Bispekandidat: Kirkegang er en gave og en opgave, også for præsterne

Vi går i kirke, ikke for at vise over for andre, at vi er gode kristne, men for at blive eller forblive kristne. Og det gælder også præsterne, skriver bispekandidat Ulla Thorbjørn Hansen, som foreslår flere aftengudstjenester

I forsøget på at hverve nye medlemmer viser det sig, at flere menighedsråd understreger over for potentielle nye menighedsrådsmedlemmer, at man ikke behøver at gå i kirke for at sidde i menighedsrådet.

Men at sige sådan, mener jeg er misforståelse – i alle tilfælde, hvis man ikke straks over for de potentielle medlemmer siger, at de går glip af noget, hvis de ikke deltager i ugens højmesse jævnligt. Dertil kommer, at hvert nyt menighedsråd skriver under på, at de vil arbejde for kirkens liv og vækst. Og også gudstjenesten er kirkens liv og vækst.

Gudstjenesten er der, hvor menighedsrådet møder de ansatte, som de er arbejdsgiver for. Et menighedsrådsmedlem kan få svært ved at få en forståelse for de ansatte og deres arbejdsvilkår, hvis de aldrig møder dem til en gudstjeneste.   

”Vi er Guds hus og kirke nu,” skriver Grundtvig, og at arbejde for kirkens liv og vækst burde set i det lys også helt naturligt betyde, at man ønsker at komme i kirken, når der er gudstjenester for selv at blive opbygget og styrket i troen. Sagt med ord af Paulus: ”Troen kommer af det, der høres, og det der høres, kommer i kraft af Kristi Ord." 

Professor Lisbet Christoffersen har på Kirke.dk stillet spørgsmålet:

"Hvorfor skulle menighedsrådsmedlemmerne og alle vi andre gå i kirke, hvis ikke præsterne gør det?"

Lisbet Christoffersens spørgsmål til bispekandidaterne

I et debatindlæg på Kirke.dk stiller professor Lisbet Christoffersen en række spørgsmål til bispekandidaterne i Helsingør Stift. 

Blandt andet spørger hun:

"Vil den ny biskop opfordre til og forvente af de cirka 300 præster i stiftet, at de er kirkegængere, også når de har prædikenfri eller rigtig fri – ikke nødvendigvis i eget sogn, men i sommerhussognet eller på vej til familiebesøget?"

Læs hele debatindlægget.

Hertil vil jeg svare, at vi skal gå i kirke, ikke for at vise os for hinanden eller over for Gud, men for, at Gud kan vise sig for os. Ja, vi går i kirke, ikke for at vise over for andre, at vi er gode kristne, men for at blive eller forblive kristne. Og det gælder præsterne (de ”fødte” medlemmer af menighedsrådene) såvel som de valgte medlemmer af menighedsrådene. 

Kirkegang er en gave og en opgave for de valgte medlemmer af menighedsrådet, men så sandelig også en gave og en opgave for de fødte medlemmer af menighedsrådet – sognepræsterne. Sammen skal de arbejde på kirkens liv og vækst og gode arbejdsforhold for alle i kirken.

Det er ikke sikkert, at præsterne vælger altid at gå i kirke i deres lokale kirke, når de har prædikefri eller friweekend. Men rigtigt mange, ved jeg, benytter anledningen til selv at høre Ordet forkyndt og dermed få ”fyldt op”og blive inspireret (eller provokeret) i andre sogne de søndage, hvor de ikke selv skal prædike. Det har jeg selv praktiseret i al den tid, jeg har været sognepræst, og nu provst, og det vil jeg selvsagt opfordre andre sognepræster til også at gøre. 

Forleden søndag var jeg til gudstjeneste i Helligtrekongers kirke i Vallensbæk. Om eftermiddagen ville jeg egentlig gerne have benyttet anledningen til at være til gudstjeneste i endnu en kirke i det store stift, men så vidt jeg kunne se på sogn.dk, var der ikke nogle aftentjeneste den dag i området. 

Det fik mig til at tænke på, at det måske er på tide, at vi mere systematisk tænker i, at der bør være en aftentjeneste hver søndag – ikke nødvendigvis i hvert sogn – men så måske i hvert provsti? 

For der kan jo være dem, der egentlig gerne vil til gudstjeneste, men af den ene eller anden grund ikke kan være med til gudstjeneste søndag formiddag. Jeg har hørt, at en hindring for nogle ældre kan være, at hjemmehjælperen ikke er nået at komme forbi. Og som ung har jeg selv oplevet, at mange stævner og sportskampe bliver placeret søndag formiddag. 

Måske skal vi tænke i flere eftermiddags eller aftengudstjenester om søndagen, så man har en chance for at komme i kirke, selvom man af den ene eller anden grund ikke når frem til søndag formiddag? Og af hensyn til fordeling af arbejdsbyrden, så skal der måske i nogle landsogne være færre almindelige højmesser kl.10, men så måske til gengæld nogle gudstjenester lidt senere på dagen?