To af mine præstekolleger, Andreas Skovbo Meng og Ida Røikjær Gammelmark, udtrykker i et læserbrev bekymring for, at kirkens opgave som forkyndelse af ord og sakramenter ikke fylder nok i bispevalgkampen, og at kirken risikerer at blive en "organisation", der mest beskæftiger sig med arbejdsmiljø, ledelse og relevans.
Jeg vil gerne kvittere for deres engagement – og samtidig præcisere, hvad jeg faktisk mener.
Det er en fordrejning af mig, at jeg skulle mene, at forkyndelsen er sekundær. For mig er gudstjenesten hjerteslaget i kirken. Uden forkyndelsen og sakramenterne er der ingen kirke. Uden en forankring i gudstjeneste og forkyndelse bliver kirkens sociale engagement og udadvendthed til noget andet end kirke.
Jeg kan derfor ikke være uenig med den beskrivelse af kirken, som mine præstekolleger giver udtryk for, hvor kirkens centrum er at forkynde ordet og forvalte sakramenter i gudstjenester.
Vekselvirkning mellem folk og kirke
Men måske har Meng og Gammelmark overset, at jeg i interviewet siger: "Jeg er optaget af, at kirke er kirke for folket til samfundets gavn. Kirken skal altid kendes på sin forankring i evangeliet."
Jeg ser det som en grundlæggende grundtvigsk forståelse, at folk og kirke med vilje skal være optaget af hinanden. Min pointe er derfor, at en nok så korrekt teologi og en nok så korrekt gudstjeneste kan blive gold, hvis vi er tonedøve for det samfund, vi er en del af. Eller sagt på en anden måde, vi skal være en kirke, der i vores forkyndelse taler ind i den tid, vi er en del af.
Jeg ser mennesker og samfund, der efterspørger ånd, retning og dybde. Og her er evangeliets forkyndelse og glæden ved at knæle ved alterbordet folkekirkens guld og folkekirkens centrum. Jeg vil til gengæld tro, at vi faktisk er uenige, når Meng og Gammelmark skriver, at "med forkyndelsen er det hele gjort".
Hverdagens gudstjeneste – kirkens diakoni
Vi sendes fra gudstjenesten ind i vores helt almindelige hverdagsliv. Vi skal lade det håb, vi har fået givet i gudstjenesten, sætte sit præg på vores fælles liv. Det gør vi allerede. De danske sognegårde er fyldt af fællesskaber af alverdens slags.
Jeg står gerne på mål for en kirkeforståelse, hvor diakoni er en del af kirkens væsen. Det giver sig udslag i det helt almindelige menighedsliv, hvor der er plads til lidt mere end i de fleste andre fællesskaber, og det giver sig udslag i vinterherberger, varmestuen, fællesspisning og alverdens andre fine tiltag, hvor vi bærer med på hinandens glæde.
Gør det noget, at en biskop også interesserer sig for ordentligt arbejdsmiljø?
Jeg er enig i, at biskoppens væsentligste opgave er at være om de allerbedste rammer for evangeliets forkyndelse. Men jeg ville da nødig have en biskop, der ikke også ville tage hånd om at samle os på tværs, at have fokus på arbejdsmiljø, præstemangel og urealistiske vilkår, der kan true netop den forkyndelse, vi alle ønsker skal være det fortsatte hjerteslag i kirken.
At tale om ledelse er ikke at nedtone teologien. Det er at tage ansvar for de rammer, som forkyndelsen skal finde sted i.