Da vi blev sendt hver for sig, begyndte vi at synge sammen

KOMMENTAR: Forårets mange planlagte alsangsarrangementer er aflyst, men formand for Folkekirkens Ungdomskor Christiane Gammeltoft-Hansen glæder sig over, at danskerne paradoksalt har genfundet fællessangen, da landet lukkede ned

Fællessang fra altanerne, marts 2020. Selv om det er paradoksalt, at fællessangen for alvor har fået fat, da vi blev sendt hver for sig, så vidner det om, at vi stadig forbinder sang med fællesskab, skriver Christian Gammeltoft-Hansen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Det skete næsten med det samme – da Danmark lukkede ned, begyndte vi at synge.

Godt nok har der været grøde i fællessangen de seneste år, men det her er omfattende. Der bliver sunget ud af vinduerne, på altanerne, i gårdene og overalt på de sociale medier. Der bliver sunget morgensang med Philip Faber ved tangenterne, og der bliver sunget fredag aften i bedste sendetid.

Før ville jeg have afvist, at fællessang en og en og hver for sig var muligt. Jeg ville have holdt på, at fællessang kræver, at vi stiller os sammen og bliver båret af hinandens stemmer. Men der tog jeg fejl. 

I årevis har ildsjæle lagt energi og kunnen i at styrke fællessangen, det gælder korledere, musiklærere, organister med mange flere.

Og i kirken har det vedholdende været diskuteret, hvordan vi holder salmesangen levende. De salmer, der er fælles gods i form af at være alment kendte, er blevet færre, og bare det at tage Den Danske Salmebog op og begynde at synge med, synes for nogle at være fremmed.

Det kan være, at man ikke synes, man synger godt nok, rigtigt nok eller at sangen hellere må overlades til kirkekorssangerne og de faste kirkegængere. Men salmesangen hører til dansk kirkelivs dna. Den er med til at gøre os til et fællesskab. Vi synger os sammen. Derfor bliver kirken ramt på identiteten, når salmesangen bliver spag. 

Nu er vi så pludselig begyndt at synge i stor stil. Da alt lukkede ned, tog sangen til. Det er livsbekræftende.

Og selv om det er paradoksalt, at fællessangen for alvor har fået fat, da vi blev sendt hver for sig, så vidner det om, at uanset hvor meget eller lidt vi har fået sunget i de forløbne år, så forbinder vi åbenbart stadig sang med fællesskab. I en tid hvor vi er blevet bedt om at holde afstand, har sangen i hvert fald været med til at give en fælles ramme om vores liv.

Nu må vi så bare håbe, at det vi har genopdaget, ikke fortoner sig igen, men at vi bliver ved med at synge sammen, også når verden åbner op igen

Når vi synger, slipper vi os selv og vores eget et øjeblik. Det kan vi godt have brug for i disse uger, hvor vi i vidt omfang er henvist til vores eget selskab.

Selvfølgelig synger vi med vores egen stemme og er dermed til stede som individer, men fællessangen er mere end bare summen af det antal stemmer, der deltager i den. Fællessangen kan samle sig og blive til noget, der overstiger, hvad den enkelte har at bidrage med.

For dem der befinder sig bag lukkede døre, kan sangen også tilbyde sig som et transportmiddel. Når vi synger en sang, kan vi nemlig med ét blive transporteret tilbage til situationer, hvor vi sidst sang denne sang, og hvor vi måske oplevede en særlig samhørighed.

På samme måde kan vi også blive transporteret frem. Vi kan i et spring være der, hvor vi synger os hen, i ”de grønne lunde”, ”i en påske-morgenrøde”, i landet ”hvor kærlighed bor”, på jorden der er ”skøn endnu som i skabelsens ungdomstid”. 

Midt i krisen fandt vi sangen. Der er nok af smukke og stærke sange og salmer, til at sangen aldrig behøver at klinge ud. Og der kommer stadig nye til, for sådan er det: hver tid må byde ind med sine sange og salmer.

Nu må vi så bare håbe, at det vi har genopdaget, ikke fortoner sig igen, men at vi bliver ved med at synge sammen, også når verden åbner op igen. 

Christiane Gammeltoft-Hansen er formand for Folkekirkens Ungdomskor og sognepræst i Lindevang Kirke