Der var en gang et kongerige højt mod nord.
I hovedstaden boede en konge med sin dronning på et rigtigt slot. Folket var kristnet i meget gamle tider. Mere end 2000 klostre prydede landskabet og de gamle købstæder.
Hvert kloster blev styret af en abbedisse. Over abbedisserne stod herredsabbedisserne, og over dem regerede kongerigets ti overabbedisser. De havde hver deres land og den største klostermagt.
Men overabbedissen i Marias Bo var så ulykkelig. Hun syntes, hun var for lille. For som andre magthavere målte hun sin magt i antallet af undersåtter. Og antallet af undersåtter i hele hendes land var mindre end antallet af undersåtter hos den største herredsabbedisse nær kongens stad.
Den lille ville så gerne være meget større, men almuen flyttede stadig fra hendes land for at komme nærmere kongens stad og andre store købstæder. Hendes land føltes mere og mere som udkanten af kongeriget.
Derfor bad hun så mindeligt naboabbedissen ved Roars Kilde om at få nogle af hendes herredsklostre. Men det ville den store naboabbedisse ikke høre tale om. Hun havde i fordums tider afstået meget land til andre. Alligevel stod hun helt alene.
De andre overabbedisser slog sig sammen om at flytte tre herreder sydpå. De otte havde jo flertallet og mente, at flertallet kunne bestemme. Og landet, Roars Kilde, ville stadig få lov at beholde de tre berømte klostre med de mange kongegrave og biskop Absalons grav.
Den lille overabbedisse begyndte at glæde sig til at blive meget større med mange, mange flere undersåtter. Hun forstod slet ikke, at hun dermed nedlagde sit eget land og efterlod sine undersåtter i stikken. Nu ville magten jo flytte nord for Strømmen. Sydhavsøerne ville blive endnu mere udkant, og ændringen ville fremme fraflytningen.
De tre herredsabbedisser på Sydsjælland fik nu flertallet. Og de mente, at flertallet bestemte. Så de tre aftalte at holde sammen. De ville forlange, at alle møder blev holdt hos dem.
De magtfulde herredsabbedisser indså hurtigt, at yderligere flere undersåtter ville flytte over Strømmen til dem. Marias Bo havde engang haft både egen herredsfoged og egen lensmand. Men det var fortid. Nu var Marias Bo en meget lille og meget stille købstad.
Med tyngden flyttet over Strømmen kunne det forudses, at hovedklostret med hovedkirke ville blive placeret i den store sjællandske købstad ved Suså.
Sådan går det for den, der vil erobre mere magt, men selv kommer i mindretal. Det var helt forudsigeligt og forudsagt af undersåtterne, at man ikke skal tro, at man kan underlægge sig et flertal. Man risikerer selv at blive underlagt flertallet og selv miste alt.
Og netop sådan tænkte flertallet.
De tre besluttede at kræve administration og hovedklostret flyttet over Strømmen til den store, gamle købstad ved Suså. Den havde tre store, gamle klostre og kirker med en ædel historie. Det ene kloster var indviet til Sankt Peder, og det andet til Sankt Morten. Og det tredje var det ældgamle Skovkloster, som havde udviklet hele købstaden. Et oplagt sted at placere hovedkloster og administration.
De ni overabbedisser tænkte helt anderledes. De var så fornøjede med deres eget forslag, som blev sendt til Kongen.
Kongen indkaldte straks kansleren over kirke og klostre. Og han blev så fornøjet. For det samlede kancelli havde længe ønsket at effektivisere klosteropdelingen, så den fulgte kongerigets opdeling i len med lensherrer. Og når overabbedisserne nu selv åbnede Pandoras æske og forærede den til kanslerne, blev denne uventede gave grebet med begærlighed.
Der var fem lensmænd til at sørge for syge og for transport, så kunne fem overabbedisser nok klare klostrene. Det ville endda medføre besparelser for statskassen, medmindre kancelliet ville overveje at flytte flere udgifter fra staten til klostervæsenet.
Da overabbedisserne selv havde åbnet den ustyrlige Pandoras æske, myldrede idéerne frem i kancelliet for klostre og kirker. Klostervæsenets fremtid var meget usikker. Der var udsigt til, at hovedklostrene og administrationen alene blev placeret i København, Roars Kilde, Odense, Viborg og Aalborg.
Sådan går det, når underøvrigheden forærer Pandoras æske til overøvrigheden. Alverdens ulykker slippes løs og kan ikke tvinges i æsken igen. Kun håbet er tilbage i æsken.
Skal vi fortælle historien forfra igen?
Den bliver ikke anderledes!
