Men det skete nytårsaften, at der udgik en befaling fra det verdslige regimente på Marienborg: "Og i Danmark er det sådan, at hvis demokrati og religion støder sammen, så er det Gud, der har vigepligt."
Ja, sådan lød det virkelig fra Marienborg kun en uge efter, at vi med englene sang "Ære være Gud i det højeste."
Netop befalingen fra Marienborg bragte mindelser om Romerrigets magtudfoldelse på Jesu tid. I Romerriget gav kejseren ganske vist ikke befaling om vigepligt for guderne, for kejseren var selv gud.
At benytte nytårstalen til at dekretere vigepligt for Gud er at gøre sig selv til gud og sammenblande religion og politik. Det er netop ikke demokratisk, men et indgreb i den grundlovssikrede ret for den enkelte til selv at bestemme Guds rolle i livet.
Øvrigheden skal holde sig fra hjertesager
Begrænsningen af den verdslige øvrigheds magt og borgernes åndsfrihed er to sider af samme sag. Grundloven sikrer derfor den enkelte borgers ret til frit at tænke, tro og tale og begrænser dermed den lovgivende og den udøvende magt.
Der kan ikke lovgives og ikke udøves myndighed i strid med Grundloven. Det er netop en udstrakt åndsfrihed for borgerne og en tilsvarende indskrænkning af øvrighedens magt, der kendetegner et frit samfund.
Eller med ordene fra Grundtvig, der i sit frihedssyn var dybt påvirket af Martin Luthers skelnen mellem evangelium og politik: "Med hjertesager har staten intet at gøre."
Grundtvigs frihedssyn og statssyn står i skærende kontrast til magthavere, der vil give forskrifter for Gud. Grundloven levner hverken plads til romersk kejserstyre eller præstestyre på Marienborg eller i regeringskontorerne.
Dekretet i nytårstalen udstiller derimod den verdslige øvrigheds magtbegær og åndelige kollaps. Talen leder tanken hen på styreformer, der må afvises i et frit samfund.
Samvittighedens lov er øverste instans for den enkelte
For det enkelte kristne menneske har Gud ikke vigepligt. Gud har ikke blot forkørselsret, men fylder alt i kristenlivet.
Også mennesker, der bekender sig til jødedom og islam, henter livets mening i deres tro. Atter andre lader sig måske bevæge af en ideologi.
Men uanset hvilken tro, ideologi eller andet livsgrundlag, der leder det enkelte menneske, gælder det, at det verdslige regimente skal respektere den enkeltes frirum til at besidde en samvittighed og frirum til at følge sin samvittighed.
Den enkeltes samvittighed vedkommer ikke øvrigheden. Kun hvis samvittigheden leder til kriminelle handlinger, må den enkelte tage sin straf. Det er alene kriminaliserede handlinger og ikke holdningerne i sig selv, der angår øvrigheden.
Og dette er hele forudsætningen for et frit samfund, at øvrigheden forstår og respekterer, at dette at følge sin samvittighed ikke i sig selv vedrører magthaverne. Alene handlingerne og ikke tro og holdninger vedrører øvrigheden.
Derfor må statsmagtens dekret om Guds rolle forkastes og afvises som et skridt ned ad totalitarismens glidebane, som vi kender fra regimer, som vi netop ikke ønsker at blive sammenlignet med.
Folkekirken skal møde magten med evangeliet
Dekretet i nytårstalen, der vil forme Gud og sætte regler for Gud, kunne jeg ikke drømme om at respektere. Det ville være i strid med min tro og samvittighed.
Og så langt rækker øvrighedens magt ikke, at den kan herske over min og andres samvittighed. Samvittigheden er øverste instans, og hvem eller hvad, der leder samvittigheden, bestemmes ikke på Marienborg. Øvrigheden bestemmer ikke over Gud og kan ikke herske over den enkeltes trosliv.
Hvis øvrigheden ikke respekterer "Fuldt Stop"-skiltet, er det ikke mindst folkekirkens opgave at møde magten med evangeliet og skubbe øvrigheden tilbage på egen banehalvdel med en belæring om den evangeliske skelnen mellem evangelium og politik.
I et frit samfund tilkommer det netop ikke de politiske prædikanter at give anvisninger på, hvordan den enkelte kristne, jøde, muslim og andre borgere skal opfatte Guds rolle i deres liv.
Nytårstalens forsøg på at placere Guds almagt under regeringens magtområde er ikke blot en massiv sammenblanding af religion og politik. Det er at udvise hovmod at ville herske over Gud og herske over borgernes tro på Guds almagt og kærlighed. Og selvom talen næppe er udtryk for en regeringsbeslutning, tegner nytårstalen hele regeringen.
Ved indgangen til 2026 fremstår regeringen som et præstestyre, der sætter sig selv over Gud og borgernes ret til frit at tænke, tro og tale.