Kirken har altid været og skal altid være en del af det samfund, der omgiver den. Der har altid eksisteret samarbejde mellem det, vi i dag kalder kommune og menighedsråd.
Ser vi tilbage på tiden umiddelbart efter Kirkeordinansens indførsel i 1539 var for eksempel fattigpleje et område der lå som et fælles arbejdsområde i mellem kirke og sogn. Erik Nørr dokumenterer i sin bog ”Præst og administrator” (1981), hvordan præsten på landet fra 1803 tiln1841 varetog en lang række opgaver af administrativ karakter i sognet sideløbende med de egentlig gejstlige opgaver. Der er altså intet nyt i at tildele sognepræsten opgaver af mere verdslig, administrativ karakter.
Når det er sagt, er der alligevel nogle tendenser i tidens debat om samskabelse, som jeg gerne vil udfordre. For med den moderne velfærdsstat er samfundet et andet sted end i 1800-tallet. Kirken skal passe på, at den ikke reduceres til et redskab for en offentlig sektor, der i forvejen er presset af kravet om registrering og dokumentation. Kirken skal altid være et helle.
Kirke.dk's spørgsmål til bispekandidaterne i Aalborg Stift
Den 31. august åbner afstemningen om, hvem der skal være den næste biskop over Aalborg Stift. Henover sommeren beder Kirke.dk de tre kandidater svare på tre spørgsmål. Det første spørgsmål lyder:
I øjeblikket foregår der en debat om begrebet samskabelse og dets relevans for folkekirken. Hvad er din holdning til samskabelse? Og hvilken rolle vil samskabelse komme til at spille i Aalborg Stift, hvis du bliver biskop?
Studenterpræsten skal ikke registrere resultater, men det skal studenterrådgivningen
Jeg vil gerne give et konkret eksempel. Da jeg i godt tre år virkede som studenterpræst, gav vi et meget søgt og kvalificeret samtaletilbud til de studerende (og det gør min kolleger rundt omkring i landet selvfølgelig stadig).
Parallelt med det findes et lignende tilbud fra Studenterrådgivningen. Studenterrådgivningen samskaber med universitetet og skal dokumentere deres resultater. De skal vise, at deres tilstedeværelse højner gennemførselsprocenten.
Studenterpræsterne eksisterer i et samarbejde med universitetet. Vi studenterpræster skulle ”bare” være et tilbud om en samtale til unge i eksistentielle kriser. Min oplevelse var, at det lige præcis gav den unge mulighed for at blive set som, det menneske han eller hun var. Og anerkendt for det, også selvom resultatet var, at man ikke lykkedes med sit studium.
Studenterrådgivning giver selvfølgelig også et meget velkvalificeret tilbud, men der er en afgørende forskel i, at præsten kan man gå til uden at blive registreret og uden at være en del af en økonomisk ligning, hvor succeskriteriet er, at man gennemfører sit studium.
Hvad er samskabelse?
"Samskabelse er en proces, hvor borgere, civilsamfundet, offentlige aktører og/eller private aktører indgår i ligeværdige samarbejder om at udvikle innovative og langsigtede sociale løsninger på en kollektiv opgave eller et samfundsmæssigt problem."
Jeg vil hellere samarbejde end samskabe, for derved bevarer kirken sin frihed
Lad mig give et andet eksempel. I vores provsti har en af mine kolleger efter henvendelse fra kommunen oprettet et tilbud til pårørende til demensramte, og det er en stor succes.
Her er det for mig at se helt afgørende at de pårørende, der kommer til samtalecafe med min kollega, har et helt frit rum til at tale om det der gør ondt ved at være pårørende til et menneske, som er på vej ind i sindets mørke. Om afmagten ved ikke at slå til og den dårlige samvittighed over at ønske sig et normalt liv. Den samtale kan kirken tilbyde i et samarbejde, hvor præsten er fri til at tage den snak uden anden kobling til plejehjemmet end, at det er der, man er.
Vi skal som kirke samarbejde med alle, der vil samarbejde med os, men vi skal passe på, at vi ikke bliver nyttige idioter for en i forvejen konkurrenceudsat offentlig sektor.
Vi har i dag en model, hvor velfærdsydelser i princippet uddeles til alle efter behov, sådan skal det fortsat være.
Jeg gerne, at vi som folkekirke åbner vores døre, når kommunen eller andre banker på. Vi kan sagtens invitere sundhedsplejersken og Ældresagen ind i sognegården, hvilket man i øvrigt allerede gør mange steder. Men vi skal fastholde kirkens status som et frirum, hvor man må have lov til bare at være menneske.
Jeg vil hellere samarbejde end samskabe, for derved bevarer kirken sin frihed som ”et helt andet sted”.
Hanne Dahl er sognepræst i Budolfi, Aalborg Domkirke og kandidat til bispevalget i Aalborg Stift.
Læs Thomas Reinholdt Rasmussens svar på Kirke.dk i morgen onsdag.