For et par år siden skulle et menighedsråd i gang med at kalde en ny præst. Det er en af de vigtigste beslutninger, et menighedsråd kan være med til at træffe. Vi kan hver især have mange forskellige forventninger til præsten. Men hvilke kan vi blive enige om?
Jeg var med til de indledende øvelser, hvor menighedsrådet skulle formulere et stillingsopslag til Præsteforeningens Blad. For at komme godt i gang satte medlemmerne sig ned og talte sammen tre og tre. Vi havde aftalt at begynde med opgaven: "Fortæl om en god oplevelse, som du har haft med en præst."
Vi var nær aldrig kommet hjem den aften. For da vi samlede op på samtalerne, stod de gode erfaringer i kø.
En fortalte om prædikenen til barnebarnets konfirmation – i øjenhøjde, ikke bare med de unge: "Men vi andre kunne også være med."
En anden nævnte en begravelsessamtale, hvor præsten med sit nærvær fik lagt grunden til, at den svære afsked blev taget på en god måde.
En tredje pegede på, hvor vigtig hun fandt gudstjenesten søndag morgen, og refererede til salmevalg, prædiken og det, at præsten kunne tage én med hele vejen.
En fjerde talte om præstens besøg på skolen, hvor han havde oplevet, hvordan præsten formidlede bibelhistorie på en måde, så børnene blev fanget af de stærke fortællinger.
Samtalen om det, det hele handler om
Og det blev faktisk forbavsende enkelt for menighedsrådet, med afsæt i den enkeltes erfaring, at formulere embedsbeskrivelsen. For i samtalen blev det tydeligt, hvorfor vores folkekirke er så vigtig.
Folkekirken og forkyndelsen møder os midt i livet, og vi kan ikke rigtig forestille os et lokalsamfund uden en folkekirke. Hvor skal vi ellers gå hen, når livet bliver for stort eller tungt?
Hvor kan vi – som i den forgangne påske – ellers finde ord for den dybeste smerte og største glæde til brug i det helt almindelige hverdagsliv?
Mon ikke det netop er derfor, at du måske igen overvejer at tage en tørn (mere) i menighedsrådet?
For nogen skal jo – og godt det samme! Og selv om det administrative alt for ofte tager det meste af en dagsorden, er det jo alt det andet, vi er her for: de meningsskabende og meningsfulde fællesskaber.
At andre i sognet også finder vej til børnegudstjenesten eller børnekorets afslutning. At diakonien i alle dens mulige afskygninger finder plads: I sorggruppen, besøgstjenesten, suppeaftenen.
Samtalen om at vælge præst blev således en livsbekræftende foræring til det, der skal være mere af i menighedsrådene: Samtalen om det, det hele handler om.
Som det er i dag, bliver drøftelserne i menighedsrådene alt for ofte taget til fange af regnskaber, dokumentation og papirer – og desværre i stigende omfang.
Forkyndelsen skal have plads til at gøre indtryk
Men kirken er først og fremmest sat i verden for at forkynde Guds nåde. Forkyndelsen af nåden åbner vores verden på ny: Dit liv og din fremtid er ikke bestemt af, hvad du har gjort eller kan gøre, men af de nye muligheder, som vi – også midt i livets mørkeste dage – kan blive mødt af.
Vi taler om påskens opstandelsestro. Og på det budskab holder vi søndag hele året. Budskabet finder vej i præstens møde med pårørende i forbindelse med begravelser, i dåbssamtalen, i undervisningen, i korarbejdet og så videre – og ikke mindst båret af det menighedsråd, der tager ansvar for rammer og aktiviteter.
Jeg bliver stadig overrasket over den kreativitet og faglighed, jeg møder blandt præster og menighedsråd. Jeg oplever, at forkyndelsen finder udtryk og gør indtryk på mangfoldige nye måder.
Men vi skal vriste os fri af det administrationstyranni, der alt for ofte lægger den dybe samtale i menighedsrådet øde. Det er mange år siden, den valgte kasserer i menighedsrådet fik en regnskabsfører som en helt naturlig hjælp til at udføre opgaven. De samme bevægelser ser vi med den folkevalgte personaleansvarlige, hvor der ansættes folk til at hjælpe med arbejdsgiveransvaret.
Tilsvarende styrkes kordegnekontorerne med sekretærfunktioner for menighedsrådene. Vi skal videre ad den vej.
Det er helt afgørende for den fremtidige rekruttering af menighedsrådsmedlemmer, at de administrative opgaver lettes, og det kan kun gå for langsomt.
Stiftet skal være mere end en administrativ ramme
Og vi kan gøre noget ved det. For at give plads til det, der giver mening.
Tiden kalder på, at vi sammen skifter gear. Alt for mange sogne står i dag alene med udfordringer, som andre allerede har arbejdet med. Erfaringer går tabt, og gode løsninger bliver ikke delt. Det er spild både af kræfter og af muligheder.
Stiftet skal være mere end en administrativ ramme. Det skal være et sted, hvor vi gør hinanden klogere: Klogere på byggesager, på arbejdsmiljø og økonomi, på smartere løsninger på det folkekirkelige bureaukrati, og hvor vi sammen finder konkrete løsninger på, hvordan vi i menighedsrådsarbejdet finder tilbage til kerneopgaven. Klogere på det håndværk og den faglighed, som præstens virke også står på.
For mig er det afgørende, at folkekirken som arbejdsfællesskab også fremover er et levende og meningsskabende fællesskab – et sted for dem, der har brug for kirken, og for dem, der bærer den i det daglige.
Det kræver, at vi styrker samarbejdet på tværs: Mellem biskop, stiftsråd, provstiudvalg og sogne. Og at vi udvikler de fælles mødesteder, hvor vi kan lære af hinanden.
Tilbage i mig sidder stadig mindet fra den aften med menighedsrådet, hvor vi fik tid og anledning til samtalen om det væsentlige.
For mig peger den fortsat fremad og handler om kirkens plads i vores liv hver især, i menighedens fællesskab og dermed også i lokalsamfundet.