Hver eneste morgen og aften bliver der ringet med kirkeklokker. Fra gammel tid er klokkeringningen en fredsringning, hvor vi minder hinanden om, at folkekirken og det politiske liv har en fælles opgave: at freden bliver opretholdt. I folkekirken lyder fredens evangelium, og hver gudstjeneste slutter med ordene "og give dig fred". Det politiske livs opgave er at sikre samfundets fred, og i vores lutherske tradition indebærer det en ret og pligt til at anvende vold inden for de spilleregler, "krigens love" udstikker.
Folkekirken skal altid have åbne døre og holde gudstjeneste, også når krig, krise og lidelse rammer os. Det har vi tradition for, og det skal vi fortsætte med. I min tid som præst og provst har jeg selv gået foran med at holde gudstjeneste, og det samme vil jeg gøre, hvis jeg bliver valgt som biskop. For gudstjenesten er stedet, hvor vi fyldes af evangeliets håb og livsmod, uanset hvilken magtesløshed, uretfærdighed eller krise vi måtte stå overfor.
Gudstjenesten er vores åndedræt som mennesker og samfund, det er her, vi igen og igen får fyldt på af det livsmod og det håb, vi får skænket. Jeg har gennem mit præstearbejde gået foran med at øge samspillet mellem kirke og samfund. Jeg mener, det er vigtigt for både kirken og landets politik. I min tid i Gellerup var jeg for eksmepel med til at planlægge flere gudstjenester og arrangementer i forbindelse med terrorangreb. Og jeg har med stor glæde været prædikant ved Folketingets åbning.
To tjenere med hver sin opgave
Og hver gang vi indgår i samarbejde med politikere eller andre om en gudstjeneste, er det en teologisk opgave at få fundet de rigtige balancer. For det er vigtigt, at der er masser af forbindelse mellem kirke og politik, og det er mindst lige så vigtigt, at politik og kirke ikke flyder sammen.
Det kræver, at vi ved enhver lejlighed gør vores benarbejde, så vi finder de rette balancepunkter. Det er et arbejde, præster, menighedsråd og biskopper udfører, hver eneste gang der samarbejdes med politikere eller andre om en gudstjeneste i anledning af et samfundsmæssigt anliggende. Jeg bemærker, at jeg bliver kaldt jomfruelig, når jeg er optaget af disse balancer. Jeg forstår det derimod som modenhed at have blik for, at forholdet mellem kirke og politik kræver god balanceevne.
Et godt eksempel på balancen er den norske statsminister Jens Stoltenberg, da han mindedes ofrene for massakren på Utøya i sin tale i Oslo Domkirke. Det var netop ikke en politisk tale, sådan som min med- og modkandidat Esben Thusgaard har hævdet, men en sjælesorgstale holdt af en dygtig og respekteret statsminister – rette ord på rette sted i en ekstrem svær situation for alle i Norge, men jo især for ofrene og deres nærmeste.
Jeg håber ikke, vi kommer i en lignende situation som Utøya i Aarhus Stift eller Danmark, men hvis det ulykkelige skulle ske, så vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at vi også finder den rette balance på evangeliets tilsagn om trøst og evigt liv, så det kan lyde sammen med den politiske øvrigheds tilsagn om, at samfundet vil gøre alt, hvad det kan, for at lindre sorgen i en nødsituation – uden sammenblanding og uden adskillelse mellem de to tjenere med hver sin opgave: Ordets tjener og samfundets tjener.
"Slava Ukraini"-råb passer dårligt i en gudstjeneste
Jeg bakker op om en kirke, der vover at holde gudstjenester i aktuelle situationer, selvom det altid vil være omgærdet af diskussion. Det er altid øretævernes holdeplads, når man vover sig ind i samarbejder, hvad enten det er med politikere eller andre. Men disse samarbejder er for mig at se med til at gøre kirken nærværende og relevant for os som samfund. Til at nære og farve vores fælles samfundsliv med evangeliets kraft og saft. Kirken giver os et ganske andet rum end et debatmøde, en demonstration eller deltagelse i et handlingsfællesskab. I gudstjenesten lyser evangeliet på vores menneskeliv og samfundsliv, som det er. Når det er dilemmafyldt, mørkt, svært eller udsigtsløst.
Ved at invitere til deltagelse og medvirken i sådanne gudstjenester, for andre end præsten, sørger vi for at skabe fælles mødesteder for os som samfund, hvor vi får tanket evangelieperspektiv, håb og udholdenhed på de fælles samfundsudfordringer, vi står i, hvad enten det var terrorangreb, årsdag for Ukrainekrigen eller noget helt tredje.
Hver gang der holdes gudstjeneste i forbindelse med en aktuel krig eller krise, er det arrangørernes opgave at gøre sig umage med at finde de rigtige balancer, så gudstjenesten forbliver en gudstjeneste og ikke en platform for politik. Det mener jeg er til glæde for både kirken og politikerne. Og der er som bekendt andre gode måder at sammensætte et arrangement på, hvor politikere kommer til orde før eller efter gudstjenesten.
Her mener jeg, det er ureflekteret, hvis vi blot siger, at jo mere sammenfiltring af gudstjeneste og politiske taler, jo bedre. For mig er et eksempel på, at genrerne bliver blandet i et uheldigt forhold, når der i gudstjenesten for fireårsdagen for Ukraine bliver råbt et "Slava Ukraini"-råb. Det passer ufatteligt godt i en demonstration. Og temmelig dårligt ind i en gudstjeneste.
Måske kan en lakmusprøve helt enkelt være, at der i kirken altid bedes for både os selv og de andre, og at der ideelt set kunne sidde russere med ved Ukraine-gudstjenesten og erfare at være inkluderet fra start til slut i evangeliets forkyndelse og kirkebønnens forbøn for os ukrainere, russere, danskere og alle andre.
Jeg er altså en stærk fortaler og praktiker af med glæde at lade kirken tage del i de fælles samfundsmæssige anliggender og være stedet, hvor mennesker og samfund igen og igen tager farve af evangeliets forkyndelse. Jeg er også en stærk fortaler for en fælles teologisk samtale over de gode balancer mellem kirke og politik.