Da kirken lukkede, blev nationen vakt

KOMMENTAR: Coronakrisen har tvunget samfundet i knæ – ikke den værste position for overgivelse til noget større end sig selv. Spørgsmålet er, om kirken forstår at gribe denne enestående mulighed for at gøre det, den er sat i verden for

De lukkede kirker har fået præsterne til at træde ned fra deres prædikestole og stå lidt famlende med mobilen i hånden, mens de sender en ydmyg bøn om, at danskerne vil lukke dem ind.   Rollerne er byttet om, tingene er vendt på hovedet, skriver Hanne Riis-Sørensen. Foto: Privatfoto

Mens landets kirker står gabende tomme, myldrer danskerne til gudstjeneste som aldrig før.

På sjaelesorg.nu er der på trods af længere åbningstid og en fordobling af præster bag computerne konstant kø af sjælesorgshungrende danskere. Hver morgen stemmer danskerne i sammen med Philip Faber på den ene salme efter den anden. Coronakrisen har givet danskerne et udtalt behov for at stå sammen og et behov for at finde en sammenhængskraft, som er større end dem selv. Det er, som om nationen er blevet åndelig vakt, da kirken, for første gang siden danerne blev kristne, måtte lukke. 

Med tanke på hvor meget tid, energi og penge, der bliver brugt på de bygninger, der nu er lukket ned, og hvor lidt de øjensynligt har betydning for folks søgen efter kristen forkyndelse, sjælesorg og salmesang, kan jeg ikke lade være med at tænke, om vi som kirker bruger vores ressourcer rigtigt. 

De lukkede kirker har fået præsterne til at træde ned fra deres prædikestole og stå lidt famlende med mobilen i hånden. Den, der skal give dem muligheden for at sende en prædiken ind i stuerne. Mens de sætter sig ned og kigger ind i mobilens kamera, sender de en ydmyg bøn om, at danskerne vil lukke dem ind.   
Og det vil danskerne gerne, men nu er rollerne også byttet om, tingene er vendt på hovedet. Inden coronakrisen skulle man som dansker træde over kirkens dørtærskel og ind på præstens domæne for at deltage i en gudstjeneste.

Jeg er klar over, at kirken ikke er præstens, men det forekommer mig alligevel, at der findes en del danskere, for hvem det er en reel overvindelse at skulle træde ind i en kirke. At det for mange føles som at træde ind på fremmed territorium, hvor man hellere må være varsom med, hvordan man opfører sig, og hvad man siger. Nu kan man sidde hjemme i sofaen i joggingbukser, smøg i flaben og råbe ”fandens god prædiken” uden at føle sig forkert. 

Med et helt land i knæ - for ikke at nævne resten af verden – er vi måske tættere på vækkelse end nogensinde før i nyere tid

Langt flere danskere, end der normalt møder op i landets kirker søndag formiddag, sidder altså søndag efter søndag i deres egen stue, hvor de føler sig hjemme, hvor de kan slappe af. Og det er vel lige præcis der, hvor vi har paraderne nede, at der er størst chance for, at Guds ord gør noget ved os.

Der er ingen, som ønsker sig en hastigt spredende pandemi. Der er ingen, som beder om mindre vækst og forringelse af velfærdsstaten. Og der er ingen tvivl om, at det skærer os i hjertet, når vi hører om den ene konkurs efter den anden, og når vi hører om de familier, for hvem overskud, allerede inden corona trådte ind på scenen, var et fremmedord.

Alligevel slår det mig, at der er et reelt håb om, at vi alle lander et bedre sted, efter corona har tabt pusten, end hvor vi befandt os, inden den pustede sig op.

Med et helt land i knæ - for ikke at nævne resten af verden – er vi måske tættere på vækkelse end nogensinde før i nyere tid. Måske har krisen gjort os desperate nok til at lade os lede af noget større end vores egen selvcentrering, humanistiske retningslinjer og politiske korrekthed.

Spørgsmålet er om kirken står klar, hvis danskerne lader sig omvende? 

Vi spænder vidt fra folkekirke til frikirke, fra liberal teologi til kristen konservatisme, men er vi som kirker klar til at falde ned på knæ sammen med resten af nationen; til at ydmyge os overfor hinanden, overfor Gud? Er vi klar til at overveje, om alt det, vi gør som kirke, er i overensstemmelse med Guds tanker? Er vi klar til at tjekke, om vores aktiviteter alle tjener det højere formål at elske Herren vores Gud og vores næste som os selv? For det er vel det, vi er sat i verden for at gøre. 

I frikirkerne må vi i hvert fald indrømme, at vores mødeaktivitet, med alt hvad det indebærer af forberedelse, ofte overstiger den tid, vi afsætter til at gøre en reel forskel i vores lokalsamfund. Gør vi vores kirkebygninger op i tid og penge, er jeg bange for, at det er en skræmmende stor kapital, som kunne tjene vores samfund langt bedre, hvis den ikke var cementeret fast. 

Jeg siger ikke, at alle kirkebygninger skal sælges, og at al mødeaktivitet bør ophøre, men er vi villige til at sortere alt det fra, som hindrer os i at betjene et land i omvendelse?

Hanne Riis-Sørensen er pædagog og tidligere børnekonsulent i Pinsekirkens Børne- og Ungdomsforening, Rønne