Undervisningsinstitutionernes bederum står for skud. Socialdemokratiet og andre partier virker positive overfor Venstres forslag om at forbyde bederum ved lov.
De politiske ønsker om at forbyde bederum ved lov ligger i klar forlængelse af regeringsgrundlaget. Aldrig har vel nogen regering i demokratiets historie fremlagt et regeringsgrundlag, der i den grad sætter spørgsmålstegn ved borgernes grundlovssikrede ret til religionsfrihed, og aldrig har regering og Folketing i den grad indskrænket folkekirkens frihed ved at agere kirkemagt og afskaffe en helligdag.
Bederum rager ikke statsmagten
Tider skifter. I dag er bederum ret udbredt. Til gengæld har Venstre forladt de gamle grundholdninger om, at der i et frit samfund ikke lovgives om borgernes holdninger og tro.
Det rager overhovedet ikke statsmagten, om uddannelsesstederne stiller bederum til rådighed. Konsekvensen af et statsligt forbud bliver, som det plejer: Ønsker om at ramme muslimerne vil ikke gå i opfyldelse. Muslimerne finder sikkert et sted at bede, hvis de føler, at de religiøse regler påbyder det. Et forbud vil ramme de kristne, der samles til andagt og bøn.
Man husker VK-regeringens overflødige forbud mod dommertørklæder. I lighedens navn blev det forbudt kristne at bære dagmarkors.
Da VK-regeringen strammede reglerne for opholdstilladelse til udenlandske forkyndere, var formålet at ramme muslimerne. Men stramningerne ramte først og fremmest vore medkristne i den verdensomspændende katolske kirke.
Politikernes indblanding i uddannelsesinstitutionernes indretninger varsler ilde for fremtidens ret til religionsudøvelse. Bliver det næste, at politikerne forbyder institutionspræster? Kan man virkelig forestille sig, at der bliver forbud mod hospitalspræster for at undgå muslimske forkyndere på hospitalerne? Det bør være en selvfølge, at syge mennesker og andre mennesker på institutioner, der har behov for sjælesorg kan få stilfærdige besøg af såvel præst som rabbiner og imam og andre sjælesørgere.
Andagtsrum i Folketingets samtaleværelse
Et lovgivningsindgreb imod bederum på undervisningsinstitutionerne vidner ikke blot om flere partiers stigende mistænkeliggørelse af den enkeltes religionsudøvelse, men udstiller partiernes hykleri og dobbeltmoral.
For er der nogen, der har adgang til flotte omgivelser for kristen andagt, er det folketingsmedlemmerne selv. Således kunne Altinget for halvandet år siden oplyse, at andagten var tilbage på Christiansborg. Og mens folketingsmedlemmer med eget kontor i min tid i Folketinget fik et udvalgsværelse stillet til rådighed for andagt/bibelgennemgang, oplyste Altinget, at andagterne nu ville finde sted i det pompøse samtaleværelse.
Glidebanen imod totalstaten
SVM-regeringen bevæger sig i regeringsgrundlaget hen imod totalstaten. Afskaffelsen af store bededag er senere fulgt op af sindelagssamtaler med ansøgere om indfødsret, der af Folketinget underkastes afhøring om ansøgernes inderste tanker og holdninger.
En grundig læsning af regeringsgrundlagets afsnit om kultur og kirke afslører en uhyggelig snigende totalitarisme. Ikke blot dekreteres det, at Danmark er et kristent land, som om et land kan have en tro, men religionsfriheden indskrænkes med et krav om, at kun de borgere, der respekterer andres tro, har religionsfrihed.
Hermed stiller regeringen krav til den enkeltes sindelag, tanker og inderste følelser. Statsmagten forpligter altså det enkelte menneske til at føle noget bestemt, nemlig respekt for andres tro. Et sådant krav kan naturligvis ikke stilles i Danmark. Det tilkommer ikke staten at blande sig i, hvad borgerne tænker om andres tro. Men sådan har regeringen formuleret en opsigtsvækkende indskrænkning af religionsfriheden, som kun kendes i lande, vi ellers ikke ønsker at blive sammenlignet med.
Helt bortset fra at regeringen får meget travlt, hvis borgernes tanker om andres tro skal kontrolleres, er det historisk, at en dansk regering stiller betingelser for den enkeltes ret til frit at tro og tænke.
Hvad bliver mon det næste skridt henimod totalstaten?