiden. Det er dyrt og bliver kun dyrere.

Hvis – og jeg tror, jeg må gå med et hvis – der er så gode muligheder i den nuværende lovgivning, hvorfor ser vi så ikke flere bruge det, og hvorfor vejleder stift og provsti ikke menighedsrådene mere i retning af det samarbejde?

Jeg tror, det handler om, og det er deraf min udlægning kommer, at der er en modvilje mod at ændre det nuværende system til trods for systemets store mangler.

Men løsningen findes, og måske peger Thaysen selv på den, ved helt korrekt og meget rigtigt at italesætte den dårlige repræsentation i det udvalg, som ministeriet har nedsat [styregruppen bag rapporten med forslag til "Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådenes arbejde"]. Hertil er vi nemlig meget enige, for der kan ikke herske nogen tvivl om, at forholdene i det vestjyske og i Tønderegnen, hvor jeg selv er, ligger milevidt fra de forhold, man har i Aarhus og København.

Men jeg har svært ved at se det ændre sig under de nuværende forhold. Ja, man kan sagtens nedsætte nye udvalg, hvor man også indtænker geografisk repræsentation, men selvom både Thaysen og jeg er præster i tyndt befolkede områder, hvor ligningsmidlerne er få og kirkerne mange, så er vi ikke enige om løsningen. Det er i sig selv et sundhedstegn, som dog ikke løses ved geografisk repræsentation.

Kunne man så ikke forestille sig, at i lyset af de "demokratiske" udfordringer, som forenklingsudvalget har medført, at man aktivt igen kigger på Betænkning 1544 som et seriøst bud på et vej frem mod en mere demokratisk folkekirke og en styringslov, som kunne sikre bedre repræsentation – særligt hvis den på sigt blev fulgt op af et landskirkeråd og ikke mindst en kirkeforsamling med fuld råderet over folkekirkens anliggender?