“I nogle miljøer i Indre Mission skal kvinderne gå med langt hår.”
Med årene tåler man at høre mere og mere vås i morgenradioen på DR P1, uden at ørerne falder af. Men det var alligevel tæt på, at mine ører faldt af, da ovenstående budskab forleden gjaldede ind i min stue, fremsat med stor sikkerhed og frimodighed af lederen af Det Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen.
Dette udsagn illustrerer, hvad ikke blot Indre Mission, men hele folkekirken og andre trossamfund, ja alle troende mennesker er oppe imod fra fædrelandets beslutningstagere: Fordomme og uvidenhed om trosspørgsmål, der blæses ud med megafon og påvirker dem, der lytter.
Indre Missions formand Hans-Ole Bækgaard var naturligvis straks på banen og dementerede budskabet og indbød venligt partilederen til samtale. Det vil der nu næppe komme meget ud af.
Sofie Carsten Nielsens hurtige og korte beklagelse virkede på mig, som om hun er totalt ligeglad med, om det er sandt, hvad hun siger, og hvem hun generer. Beklagelsen mindede mig om statsministerens ”Lev med det.”
Jeg synes, det er vanskeligt at leve med, at en partileder overhovedet ikke tjekker rigtigheden af de udsagn, hun fremsætter offentligt. Det er rent ud sagt uhyggeligt, fordi det er et symptom på, hvordan overfladisk beslutningstagerne arbejder.
Stadigt mindre respekt for religionsfriheden på Christiansborg
At der er en stor del af den danske befolkning med danske og udenlandske rødder, der har et trosliv, som beslutningstagerne har pligt til at beskytte, synes at ligge langt uden for de fleste lovgiveres forestillingsverden.
Religionsfriheden som noget helt grundlæggende for det enkelte troende menneske og nedfældet i den danske grundlov, møder mindre og mindre respekt på Christiansborg.
Sofie Carsten Nielsen er faktisk en af de få partiledere, der i disse dage i klare vendinger har vendt sig imod at tvinge alle skolepiger at smide tørklædet. Det var i den forbindelse, at hun kom med det ulyksalige og aldeles usande udsagn om Indre Mission.
En kommission har nemlig i sidste uge offentliggjort et forslag om tørklædeforbud i skolerne. Der foreligger ingen undersøgelser til grund for forslaget, der vel er i strid med både Grundloven og menneskerettighederne.
Man har kunnet høre på tv, at i hvert fald et par kommissionsmedlemmer har en stærk tro på, at et forbud skulle dæmme op for forældres sociale kontrol. Hertil svarer Sofie Carsten Nielsen, at man ikke skal erstatte forældres kontrol med statens kontrol. Skolefolk er inde på det samme. Det nytter ikke at erstatte forældrenes tvang med statsindgreb.
Både for Sofie Carsten Nielsen og for de partiledere, der i modsætning til den radikale leder, nu flirter med tanken om at indføre et tørklædeforbud, gælder det, at mennesket ikke opfattes som et åndeligt væsen. Den politiske uenighed drejer sig mere om midler imod social kontrol end at beskytte den åndelige frihed.
Folkekirken må forkynde den åndelige frihed
Det er, som om magthaverne ser helt bort fra, at der er masser af muslimske piger, for hvem sagen er alvor.
Hvis man kender en smule til muslimske miljøer, eller blot hører efter, når pigerne udtaler sig i medierne, burde man kunne forstå, at det er en alvorlig religiøs beslutning at tage tørklædet i brug. Ja, beslutningen om at bære tørklæde træffes af og til trods familiens råd om at lade være.
Beslutningen om at bære tørklæde for at tage sig bedre ud i Guds øjne er naturligvis en beslutning, som en kristen, der tror på syndernes forladelse må være dybt uenig i. Kristne tror ikke, at mennesket frelses ved lovgerninger, men alene ved troen. Og troen er vel at mærke Guds præstation og ikke vor egen. Det er, hvad kristne har fået pålagt at forkynde.
Hvor der er ånd, er der frihed, siger Paulus. Men ånden svæver lavt på Christiansborg. Derfor den manglende sans for åndens frihed, den frihed, som folkekirken derfor må forkynde så meget desto mere klart og hørligt.
Og så er der jo det ved indgreb imod muslimer, at det også rammer kristne og jøder, fordi der ikke må forskelsbehandles. Derfor er det reelle burkaforbud ikke et formelt burkaforbud, men et såkaldt maskeforbud.
Den snigende totalitarisme
Konsekvensen af det religionsfjendtlige forslag om tørklædeforbud vil blive, at de mest ekstreme muslimer vil holde døtrene hjemme. Muslimske piger, der selv har valgt at bære tørklæde tvinges til at tage det af.
Samme behandling overgår kristne og jøder. Kristne piger må gemme Dagmarkorset og jødiske drenge tvinges til at gemme deres kippah, den jødiske kalot. Det er komplet uforståeligt, at der ikke er flere politikere, der kan se perspektiverne og for længst har sagt fra.
Et forbud rettet netop imod religionsudøvelsen burde dog vække mindelser både om fortidens ideologier og nutidens forfølgelse af kristne og jøder rundt i verden. Men Christiansborgs fravær af forståelse for den menneskelig ånd er som nævnt, hvad troende mennesker er oppe imod i dagens Danmark.
Tørklædeforbuddet er langt mere end et håbløst påklædningsforbud og en usmagelig og nyttesløs indblanding i muslimske familiers liv. Forslaget er udtryk for, at den snigende totalitarisme stikker sit grimme fjæs frem i vort eget land.
Det er altid nyttigt at repetere Luthers lære om de to regimenter. Åndsfriheden ofres, hvis de samme magthavere besidder den verdslige magt og samtidig udøver magt over borgernes åndsliv.
Statsmagten skal holde sig fra borgernes tro, hvis Danmark stadig skal kaldes et frit land.