Breaking News: Konfirmander jubler over ultrakorte gudstjenester

HYRDEBREVET JULEAFTENSDAGS MORGEN: Nu må en gudstjeneste kun vare 7 ½ minut. Folkekirkens ansatte er forvirrede, men konfirmanderne jubler. OPDATERING: Gudstjenester aflyses. Konfirmander raser

Ifølge ny opdatering fra sundhedsmyndighederne må en gudstjeneste kun vare 7 ½ minut. "Hvis jeg også får den nye Playstation i aften, så behøver jeg ikke flere julegaver!" siger konfirmand (Hyrdebrevet Søndag Morgen – enhver lighed med både virkeligheden og kirkeligheden er tilsigtet).
Ifølge ny opdatering fra sundhedsmyndighederne må en gudstjeneste kun vare 7 ½ minut. "Hvis jeg også får den nye Playstation i aften, så behøver jeg ikke flere julegaver!" siger konfirmand (Hyrdebrevet Søndag Morgen – enhver lighed med både virkeligheden og kirkeligheden er tilsigtet).

BREAKING NEWS

Konfirmander jubler: Gudstjenester må kun vare 7 ½ minut

I går morges måtte en gudstjeneste vare 45 minutter. I aftes 30 minutter. Men her juleaftensdags morgen har sundhedsmyndighederne skærpet restriktionerne endnu mere: Nu må en gudstjeneste højst vare 7 ½ minut.

Derudover må præsten ikke prædike længere end 2 minutter og hverken hælde vand ud af munden eller ørerne. Kirkegængerne skal sidde med lukkede øjne, organisten helst blive hjemme og lyset skal være slukket i kirken under gudstjenesten.

Denne artikel er en del af dette tema:
Hyrdebrevet Søndag Morgen
Hyrdebrevet Søndag Morgen

Mange af folkekirkens ansatte har dog svært ved at se, hvordan de skal gennemføre gudstjenesterne på de vilkår:

"Jeg kan ikke se, hvordan vi kan gennemføre gudstjenesterne på de vilkår," som kirketjener Yrsa Krumborg udtrykker det.

Årets konfirmander er derimod meget glade for de nye restriktioner. Brian Kalashnikov Rasmussen, 14 år, siger:

"Jeg har lige regnet ud, at jeg på cirka halvanden time har været i kirke de tolv gange, jeg skal. Så hvis jeg også får den nye Playstation i aften, så behøver jeg ikke flere julegaver!"

 

BREAKING BREAKING NEWS

Konfirmander raser: Biskopper aflyser gudstjenester

Efter sundhedsmyndighedernes seneste udmeldinger anbefaler biskopperne, at kirkerne aflyser julens gudstjenester. Mange af kirkens ansatte er meget lettede over beslutningen:

"Jeg er meget lettet over beslutningen," fortæller kirketjener Yrsa Krumborg.

Til gengæld ærgrer årets konfirmander sig. Mange af dem glædede sig over, at de med de seneste restriktioner kunne klare de obligatoriske gudstjenester på meget kort tid. Brian Kalashnikov Rasmussen, 14 år, udtrykker det således:

"Fååårk, nederen, p.. osse…gnømp,. grrrrr, uakkk, fåårk!"