Skal folkekirken være på sociale medier som TikTok og Instagram? Den verserende debat er i mine øjne skæv. Hvem ville spørge, om folkekirken skal være til stede i de traditionelle medier? Jeg kan levende forestille mig det ramaskrig, der med rette ville rejse sig, hvis folkekirken pludselig nægtede at optræde på DR's mediekanaler.
De sociale medier er for mange unge og unge voksne blevet primærkilde til nyheder og livsorientering. Ja, der er ligefrem tegn på, at nogle af de sociale platforme for Gen Z har erstattet det bredere internet. De googler ikke, men finder alt, hvad de har brug for at vide på deres foretrukne sociale medie.
Derfor skal folkekirken selvfølgelig finde sine stemmer frem og bringe dem ind i samtalen på det digitale torv. Vi skal skabe rum for samtalen, møde de liv, som leves der, og dele vores tro, som kristne har gjort det gennem 2000 år.
Der er præster, der er gået foran og på eget initiativ har blandet sig i samtalen. Og Facebook har længe været opslagstavle for livet i sognene. Det er alt sammen rigtig godt. Men den samtale om tro og eksistens, som mange unge søger på de sociale medieplatforme, stiller nye krav til format og indhold i ultrakort form. Og her halter folkekirken bagefter. Med det resultat, at samtalen på sociale medier overlades til andre.
I et åbent brev til folkekirkens biskopper her på Kirke.dk advarer sognepræst David Odin Finlay mod at tænke for snævert om folkekirkelig kommunikation på TikTok og andre digitale platforme. Jeg skal ikke svare på mine kollegers vegne, men kan for min del sige, at jeg er helt enig med David Odin Finlay.
Kristne stemmer, der ikke ser sig i modsætning til moderniteten
Når jeg i den seneste tids debat har talt om folkekirkelig digital kommunikation i modsætning til for eksempel amerikansk, vækkelsespræget forkyndelse, så handler det alene om, at vi lige nu overlader den digitale trossamtale til stemmer langt fra en gængs folkekirkelig kristendomsforståelse. Det er stemmer, der har meget konservative holdninger til køn og seksualitet, ser tro som en vej til personlig og økonomisk succes og formulerer tro udelukkende i modsætningen frelse-fortabelse.
Vi hverken kan eller skal "udkonkurrere" disse udtryk for kristendom. De har deres legitime plads i en åben samtale. Men derfor kan man jo godt være uenig og synes, at det ville klæde samtalen med stemmer, der viser en kristen tro, der ikke ser sig i modsætning til moderniteten.
Derfor har stifterne i København og Helsingør udarbejdet et digitalt kommunikationsprojekt. Det sigter på at uddanne en gruppe præster til at kommunikere kvalificeret på sociale medier om tro og møde den åndelige søgen på mediets præmisser. Gen Z er oprigtigt søgende og nysgerrige – og det kræver uddannelse at indgå i den samtale, akkurat ligesom en præst skal vide noget om, hvordan man underviser konfirmander eller fører en sjælesorgssamtale.
Paulus på Areopagos
Vores projekt har ingen ambition om at uddanne præsterne til at agere ens, gøre det samme eller tale med én stemme. Tværtimod; de skal finde deres egen stemme og bruge den – og netop i deres mangfoldighed og forskellige tilgang til opgaven vise bredden i den kristentro, folkekirken er ramme om.
Da Paulus stillede sig op på Areopagos (Apostlenes Gerninger, kap. 17), benyttede han sig af et af sin samtids vigtigste sociale medier: torvet i Athen. Her mødtes folk og diskuterede, og når Paulus stillede sig op, blandede han sig i en allerede vildt summende samtale. Han tog endda udgangspunkt i den tro og de længsler, han så udfolde sig på torvet. "Jeg ser, at I tilbeder en ukendt gud, men jeg siger jer ...".
Paulus var optaget af at dele sin tro. Han formulerede den på stadig nye måder for at blive hørt. Paulus er ikke systematiker, men praktisk teolog.
I kirkens historie har det til alle tider lige siden været mødt med skepsis, når trossamtalen bliver ført på nye måder, i nye medier. Vil det ikke medføre et forfald i indholdet, en forfladigelse? Men evangeliet forsvandt ikke dér på Areopagos.
Det gav derimod anledning til eftertanke og senere tilslutning. Evangeliet slog rod i hjerterne. Og da Luther lagde vægt på, at Bibelen skulle oversættes til modersmålene og gøres tilgængelig for den enkelte, betød det ikke, at fællesskabet dermed mistede sin betydning. Tværtimod, fællesskabet vandt en ny form.
Det kræver omtanke, hjerte og viden at bevæge sig ind i nye former. Men opgaven består. Og det er der ikke i sig selv noget nyt i.