Må det være tilladt at være den uartige pige i klassen, der stikker fingeren i vejret og stiller spørgsmålet: Hvorfor i alverden tales der nu om at ændre alterbogen?
Ingen forlanger, at alterbogen skal ændres
Lovforslaget om afskaffelse af store bededag er vedtaget. Staten tromler hen over folkekirken, men staten har trods alt ikke vovet at forlange, at kirkeårets prædiketekster skal ændres. Ingen lov befaler det. Ingen befaler det, så hvorfor alt den snak i folkekirken om at ændre alterbogen?
Folkekirken bør ikke gøre unødvendigt knæfald for staten
Jamen, hvad er det så andet end et knæfald for statsmagten, at folkekirken begynder en vanvittig omkostningsfyldt ændring, der vil koste millioner af kroner? Menighederne, der skal betale regningen, får jo intet for pengene, som ikke kan undværes.
Det er da stadig en fri sag, om sognene fortsætter med at holde gudstjeneste med eller uden konfirmation på store bededag. Folketinget har ikke udtalt sig om alterbogen, så lidt som Folketinget hidtil har forhindret gudstjenester på alle mulige hverdage. Tværtimod foranstalter regeringen på en hverdag et politisk event, kaldet gudstjeneste i Holmens Kirke i København.
Hvor er de teologiske argumenter for at ændre alterbogen?
Ved nærmere eftertanke ser jeg ingen knusende teologiske argumenter for at ændre alterbogen.
Det er ganske vist uomtvisteligt, at der for præsterne og den flittige kirkegænger er en klar linje og sammenhæng mellem teksterne, som kirkeåret skrider frem. Der kan derfor fremføres den opfattelse, at lovændringen teologisk betragtet kræver en fuldstændig gennemgang af teksterne.
Men derved overses, at der i forvejen ikke eksisterer noget kirkeår, der følger alle alterbogens tekster. Hvert år sker der adskillige overspringelser, uden at det ødelægger helheden. Alterbogen indeholder tekster for et kirkeår, der slet ikke eksisterer, for kirkeårene er forskellige.
Falder påsken tidligt, er der søndagstekster før og efter påske, der ikke bringes i anvendelse. Til gengæld anvendes flere af trinitatistidens tekster. Falder påsken sent, anvendes omvendt færre af trinitatistidens tekster, mens flere søndagstekster i de første måneder af kalenderåret bringes i anvendelse. Vi lever altså glimrende med, at vi hvert år springer flere tekster over.
Det mærkværdige ændringsforslag ændrer ikke sagen
Af Folketingets hjemmeside fremgår det, at loven om store bededag blev vedtaget med et ændringsforslag, der i sidste øjeblik blev foreslået af Dansk Folkeparti og stemt igennem med regeringspartiernes stemmer.
Det fremgår således, at der i forslaget om ændring af lukkeloven foretages den ændring, at "helligdage, grundlovsdag og juleaftensdag" ændres til: "helligdage (nytårsdag, skærtorsdag, langfredag, første og anden påskedag, Kr. himmelfartsdag, første og anden pinsedag og første og anden juledag), grundlovsdag og juleaftensdag".
Aha, juleaften, som med alterbogen af 1992 i modsætning til tidligere blev fast prædikendag, sidestilles altså i lukkeloven også efter ændringsforslaget med grundlovsdag og regnes dermed ikke for helligdag i lukkeloven. Men hvad lukkeloven bestemmer, betyder jo ikke, at juleaften skal fjernes fra alterbogen.
Under hele debatten har biskopperne og mange andre gode kræfter igen og igen med stor styrke og med rette tordnet imod statens indblanding i kirkens indre anliggender. Hold nu fast i, at ordets regimente, det kirkelige regimente stadig bestemmer, hvornår der skal prædikes og hvilken tekst, der skal anvendes.
Prædikenforberedelsen er præstens kerneopgave
Og hvad er det for et regnestykke, der stilles op?
Hvordan kan statens fjernelse af store bededag i færre eller flere sogne i sig selv skabe behov for flere præster, som det har været fremført i debatten? Det forstår jeg simpelthen ikke, medmindre folkekirken vil imødekomme statsmagten og al dens snak om større arbejdsudbud.
Jeg begriber ikke, hvordan det regnestykke ser ud, altså, at en prædikendag mindre skaber mere arbejde. Der bliver jo ikke flere døde, der skal begraves, fordi store bededag afskaffes. Til gengæld bliver der en prædikenforberedelse færre i de sogne, der ikke fastholder store bededag.
Jeg går da ud fra, at prædikenforberedelse er meget tidkrævende for den omhyggelige præst, der igen og igen ønsker at prædike evangeliet som en aktuel tiltale ind i tiden, og netop ikke lader tiden prædike ind i evangeliet. Det er da ved skrivebordet under prædikenforberedelen, at prædikanten trænger dybere og dybere ind i evangelieteksterne.
Hvis ikke præsterne mener, at det tager tid at forberede evangeliets forkyndelse, er der da noget fundamentalt forkert med præsternes prioritering af deres arbejde og deres forståelse af prædikenembedet.
Eftertanke med flere bededage i stedet for lastværk
Hastværk er lastværk. Der er tværtimod tid til eftertanke, om hvad der er nødvendigt for folkekirken fremfor at lade staten diktere alterbogen.
Jeg har svært ved at forestille mig, at menighederne kan se det åndelige behov for at betale en millionregning til anskaffelse af tusinder af eksemplarer af en ny alterbog og titusinder af eksemplarer af nye salmebøger og makulering af dem, der er i brug i dag.
Lad nu handling følge ord. Vis nu, at den fine tale om de to regimenter var alvor. Stop et meningsløst ressourcespild, der kun gavner dem, for hvem alterbog og salmebog er en forretning.
Erstat så kravet om flere præster, der jo ikke hænger på træerne, med en særlig indsats for at rekruttere flere teologer. Og vel at mærke teologer der føler sig kaldede til at være præster.
Enhver gudstjeneste er en bededagsgudstjeneste
At lægge kræfterne i tanker og handling for at forebygge fremtidens præstemangel er langt vigtigere for evangeliets udbredelse end at udskifte alterbog og salmebog.
Egentlig er der kun et svar til regering og Folketing, der afskaffede store bededag som fridag: Nemlig at understrege at enhver gudstjeneste er en bededagsgudstjeneste.
Lad os overveje, om der ikke netop er brug for, at bøn og forbøn sættes endnu mere i centrum i vores kirke.
Og så er der jo det særlige ved bønnen, at den afmonterer vort eget præstationsbehov og ikke kræver en ny alterbog!