Tale er sølv, men tavshed er guld – sådan lød det fra næstformanden for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Kjær Andersen i et indlæg på Kirke.dk kort for sommerferien.
Vi, som er med i "Vi vil bryde tavsheden", har, siden vi startede, fået rigtig mange henvendelser fra mennesker, som på den ene eller anden måde ikke har følt sig ordentligt behandlet som ansat eller frivillig i den danske folkekirke.
Rigtigt mange steder er arbejdsmiljøet rigtigt, rigtigt godt, men når det går galt, er vores generelle oplevelse, at der kan være steder, hvor medarbejdere, præster og frivillige føler sig ladt i stikken.
Når vi mener det, er det fordi de mange henvendelser, vi har fået, blandt andet går på, at mange ikke føler, de kan få nogen hjælp, hvis der er opstået en tvist mellem to parter.
Derudover har vi fået mange eksempler på, at medarbejdere, præster og frivillige ikke mener, at deres sag varetages professionelt, og herunder, at tavsheden er med til at feje meget alvorlige brud på en god moralsk opsigelse eller andet ind under gulvtæppet.
Som eksempler på noget af det, vi her taler om, har vi blandt andet set og hørt, at medarbejdere er blevet opsagt uden varsel, uden tjenstlige samtaler, og uden at der er foretaget partshøringer i den enkeltes sag.
Vi mener derfor, at hvis tavsheden skal anvendes i den form, skal der ligeledes være en retssikkerhed for den enkelte. Det betyder, at hver medarbejder, præst eller frivillig skal kunne være sikker på, at de behandles i overensstemmelse med gældende juridiske regler for opsigelser eller generelle afgørelser.
Det er desværre ikke vores oplevelse, at det sker alle steder i dag. Vi anerkender at ingen medarbejdere i en given tvist skal udstilles i pressen eller andre steder, men retssikkerhed kommer efter vores mening før tavshed.