I 2016 besluttede biskopperne at sætte folkekirkens liturgi til debat. Tre fagudvalg blev sat til at udarbejde rapporter, der skulle kvalificere den forventede efterfølgende brede liturgidebat.
I 2018 udsendte biskopperne den første af de tre rapporter. Den bærer titlen "Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed". Rapporten satte fokus på folkekirkens højmesse og indbød til overvejelser over, hvor meget en autoriseret højmesseordning bør gå i detaljer med at styre højmessens udformning i landets kirker.
Ved at lade rapporten udarbejde havde biskopperne signaleret vilje til at overveje balancen mellem frihed og fasthed i højmessens liturgi.
Rapporten præsenterede tre modeller for brugen af autorisation: Den første model kaldes "den konservative" og går ud på, at man fastholder den nuværende gennemautoriserede højmesse. Den lokale menigheds liturgiske frihed vil således fortsat være stærkt begrænset.
Den anden model benævnes "den frie". Efter denne model er det alene den grundlæggende struktur "Samling-Ord-Nadver-Sendelse", der autoriseres. Den lokale menigheds liturgiske frihed vil dermed være ganske omfattende.
Den tredje model hedder "mellemvejen". Ud over højmessens grundlæggende struktur autoriseres også visse dele af liturgien. Sammenlignet med den foregående model er denne model kendetegnet ved en betydelig fasthed og tilsvarende mindre frihed, alt efter hvor meget af højmessens ordlyd der autoriseres.
Så vidt de tre modeller. Man kunne forvente, at biskopperne ville gå ind for den sidstnævnte model, eftersom biskopperne formentlig vil have det sidste ord, når balancepunktet skal findes mellem liturgisk frihed og fasthed i højmessen. Alligevel har det vist sig, at biskopperne går ind for den konservative model, altså fastholdelse af den nuværende gennemautoriserede højmesse.
Fastholdelse af liturgien sikrer genkendelighed
Kort før bispemødet i januar 2022 luftede de tre biskopper, Elof Westergaard, Tine Lindhardt og Marianne Christiansen, deres indstilling til bispemødet i en fælles kronik og sammenfattede deres indstilling med disse ord: "Vi ønsker at bevare 1992-ordningen og at styrke den fælles løbende fornyelse af folkekirkens liturgi."
Som følge af de tre biskoppers holdning var en revision af højmesseordningen ikke på dagsordenen, da biskopperne i januar 2022 skulle træffe beslutning om det videre forløb af folkekirkens liturgiarbejde.
Stiltiende signalerede biskopperne dermed, at de betragtede debatten om frihed og fasthed i liturgien som et afsluttet kapitel.
Biskoppernes begrundelse for at fastholde 1992-ordningen kan man kun gisne om. Det er dog en nærliggende formodning, at biskopperne har ønsket at sikre et mindstemål af ensartethed eller genkendelighed i præsternes højmesseforvaltning.
I hvert fald er det indlysende, at videreførelsen af 1992-ordningen medvirker til at sikre en høj grad af genkendelighed fra højmesse til højmesse.
Men der er jo andre gudstjenester end højmessen. Eksempelvis er der hverdagsgudstjenester i eller uden for kirkerummet. Eller der er ekstraordinære søndagsgudstjenester. Disse gudstjenester kan være meget forskellige i form og indhold, men de er fælles om at nyde udstrakt liturgisk frihed. Deres liturgiske udformning er ikke låst af autoriserede forskrifter.
Børnegudstjenestens særstilling
En enkelt af de ikke-autoriserede, frie gudstjenesteformer fortjener nærmere omtale. Det gælder den såkaldte "børnegudstjeneste på højmessens plads". Skønt den ikke er autoriseret, figurerer den alligevel i ritualbogen og indtager en særstilling, idet den jævnligt må træde i stedet for den ordinære højmesse.
Trods betegnelsen har denne gudstjenesteform ikke nødvendigvis specielt børnefamilierne som målgruppe. Benævnelsen "på højmessens plads" lader forstå, at børnegudstjenesten – eller hvad den ellers måtte kaldes – kan gøre det ud for den ordinære menigheds fælles søndagsgudstjeneste.
Ritualbogen giver nogle løse anvisninger på, hvordan en børnegudstjeneste kan udformes, men i realiteten er børnegudstjenesten en fri gudstjeneste, hvis form og indhold bæres af præstens intuition og liturgiske lidenskab.
Den frihed, som er knyttet til børnegudstjenesten, bygger på en grundlæggende tillid til præsterne. Ordningen forudsætter, at præsterne har den fornødne evne og vilje til at forvalte liturgisk frihed på en måde, så den konkrete børnegudstjeneste bliver genkendelig som en ægte evangelisk-luthersk gudstjeneste.
Kontrasten til højmessen kan dårligt være større. Den autoriserede højmesseordning betror ikke præsterne det fulde ansvar for højmessens genkendelighed som evangelisk-luthersk gudstjeneste. Præsterne har godt nok ansvar for prædiken og salmevalg, men hvad højmessens liturgiske udtryk angår, er præsterne sat under administration, idet den autoriserede højmesseordning pålægger præsterne at følge nøje, hvad der står skrevet i ritualbogen og alterbogen.
Hvis en præst måtte ønske at foretage en mindre afvigelse fra den forordnede højmesseliturgi, skal forhåndsgodkendelse være indhentet fra menighedsrådet og ofte tillige fra biskoppen. På de vilkår er det intet under, at de færreste præster orker at arbejde på at forny den lokale højmesses liturgi.
Mellem gudstjeneste og højmesse
Den skarpe sondring mellem højmesse og ikke-højmesse har overlevet sig selv. Jeg efterlyser en ny gudstjenesteordning, der kan være samlende og retningsgivende for alle slags gudstjenester i folkekirken, højmessen såvel som ikke-højmessen.
Gudstjenesteordningen skal udmønte en evangelisk-luthersk gudstjenesteforståelse i en vejledende liturgisk model. Ordningen skal være båret af en grundlæggende tillid til, at folkekirkens præster er i stand til at udfylde ordningen på en måde, der tjener den konkrete gudstjenestes form og indhold.
På min hjemmeside har jeg forsøgt at tegne konturerne af en sådan vejledende gudstjenesteordning. Men for at komme videre må vi først have en fornyet debat om liturgisk frihed og fasthed i folkekirken.