Bispekandidat: Hvis en præst ikke vil kalde sig luthersk, vil jeg tage en teologisk samtale

Præsts udfordring af folkekirkens lutherske bekendelsesgrundlag har vakt røre. Sådan ville bispekandidat Ulla Thorbjørn Hansen håndtere det

"Hvis en præst efter et længere forløb med samtaler, studier og lignende værktøjer fortsat ikke anerkender folkekirkens bekendelsesgrundlag forstået i en nutidig ånd, så har man selv fravalgt sig folkekirken – og kan vanskeligt være præst i folkekirken," siger Ulla Thorbjørn Hansen. Foto: Pressefoto.

En ny debatbog, som udfordrer Luthers plads i folkekirken, har sat sindene i kog. En af de tre forfattere bag debatbogen "Må vi være her?" er Louise Højlund Franklin, som er præst i Langenæs Sogn i Aarhus.

Men hvordan bør man som biskop håndtere præster, der offentligt anfægter det lutherske bekendelsesgrundlag? 

Kirke.dk har bedt bispekandidaterne i Roskilde Stift tage stilling til en situation, hvor de som biskop skulle håndtere en præst, der anfægter Luther. Her kommer Ulla Thorbjørn Hansens svar. 

Hvordan vil du som biskop håndtere en situation, hvis en præst i dit stift ikke vil kalde sig Luthersk og anfægter det lutherske bekendelsesgrundlag? 

Mener du, at en præst, der efter samtale med biskoppen fastholder et opgør med det lutherske bekendelsesgrundlag, ultimativt kan få lov at fortsætte som præst i folkekirken?

Der er højt til loftet i folkekirken, og vi har stor forkyndelsesfrihed. Vi spænder fra karismatiske og missionske til tidehvervske og grundtvigske menigheder. I folkekirken forandrer vi os løbende. Biskopperne deltager blandt andet i vigtige drøftelser om dåbssyn og nadverens fokus på syndsforladelse. Der skal altså pænt meget til, før man inviteres til en tjenstlig samtale.

Mine betragtninger her er baseret på en skimning af bogen ”Må vi være her?” og dens omtale i medierne. Svarene på de to spørgsmål kommer til allersidst suppleret af, hvordan jeg vil tage hånd om en sådan situation.

Lad os slå fast: Det er sundt at udfordre det eksisterende, og mange andre har gjort det gennem tiden. Det er et sundhedstegn, at der er engagement og passion omkring folkekirken, tro og kristendom!

For de tre forfattere rusker op i os. De holder os skarpe og til ilden. Evangeliet er hjerteblod for dem, og de ønsker, at mange flere finder vej ind i kirken. Deres tanker spænder vidt, for eksempel:

  • Bør præsteløftet revideres, så præstens forpligtigelse primært er på evangeliet og sekundært på den augsburgske bekendelse, som Luther ikke selv har skrevet?
  • Skygger det lutherske menneskesyn for evangeliet i det 21. århundrede?
  • Hvordan frisætter vi folkekirken, så der tænkes nyt?

I bogen er der mange gode refleksioner. Samtidig fremmanes der en brændende platform, som ikke eksisterer – eller er gået under radaren for mig.

Som Løgstrup mener jeg, det er akademisk redeligt at søge at forstå andre folks anliggende og synspunkt. Kun derved kan man prøve ens egne synspunkter af.

Det nytter ikke noget som folkekirke at overfalde folk, der prøver nye synspunkter af. Omvendt må vi også respektere den følelse og forståelse som alle, der ser sig selv som lutherske, har og kan sidde med, efter at have læst skriftet.

For mig at se skyder de tre forfattere på nogle bastioner, som få teologer står for. Og det gøres med en overraskende voldsomhed. Hvis præster virkelig tænker, at de ikke kan stå inde for bekendelsens ordlyd og tror at det betyder, at de ikke kan kalde sig lutherske, så er det jo ikke den augsburgske bekendelse, der er udfordringen, men deres forståelse af, hvad en luthersk identitet er.

Forfatterne ønsker en folkekirke, der ikke hviler på Luther. Men folkekirken hviler ikke på Luther, den hviler på Evangeliet, sådan som Luther har lært os om det. Luther er vores kirkefader, han er ikke vores grundvold.

Hvad har vi lært af Luther, der fortsat giver mening?

  • Vi har lært om sjælesorgens betydning for at drive teologi.
  • Vi har lært om omsorgen for de ængstede samvittigheder.
  • Vi har lært om betydningen af ikke at følge enhver spirituel tilskyndelse, men lade os binde af skriftens ord og sakramenterne.
  • Vi har lært af Luther, at vi frelses af Kristus og ikke af kirken eller gode gerninger

Disse lutherske synspunkter ville være min indgangsvinkel i en sjælesørgerisk læresamtale.

I bogen kaldes folkekirkens bekendelsesskrifterne for ”vedtægter”. Men bekendelsesskrifterne er ikke vedtægter. De er skrifter som folkekirkens præster er forpligtet til at arbejde teologisk og tænksomt med for derved at blive i stand til at prædike og formidle vores protestantiske arv ind i vores tid.

Så hvis en præst ikke længere vil kalde sig luthersk, vil jeg have en teologisk samtale med præsten. Min forventning vil være, at samtalen vil afdække, at man kan have en identitet som luthersk præst i dag, også selvom man står i et kritisk forhold til sit bekendelsesgrundlag.

Hvis det mod forventning ikke er tilstrækkeligt, så vil værktøjer som teologiske samtaler en til en, teologiske studier med læsning af nøgleværker og/eller samtaler med andre kloge teologer samt gudstjenestebesøg, blive taget i brug.

Hvis en præst efter et længere forløb med samtaler, studier og lignende værktøjer fortsat ikke anerkender folkekirkens bekendelsesgrundlag forstået i en nutidig ånd, så har man selv fravalgt sig folkekirken – og kan vanskeligt være præst i folkekirken.