Som ganske almindelig kirkegænger har jeg med stigende uro fulgt eksperternes diskussion om den nye bibeloversættelse. Det billede, der tegner sig, huer mig ikke.
Det drejer sig jo ikke om oversættelse af bibelhistoriske fortællinger for en bestemt gruppe, men om en ny kongelig autoriseret oversættelse af den bibel, der ligger på kirkernes altre, og som anvendes ved skriftlæsninger under højmessen.
Uheldigt tavshedskrav
Jeg finder, at arbejdet er kommet meget dårligt fra start. Ledelsen af arbejdet har givet andre mundkurv på.
Sagen er en ren tilståelsessag, om end det ikke har været hensigten at aflægge tilståelse. Men når Bibelselskabets generalsekretær, Johannes Baun, besvarer kritikken med, at der ikke er nedfældet nogen tavshedsklausul i nogen kontrakt, men at der er tale om en forventningsafstemning, gør det kun sagen værre.
Forventningsafstemning er et diffust begreb, der ikke angiver graden af indskrænkningen i ytringsfriheden. En tavshedsklausul i en kontrakt skal dog præcisere og beskrive graden af indskrænkningen i ytringsfriheden.
Efter kritikken er den såkaldte forventningsafstemning revideret. Det må derfor antages, at der i fremtiden kan tales frit. Det ændrer dog ikke på, at én folkekirkepræst er blevet fyret, og en anden har sagt nej til at deltage i arbejdet. Dermed er sammensætningen af oversættergruppen forrykket.
Feministerne har ikke levet forgæves
Oversætterne kan ikke lide, at Paulus tiltaler menigheden som "brødre".
Der var jo også kvinder i menigheden. Men Paulus skrev altså "brødre", fordi det var naturligt for ham i hans tid. Alligevel står der i prøveoversættelsen: "brødre og søstre". Det er præcis en sådan ændring, der lægger en bombe under min tillid til hele arbejdet. Ændringen er ikke blot tendentiøs, men en historieforfalskning, der skjuler, at kvinderne ikke var ligestillede.
Værre er det dog, at oversætternes tilføjelse svækker og forrykker forståelsen af, hvor provokerende det har virket, at Jesus søgte udstødte kvinder såvel som andre foragtede og udstødte.
Hvad betyder et enkelt ord?
Jeg hører allerede indvendingen: "Jamen et enkelt ord kan vel ikke betyde så meget."
Jo! Det første bud i et oversættelsesarbejde må nu være at se, hvad der står i grundteksten uden tanke om at pynte på det, man ikke bryder sig om. Enhver tendens til at spænde egen holdning og smag for vognen skal naturligvis mødes med skarp og øredøvende kritik.
Derimod er ændringen af Jesu ord ved den sidste nadver, "dette er mit legeme ..." til "dette er min krop", af en helt anden karakter.
Jeg mailede om ændringen til en erfaren præst, der svarede: "Først troede jeg, at du skrev om vinen."
Man siger jo om vin, at den har krop.
Jeg finder, at oversættelsen udtrykker total mangel på øre for det musikalske i modersmålet. Og oversætternes svar på kritikken gør mig trist. Jeg hører en villighed til at forarme sproget og tækkes den nederste fællesnævner. Sproget skal være mundret, hævder oversætterne. Men mundret for hvem?
Hvis der var tale om en bibelhistorie for børn, måtte sproget være enkelt og mundret. Men der er tale om den autoriserede kirkebibel. Krav om høj videnskabelighed og et højt sprogligt niveau, der føjer sig efter højmessens liturgi og sproget hos de store salmedigtere, må være fordringer, der skal honoreres.
"Modersmålet smukt sig føjer, efter Herrens tankegang", synger vi med Grundtvig. Vi kommer jo ikke i kirke for at blive underholdt med ligegyldigheder og banaliteter. Sprog, sind og tanke hænger sammen. Forfladiges sproget i Bibelen, forfladiges sind og tanke tilsvarende.
Appel til Bibelselskabet
Endnu er kun en mindre del af Bibelen oversat. Kritikken har heldigvis ført til, at oversættelsesarbejdet ikke mere vil foregå i dølgsmål.
Jeg appellerer til Bibelselskabet om at ændre kurs og lytte, også til den kritik, der angår sprog og indhold. Tidsånden kan alligevel aldrig indhentes. Vi vil altid komme for sent, og vi går ikke i kirke for at deltage i kapløbet om at indhente tidsånden. Vi går i kirke for at høre Ordet. Derfor har vi uddannede præster til at udlægge teksten ved at tale rent og klart om alt det høje.
Det må da være vigtigt for Bibelselskabet, at vi kan have tillid til den nye bibels videnskabelighed, og at en bibeloversættelse ikke forfladiger storheden i evangeliet.
Ethvert forsøg på at tilstræbe politisk korrekthed bør dømmes ude. Hovedpersonen i den kristne tro, Kristus, den gode hyrde, var, er og bliver netop alt andet end politisk korrekt i sin bestandige søgen efter at frelse de vildfarne og fortabte får.