Det er højsæson for konferencer på den kirkelige højrefløj. Nej, vent. At noget er højsæson, forudsætter jo, at der også er lavsæson på andre tidspunkter. Sådan er det ikke længere.
Så polemisk kunne man sagtens begynde den følgende overvejelse. Er man mindre i stødet, kunne man nøjes med at konstatere, at der er et massivt problem med infrastrukturen i det kirkelige miljø. Om det også gør sig gældende hos andre kirkelige grupper og retninger, ved jeg ikke for meget om, men utænkeligt er det vel ikke. Så tillad lidt andedamssnak, og tag det enten som et etnografisk indblik eller et muligt spejlbillede på egne interne problemer.
Så længe jeg kan huske, har man på den kirkelige højrefløj talt om problemet med ”professionalisering”.
Når man nu er en lægmandsbevægelse, er der noget bagvendt i, at man ansætter flere og flere til at udføre arbejdet. Men ikke bare det. Med professionaliseringen kommer også en øget kvalitetsbevidsthed, hvilket særligt har været diskuteret i forhold musikerne og prædikanterne.
Tidligere kunne man fint klare sig med simpelt trædeorgel, når Lina Sandells sange skulle afsynges, men nu forventer folk et professionelt band, der leder den popinspirerende rytmiske lovsang. Og hvis man ikke har lokalt adgang til det, så kører man gerne efter ”det store sus”, som en kirkegænger engang fortalte mig.
Forkynderne er også oftere og oftere teologer, der har eksamensbevis på at være åndelige autoriteter. De holder lange prædikener, der ofte har karakter af undervisning eller foredrag. Niveauet er som regel teknisk og kræver en del af lytterne, men det er jo solid åndelig føde, man serverer, som kan udgøre det robuste modstykke til meget anden smalkost, man kan få serveret.
Nå ja, jeg skriver naturligvis ”de” som en retorisk figur, for jeg er jo medlem af de langhåredes klub.
Konferenceiveren breder sig
Men der er en konsekvens af professionaliseringen, som hidtil ikke har været drøftet bredt. For med alle de ansatte i en vidtforgrenet vifte af stillinger er der ganske mange mandskabstimer, der skal kanaliseres over i relevant arbejde.
Og her forekommer det mig, at man i stigende grad anvender konferencen, temadagen, eventet som instrument for problemhåndtering. Jeg har efterhånden siddet med til flere netværkssamlinger, hvor man har drøftet aktuelle problemstillinger i kirkelivet, og hvor man ikke skal vente længe, før en eller andet foreslår den eviggrønne løsning: ”Hvad med at lave en konference?”
Denne konferenceiver blandt højrefløjskristne følger en tendens i tiden, som den belgiske idéhistoriker, Anton Jäger, har beskrevet i en ny bog, kaldet ”Hyperpolitik”.
Her forklarer han, at vi efter Brexit og Trumps valgsejr i midten af 10’erne er gået over til en ”hyperpolitisk” tilstand. Den er kendetegnet ved store og hyppige mobiliseringer af masserne, præget af stærkt affektive paroler. Men der er næsten nul politisk effekt af anstrengelserne, fordi den politiske implementering mangler. Hvorfor? Fordi man ikke vil tage det langstrakte arbejde i institutionerne på sig.
Når man laver en temadag, en konference eller et event i kristne kredse, er det en enkel sag at engagere folk. Hundredvis deltager gerne på de store, nationale konferencer, hvor de dygtigste talere kommer, og hvor musikken er allermest sprød og gyngende. Men der er næsten ingen impact fra de ressourcekrævende events, fordi man ikke har infrastrukturen på plads.
Som en ansat i Kristeligt Forbund for Studerende sagde til mig: Det er let ved at finde frivillige til at organisere ugelange events på universitetet, men det er et dødfødt projekt at ville finde en kasserer eller et bestyrelsesmedlem. Sådan er det, når folk er blevet vant til at bowle alene, som Robert Putnam berømt beskrev det.
Fristen for den noble løgn
Når mere og mere engagement skal flyde ud fra de store konferencer, er der en faldgrube mere, som bør nævnes: Man fristes til at forfalde til den noble løgn. Den noble løgn er, at man vinkler virkeligheden på en måde, så den ikke svarer til realiteterne, men man gør det i den godes sags tjeneste. Man præsenterer ikke alle fakta, ikke alle indvendinger eller alle faldgruber ved egen position.
I mit kirkelige miljø betyder det, at man står i fare for at fremsætte bibelsynet, tolkningerne, argumenterne for den teologiske position stærkere, end de er.
Vi kan også have en tendens til at appellere til folk med en højstemt retorik, hvilket ikke er forkert, men det bliver næsten fordækt, når det sker på bagkant af en stærkt emotionel lovsangsafdeling ved et fællesmøde. Hvis man gerne vil have folk til at melde sig forpligtende til en opgave, bliver det nok hjulpet på vej, hvis de forinden har sunget med løftede hænder: ”Jeg vil give mit liv og min lovsang til dig.”
Det er der meget kritisk at skrive om, og det er da også en løbende intern diskussion. Formidlingsetikken bliver konstant fintunet, så jeg afslører ikke nogen blind vinkel. (Selv)kritikken kan også let blive ensidigt og ufrugtbar, for vi kender fra alle sammenhænge behovet for at motivere til handling.
Alligevel er det værd at fremhæve her. For jeg mener, det viser, at man lettere magtesløs forestiller sig, at en nobel løgn kan bringe konferencens eller temadagens budskaber ud over rampen. Skal det have ringvirkninger, må man hellere file lidt på kanterne, så det glider lettere ned.
Konferencer er ikke af det onde, og ansporende retorik ikke nødvendigvis problematisk. Men det afslører, at heller ikke den kirkelige højrefløj har fundet en god løsning på hyperpolitikkens ankomst.