I 1995 skrev lektor Jørgen I. Jensen en bog, han kaldte: ”Den fjerne kirke”. Bogen beskrev, hvordan middelalderkirkerne står i landskabet, som symboler på danskernes forhold til kristendom, kultur og religiøsitet.
Den fjerne kirke er den middelalderkirke, der dukker op i landskabet, inde bag stendiger og mure, som en bygning, der midt i hverdagen vækker en anelse om noget religiøst.
Omvendt kan den fjerne kirke, når som helst, rejse sig og blive nær, når et menneske dør eller bliver født, og danskerne bevæger sig ind bag kirkens mure, ind i kirkerummet i forbindelse med begravelse, dåb, konfirmation, bryllup eller højtider.
Bogen vakte stor debat i slutningen af det 20. århundrede. Men hvor man før kunne tale om middelalderkirkerne som bygninger, der forkyndte og dermed var med til at vække forholdet mellem det fjerne og det nære, så har debatten om kirkelukninger rokket ved den respekt og forståelse for kirkebygningerne og deres historiske betydning, som en slags forkyndere midt i landskabet.
Middelalderkirker er taget som gidsler
Middelalderkirkerne er blevet et problem. De bliver omtalt som noget, man vil lukke, sælge eller skille sig af med. ”Luk lortet!”, var titlen på Grundtvigsk Forums paneldebat på Folkemødet, ligesom også debatten om den forladte Herredskirke Kirke på Lolland har fået kirkefolk til at diskutere middelalderkirkernes fremtid.
Middelalderkirkerne er blevet taget som gidsler i diskussionen om forholdet mellem land og by, udligning og affolkning. Debatten begyndte med problemer i de affolkede områder på Lolland, men har bredt sig til resten af landet og nu også til ministeriets gange.
I Kirkeministeriets kommissorium for “Udvalget vedrørende bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver” kan man således læse, at man ønsker ”en eller flere mulige modeller for en fællesfondsfinansieret ordning, der eventuelt trinvist kan overtage vedligeholdelsesansvaret for et mindre antal middelalderkirker i landdistriktsområder”.
Alene det, at middelalderkirkerne er blevet genstand for bæredygtig finansiering, tyder på, at de ikke længere bliver set på som bygninger, der forkynder, men er blevet genstand for politik. Jeg frygter oprigtigt, hvad kommissoriet kan åbne af muligheder for hurtige politiske løsninger, der flytter ansvaret for kirkerne væk fra det lokale niveau.
Jeg havde virkelig ønsket mig, at vi kunne tale om udligning, uden at det skulle hænges op på specifikke områder, såsom middelalderkirker og præstestillinger.
Det virker helt urimeligt at gøre middelalderkirkerne til genstand for udligningsordninger, når vi allerede nu har dygtige konsulenter og ansvarlige provstier, der sammen med stiftsøvrigheden forsøger at få den bedst mulige vedligeholdelse for færrest mulige penge.
Hvorfor kan vi ikke i stedet få lov til at kigge på hele folkekirkens bygningsmasse, herunder på dyre sognehusbyggerier eller renovering af gamle præstegårde?
Jeg har samtidig vanskeligt ved at forstå, hvorfor man taler om bæredygtig finansiering af middelalderbygninger, uden at have undersøgt, hvad vedligeholdelsen af bygningerne rent faktisk koster.
Højtidskirker
Jeg har derfor indført begrebet højtidskirker.
Jeg vil gerne undgå, at de fynske middelalderkirker bliver genstand for politik og ønsker i øvrigt ikke at lukke eller at overdrage fynske kirker til fællesfondsløsninger. Jeg ønsker i stedet, at kirkerne skal blive på lokale hænder, samtidig med at vi som stift søger at yde hjælp til trængte menighedsråd.
Min intention er at bevare vores middelalderkirker som kulturelle, historiske og religiøse pejlemærker i landskabet og i menneskers liv.
De vil ikke alle være i lige høj drift og stand, men ved at gøre nogle kirker til højtidskirker forsøger jeg at give arven videre, uden at lukke kirken, så den får mulighed for at rejse sig, om ikke i min tid, så i fremtiden.
Vi har allerede gode eksempler på højtidskirker på vores fynske øer. Her er der kirker, der drives af 30 procent præstelig betjening og derfor har ganske få gudstjenester og kirkelige handlinger om året. Alligevel er kirken det første sted, sommerens mange turister besøger og beundrer for at forstå øens historie og befolkning.
Jeg håber, at man vil besinde sig og ikke forfalder til at reducere middelalderkirkerne til et problem og en brik i et politisk spil.
Jeg håber, at man fortsat vil have blik for kirkebygninger som en del af vores kultur, historie og forkyndelse – som de bygninger, der er med til at aktivere danskernes forhold mellem den fjerne og den nære kirke og kristendom.