Tak til Knud Aarup for at rejse spørgsmålet om diakoni. Den forhenværende direktør for Socialstyrelsen savner i et interview med undertegnede klare holdninger til den kirkelige diakoni. Og her har Aarup en pointe. Det diakonale kan ikke tales tydeligt nok op.
Men tillad mig i al stilfærdighed at medgive Aarup sin egen betænkelighed ved analysen, når han skriver, at "man nok ikke alene kan vurdere de tre bispekandidaters holdning til diakoniens betydning på baggrund af de nævnte interviews". Deri har han ret. Ydermere betænkelig forekommer analysen af min position i forhold til det diakonale, når han antyder, at han kender min holdning og ligefrem skriver, at "jeg har været den bærende kraft i samarbejdet mellem Aarhus stift og Aarhus kommune" i forhold til det fælles sociale ansvar.
Diakoni er for mig netop ikke et sideemne, men et hovedanliggende. Diakonien er et af kirkens væsentlige kendetegn og et konkret udtryk for det kristne menneskesyn. Diakoni bliver derfor også et spørgsmål om, hvordan folkekirken organiserer sig, hvordan vi prioriterer og leder. Og derfor er det fint at få anledningen til at kaste lys på, hvordan diakonien udfolder sig i et nutidigt perspektiv i Aarhus Stift.
Diakoni er forankret og lever i sognene, i konkrete aktiviteter og i samarbejder med Røde Kors, Ældresagen og mange andre. Det personlige engagement er vigtigt, men hvis det ydermere bliver en del af kirkens kultur og samarbejdsformer, har vi en reel mulighed for at gøre en mærkbar forskel for mennesker.
Et utal af væsentlige samarbejder i stiftet er lokalt bygget oven på de erfaringer, vi gjorde os i det projekt, som kirke og kommune gik sammen om med temaet: Fælles om det sociale ansvar. Personligt var jeg dybt engageret i udviklingen og planlægningen af projektet, og i dag er jeg stadig optaget af frugterne, som følger af et utal af frivilliges, kirkekulturmedarbejderes, præsters og menighedsråds engagement i deres sogn.
Jeg har mest lyst til at stoppe her – for nævner man blot enkelte eksempler, står man i fare for at glemme nogen. Alligevel vil jeg gerne give en fornemmelse af, hvordan det rykker i disse år. I Favrskov arbejdes der sammen om en plejehjemspræst, mens Norddjurs fokuserer på Social Drive Out.
I Randers-provstierne har man opbygget et stærkt samarbejde på ældreområdet, hvor folkekirken og kommunen mødes jævnligt, holder hinanden fast på det lokale og henviser til hinandens tilbud. Husrum er en trepartsaftale mellem kirke, Jysk Børneforsorg og kommunen, og allersenest har kommunen valgt at afsætte hele summen, de har fået til ungeløftet, til dette samarbejde de næste tre år.
I Aarhus samarbejder menighedsråd og provstier om diakonien for at afsøge de næste vigtige skridt i forhold til udvikling af initiativer som sorggrupper, mandefællesskaber og Vinterherberget, et samarbejde mellem flere organisationer for at sikre hjemløse tag over hovedet i de kolde måneder.
Vi har stærke erfaringer med diakoni og med at udvikle den i Aarhus Stift. Jeg er optaget af at skabe rammer og muligheder, så sogne og provstier kan tage lokale beslutninger ud fra, hvad der tjener lokalsamfundene og dem, som bor der, bedst. Jeg vil sætte diakonien på dagsordenen i stiftsråd og i provstiudvalgene, understøtte og bakke op om de næste gode initiativer, der måtte blive taget.
Knud Aarup har ret i sit anliggende, og det glæder mig, at vores interesse har samme retning: at vi skal blive bedre til at hjælpe det menneske, der falder ud af og ned mellem systemerne. Der er brug for magtfrie rum med plads til, at mennesker kan komme og være, som de er, uden at ende i systemer, hvor andre vil noget bestemt med dem. I folkekirken råder et menneskesyn, hvor menneskelig værdi og værdighed ikke afhænger af præstation eller personlige ressourcer.
Og når alt det er sagt, har jeg den dybeste respekt for kirkens lange tradition for diakoni, sådan som den dagligt udøves blandt andet i regi af Kirkens Korshær, Folkekirkens Nødhjælp og andre lokalt i sognene! Det var på varmestuen, min interesse for diakoni i sin tid blev vakt.
