Til manges store overraskelse har søgningen til den nu snart fire år gamle §1a-efteruddannelse til præst været enorm. De første kuld er ved at komme ud, og som beskrevet på Kirke.dk er der mange glade aftagere.
Jeg udbryder altid, kun halvt i spøg, når talen falder på præstemanglen, at vi kunne fylde kirken med præster i morgen, hvis vi ville, og man optog alle de mange hundreder, der indtil videre har ansøgt om forhåndsgodkendelse til at gennemføre efteruddannelsen.
Forestil jer endda, hvor mange kandidater, man kunne få, hvis man gjorde efteruddannelsen gratis! Hvorfor står biskopperne, kirken og staten ikke på spring til at finansiere fuldt optag af alle disse potentielle præster?
Er det begrænsede optag (udover økonomiske og praktiske hensyn) en frygt for, at for mange §1a-studerende vil udvande cand.theol. titlen og i sidste ende lede til en ændring i selve teologiuddannelsen, så den bliver mere – for nu at bruge det ord, der internt på teologistudiet er blevet anvendt om §1a-studerende – “præst light”?
En bonus, at særuddannede præster kender til ledelse, HR og undervisning
Det er gentagne gange blevet understreget fra officielt hold, at de nye særuddannede, der kommer ud, ikke er dårligere præster. Men samtidig pointeres det, at det er vigtigt at bibeholde den traditionelle teologiuddannelse som den rigtige vej.
Her anes en vis ambivalens i forhold til efteruddannelsen, idet man jo dermed på sin vis anerkender, at de evner, der fordres for at blive en god præst, ikke nødvendigvis er grundlagt i teologiuddannelsen, som den er skruet sammen i dag.
Mange af de nye såkaldte paragraf-præster kommer fra offentlig administration, HR, kommunikations- og konsulentvirksomhed, ledelse, psykologi og undervisning. De evner, som de har erhvervet i disse fag, vil være en bonus for præstegerningen, det er alle enige om.
Men lad os derfor vende den om og spørge, hvorfor de ordinære teologer så ikke skal have fag i kommunikation, ledelse, HR, psykologi og undervisning (frataget efteruddannelse)? Hvis man nu ved, at langt størstedelen af de studerende på teologistudiet bliver præster, så er spørgsmålet, om de mange ansøgere til §1a – mange flere end til de traditionelle teologistudie – er en anledning til at diskutere selve teologistudiets opbygning.
Historisk-kritisk viden får ikke flere i kirke
Tanken slog mig mange gange, da jeg studerede teologi, hvad nytten var af at analysere Det Nye Testamentes tekster på originalsproget, med alt hvad det indebærer at grammatik, forståelse for forskellige originalmanuskripter, når man i sin fremtidige prædiken meget sjældent vil henvise til det græske sprog eller anvende og videregive denne viden i præstegerningen.
Oldtidssprogene er naturligvis fascinerende i sig selv og historisk vigtige, men spørgsmålet er, om de generelt ikke kun er relevante for dem, der senere bliver forskere, og ikke for en sognepræst.
Hånden på hjertet, hvornår gik man sidst i kirke og hørte en eksegese, der anvendte græsk, hebraisk eller latin? Eller for den sags skyld henviste til kirkehistorien, informerede om dogmernes oprindelse eller dybtgående gik ind i den historiske kontekst på Jesu tid?
Jeg er ikke fortaler for, at man skal kaste hele bibelstudiet ud med badevandet. Men man kan spørge om den historisk-kritiske viden overhovedet er nødvendig for at videregive budskabet i Bibelen som præst og få flere i kirke, så flere medlemmer kommer til og ikke mindst bliver i kirken.
Er det for eksempel relevant og vigtigt at vide at Johannesevangeliet er det yngste evangelium og indeholder mange senere tilføjelser, der ikke stemmer overens med de andre evangelier, for at være præst og tolke evangeliets tekst? Det, man skal bruge som præst, er sin tro og sin menneskelighed, og det udvikles ikke på et historisk-kritisk universitetsstudie.
Præstens vigtigste opgaver lærer man ikke at løse på teologistudiet
De evner, som kunne være nyttige at erhverve sig såsom ledelses- og kommunikationkompetencer, åbenhed, samtalemæssige, sjælesørgeriske og didaktiske evner, udvikles ikke. Det er egenskaber, der kræver, at man kan relatere til andre, møde mennesker, hvor de er, yde omsorg og komme folk ved direkte og i øjenhøjde.
Præsternes mere presserende problemer er, hvorledes man kan gøre børnegudstjenesten interessant og vedkommende for de små, uden at de bliver skræmt af de ofte drabelige bibelske historier. Hvordan man løser en konflikt mellem forskellige kirkegængere. Hvordan man yder sjælesorg til et par, der har mistet deres barn.
Hvordan man forhandler med en fagforening om løn, hvis man som præst også er kontaktperson. Hvordan man løser personaleproblemer, hvis man er daglig leder. Hvordan man skriver en god begravelsestale, så den ikke bliver en fad gennemgang af den afdødes faktuelle oplysninger, men et levende sidste vidnesbyrd om et menneskes liv med al den sorg og glæde det indeholdt, indsat i et højere perspektiv.
Evnen til virkelig at håndtere disse udfordringer får man ikke synderligt megen hjælp til på det traditionelle teologistudie.
Opdel teologiuddannelsen i et forskningsspor og et præstespor
Jeg foreslår, at man opdeler teologiuddannelsen i to spor: Det ene en forskningsbaseret universitetsuddannelse med henblik på videre kritisk-historisk baseret studie af Bibelen. Det andet en konfessionel, seminariebaseret uddannelse (eventuelt delvist finansieret af kirken selv) rettet mod fremtidige præster, der udover bibelkundskab i langt højere grad retter sig mod den praktiske, daglige præstegerning og dens udfordringer.
Det kunne måske også afhjælpe den udbrændthed, som mange præster oplever, få flere kandidater hurtigere ud, forhindre frafald på uddannelsen samt sikre, at de, der faktisk bliver præster, ikke forlader kirken og søger andre erhverv.
Det er mit håb, at netop de nye kuld “paragraffer”, der nu kommer ud (og forhåbentlig med dem mange flere i fremtiden) vil føre til en udfordring af satte måder, hvorpå ting er blevet gjort de sidste mange hundrede år, og samtidig bringe mere åbenhed og fornyelse ind både i folkekirken og teologiuddannelsen.
Hvis kirken altså tør at ændre sin traditionelle hierarkiske struktur og lukke alle de mange mennesker ind, som vil forandre den, måske til det bedre. Mennesker, der ikke er bundet af traditionelle retninger som grundtvigsk, indremissionsk eller tidehvervsk, men brænder for at sprede det gode budskab, så det forbliver relevant i det nye århundrede.
