Som jeg læser debatten på Kirke.dk mellem Jørgen Demant og Kristoffer Garne, går den på, hvad der skal til, for at kirken kan tage godt imod dåbsfolk.
Jørgen Demant har flere gange oplevet, at dåbsfolk er kommet til en gudstjeneste, der udelukkende har været på den ordinære højmesses præmisser.
Der blev talt om synd, død og frelse, fordi højmessens tema lagde op til det. Men dåbens folkereligiøse dimension blev ikke tilgodeset. Højmessen kom til at afspejle, at der var "to menigheder, to forventningshorisonter, to fester."
Demant ser derfor et behov for at holde særskilte dåbsgudstjenester. Dåbsgudstjenesten kan nemlig, som han skriver, "tage livshistoriens 'store' anledning alvorlig med fest og navngivning. Der kan synges salmer/sange, der imødekommer dåbsforældre og -menighed."
Kristoffer Garne går hårdt i rette med Jørgen Demant: "Hvis fremtidens præster følger hans råd, vil kirken dø både som folkets kirke og som evangelisk-luthersk trossamfund," hedder det.
Kristoffer Garne anerkender godt nok, at nogle præster og menigheder ikke kan få søndagens gudstjeneste og dåbshandlingen til at gå op i en højere enhed. Men mange kan, skriver han og tilføjer:
"En ordentlig præst kan få en prædiken over enhver tekst drejet en smule, så den kan afspejle de livserfaringer, præsten har fået efterretninger om i dåbssamtalen, og pege på dåben som det levende og konkrete mødested mellem evangeliets Gud og menneskets liv."
Nuvel, det er rigtigt nok, at en ordentlig præst – ligesom en ordentlig sagfører – kan dreje en tekst i den retning, der er brug for. Garne har indlysende ret i, at det til enhver tid er "præstens opgave at få de mennesker, der kommer til dåben, og den liturgi, han eller hun er sat til at forvalte, til at mødes."
Problemet er bare de ting i højmesseliturgien, som præsten ikke har lov til at ændre på. Det gælder først og fremmest de forordnede tekster. Her må man sige, at der er tekster, som umiddelbart er upassende at læse ved en dåbsgudstjeneste.
Tag for eksempel den første tekst til fastelavns søndag, hvor der tales om, at Herren vil give sin søn folkene til ejendom. Han skal "knuse dem med et jernscepter, sønderslå dem som pottemagerens kar," hedder det i teksten fra Salmernes Bog
Selvfølgelig kan en ordentlig præst sætte tingene på plads i sin prædiken, men det er dog en sær omvej for forkyndelsen af dåbens nåde, om dåbsmenigheden skal udsættes for en tekst som ovennævnte.
Hvis der skal værnes om barnedåbens plads i højmessen, må svaret være, at præsten skal have frie hænder til efter behov at fravige højmessens læsninger til fordel for mere velegnede tekster.
Nu eksisterer der en gudstjenesteordning, der hedder "børnegudstjeneste på højmessens plads". Denne ordning rummer den efterlyste frihed, men var det alligevel ikke nok så rimeligt, om præsten havde en tilsvarende liturgisk frihed, når det drejer sig om varetagelsen af en ordinær højmesse med barnedåb?