Folkekirken har altid samarbejdet. Det er en del af at være en levende kirke.
Vi har for eksempel et godt samarbejde med kommunerne gennem skoletjenesternes væsentlige arbejde på skolerne, hvor vi sammen udvikler ny undervisning. Og også på ungdomsområdet, ældreområdet, og det diakonale område, som mange andre steder, findes der samarbejde. Det er godt. Folkekirken har altid, og særligt på det lokale niveau, været en del af samfundet.
Derfor er det lidt provokerende, at man giver den nye bog om kirke og samskabelse undertitlen ”Folkekirken på vej ud af skabet?” Det lyder lidt som om, at folkekirken slet ikke er kontakt med det omgivende samfund, hvilket jo ikke er korrekt.
Kirke.dk's spørgsmål til bispekandidaterne i Aalborg Stift
Den 31. august åbner afstemningen om, hvem der skal være den næste biskop over Aalborg Stift. Henover sommeren beder Kirke.dk de tre kandidater svare på tre spørgsmål. Det første spørgsmål lyder:
I øjeblikket foregår der en debat om begrebet samskabelse og dets relevans for folkekirken. Hvad er din holdning til samskabelse? Og hvilken rolle vil samskabelse komme til at spille i Aalborg Stift, hvis du bliver biskop?
Samskabelse kan blive et politisk projekt.
Folkekirken samarbejder allerede i stor stil. Nu indfører man begrebet samskabelse. Samskabelse er at lægge en offentlig opgave delvist ud til private aktører. Det er på sin vis en privatisering af velfærdssamfundet.
Det er naturligvis et legitimt synspunkt, men det er godt nok også et politisk synspunkt. Der kunne jo være nogen i det politiske spektrum, der ikke ønskede at lægge velfærd ud på private hænder på den måde.
Derfor er der en politisk holdning forbundet med samskabelse. En politisk holdning, som folkekirkens midler kan risikere at skulle stå på mål for. Og folkekirken består som bekendt af mange forskellige mennesker med mange forskellige politiske holdninger.
Vil skabe pres på folkekirkens struktur
Men det, der bekymrer mest ved samskabelse, er presset på folkekirkens struktur.
Mindst to steder i omtalte bog peges der på, at folkekirkens decentrale struktur kan stå i vejen for ideen om samskabelse (se s. 30 og s. 164). Det udtrykkes således, at erfaringsmæssigt er den ”brede organisatoriske forankring” det svage punkt i samskabelse.
Det må betyde, alle gode intentioner til trods, at folkekirkens menighedsråd står i vejen, eller i det mindste skaber en træghed. Det fornemmes, at samskabelse kan få provstierne til at blive større og menighedsrådene til at blive mindre.
Bekymrende, at tingene løftes op i provstierne
Det rammer en tendens i tiden til at gøre provstierne til noget særligt, hvor både samskabelse og også præster placeres. Det er ikke vejen frem. Provstierne er grundlæggende en ramme om menighedsrådenes penge, og så et lovpligtigt tilsyn. Men så heller ikke mere end det.
Og det bekymrer mig, for det er en tendens: at tingene løftes op i provstierne og ikke har menighedsrådene som krumtap. Menighedsrådene er sammen med præsterne folkekirkens krumtap. Hvis folkekirken skal forblive folkekirke og ikke blive en professionel institutionskirke, så må vi ikke betragte menighedsrådene som et problem.
Men det er den opfattelse, der står tilbage efter læsning af bogen, hvor opgaverne synes at komme ovenfra i organisationen, da menighedsrådene tilsyneladende skal have ”omsat ambitionen”, som det udtrykkes, og hvor kirkens centrale opgave; nemlig forkyndelsen af det gode budskab, ikke fremhæves.
Hvad er samskabelse?
"Samskabelse er en proces, hvor borgere, civilsamfundet, offentlige aktører og/eller private aktører indgår i ligeværdige samarbejder om at udvikle innovative og langsigtede sociale løsninger på en kollektiv opgave eller et samfundsmæssigt problem."
Samskabelsestanken kører menighedsrådene over
Folkekirken er en mester i samarbejde og det skal vi blive ved med. Samskabelse er ikke nyt, hvis vi betragter det som samarbejde, men omtalte bog vil også mere end det. Den vil faktisk intet mindre end skabe ”en ny måde at være kirke på, der bidrager til samfundsmæssig værdi”.
Kirken er naturligvis ikke en stillestående organisation, men det kunne måske være relevant at se på, hvad der er særligt for en folkekirke: den lokale forankring. Der, hvor samarbejdet måske ikke er forkromet og voluminøst, men er et godt samarbejde mellem sportsklubber, skoler, borgerforeninger og folkekirken. Altså civilsamfundet, når det er bedst.
Folkekirken skal som altid samarbejde, men der er en tendens i samskabelsestanken, som kører menighedsrådene over. Den tendens vil jeg ikke være med til. For spørgsmålet er, om det er sådan en kirke, vi vil have?
Thomas Reinholdt Rasmussen er provst i Hjørring og bispekandidat i Aalborg Stift