Bispekandidat: Giv flere præster til sogne med mod på opbyggende arbejde

I anledning af bispevalget i Helsingør stift bliver der rejst en række vigtige spørgsmål til fremtidens kirke.

Senest tager professor Lisbet Christoffersen spørgsmålet om fordeling af præstekvoter og kampen om de enkelte sognes ressourcer op. Og skal præster gå i kirke, når de har fri?

Præstekvoter er et ømt punkt, for hvem vil ikke gerne have flere præster? Hvor der er mange mennesker og mange tjenester, synes det helt rimeligt, at der skal være flere præster.

På den anden side kan det være tungt og ensomt at sidde alene dér, hvor befolkningen er skrumpet ind og kirkelivet gået i stå.  Og skulle man tænke missionsstrategisk, er det vel netop i de sogne, hvor medlemstallet er lavest, at der skulle være flest præster?

I det hele taget er det svært at bygge noget op alene. Ideelt set skulle vi være mange flere præster, så der altid var en kollega, en sparringspartner, et kollektiv – så man også har nogen at grine sammen med undervejs.

Præster ansættes efter antal medlemmer af folkekirken. Men enhver præst oplever, at man ikke bare er præst for folkekirkens medlemmer. Sognet er ikke kun medlemmerne, men omfatter alle, der bor inden for sognegrænsen.

I det daglige flyder medlemmer og ikke-medlemmer sammen, og vi går ikke og skelner mellem A og B menighed. Jeg har oplevet mange gange, at ikke-medlemmer føler stort ejerskab og tilknytning til den lokale kirke. De bruger kirken og kommer gerne til vores arrangementer.

Det synes at ligge dybt i befolkningen, at i en kirke er man altid velkommen. Vi døber og konfirmerer også børn af ikke-medlemmer, vier og begraver dem. Folkekirken er et generøst fællesskab, og allerede i den generøsitet ligger en lille mission. Der er altid åbne arme og kaffe på kanden, også selvom man ikke har betalt sit medlemskontingent.

Det er logisk at ansætte præster efter medlemmer af folkekirken, men i praksis passer regnestykket ikke.  

Det store problem er dog, at vi kun ansættes til at gøre det mest nødvendige arbejde, mens sogne- og kirkeudvikling hører under overskydende gode gerninger.

Det tager professor Lisbeth Christoffersen den fulde konsekvens af i sit indlæg, ved at lægge op til, at man ved præsteansættelser overvejer, hvad man vil have mest af:

Gudstjenester og kirkelige handlinger? Eller ”supplerende kirkelig praksis” – altså alt det ekstra, børnekirke, minikonfirmander, babysalmesang, anderledes gudstjenester, opsøgende arbejde, arrangementer i sognegården og meget mere?

Det valg skulle man helst ikke blive tvunget til at træffe. Gudstjenesten søndag morgen er aksen i den kristne kirke, og en stor glæde og nødvendighed for den kernemenighed, der holder huset varmt til alle dem, der kun af og til eller sjældent kommer forbi. Og de kirkelige handlinger er simpelthen kernen i præstens arbejde. Der er ikke noget vigtigere end at gøre sig umage med at begrave de døde.

Jeg mener, der er brug for en større anerkendelse af, hvor meget det almindelige – nødvendige – præstearbejde kræver af tid og omhu. Og at det er svært at få plads og overskud til også at sætte kvalificeret og gennemtænkt ind med en masse spændende, menighedsopbyggende arbejde ved siden af.

Men det er heller ikke præsterne, der alene skal bære hele arbejdet med at løfte et sogn. Det er derfor, vi rækker ud til menighedsrådene og siger, vi har brug for dem, både på kirkebænk og i sognegård.

Og selvfølgelig går vi præster også i kirke engang imellem, selvom vi ikke selv har gudstjeneste. Det er dejligt også at være menighed. Men har man haft fire-fem bisættelser i ugens løb, har man måske mest brug for at trække sig lidt tilbage.

Et forslag til bedre fordeling af arbejdsbyrden i stiftet kunne være, at lade kvoterne følge arbejdet. Et sogn – præsterne – skal ikke straffes, hvis man har energi, lyst og mod på at gøre et stort stykke opbyggende arbejde.

Det er vigtigt, at det ikke kun handler om, hvor meget præster kan nå, men hvad et sogn vil. Hvis man vil meget og vil bruge sine præster, er der er grobund for at se på en højere præstekvote.

En anden mulighed er at blive bedre til at undersøge muligheden for flere lokalfinansierede præstestillinger.

Under alle omstændigheder er det alles opgave – både menighedsråd, præster, provster og biskopper – at gå i offentligheden og gøre opmærksom på, at vi har brug for en levende og funktionsdygtig kirke i vores samfund.

Vi skal ikke være bange for at sige, at vi har noget at komme med. For hvem vil leve i en verden uden evangeliets trøstende, udfordrende og opbyggelige røst?