Bispekandidat: Fordeling af præster skal fokusere mere på udfordringer og mindre på sognegrænser

Udfordringerne for folkekirken går på tværs af sognegrænser. Det må fordelingen af præstestillinger afspejle, mener bispekandidat Peter Birch, der også ønsker at inddrage Stiftsrådet yderligere

Flere af de udfordringer, folkekirken i Helsingør Stift står overfor, går på tværs af sognegrænser. Derfor skal der også tænkes på tværs af sogne, når præstestillingerne fremover skal fordeles, mener Peter Birch, bispekandidat.
Flere af de udfordringer, folkekirken i Helsingør Stift står overfor, går på tværs af sognegrænser. Derfor skal der også tænkes på tværs af sogne, når præstestillingerne fremover skal fordeles, mener Peter Birch, bispekandidat. Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift

Over de sidste 50 år er det samlede antal præster i folkekirken steget fra cirka 1800 til i dag 2090. I samme periode er antallet af medlemmer i folkekirken faldet. Når stigningen i antallet af præster er omvendt proportionalt med nedgangen i antallet af folkekirkemedlemmer, skyldes det først og fremmest, at præster i dag løser mange andre opgaver end de gjorde i 1970.

Præster i dag har færre kirkelige handlinger, men bruger til gengæld meget tid på for eksempel at skabe relationer og nye gudstjeneste- og praksisformer. 

Meget af den udvikling, der er sket i folkekirken, er drevet af præsterne, i tæt samarbejde med menighedsrådsmedlemmer, kirkens øvrige ansatte og frivillige, blandt andet babysalmesang, spaghettigudstjenester og sorggrupper. Det er afgørende at sikre embeder, hvor der er plads til fortsat nytænkning til gavn for folkekirkens nutid og fremtid.

<a href="https://www.kristeligt-dagblad.dk/profiler/lisbet-christoffersen" target="_blank">Lisbet Christoffersen</a>s spørgsmål til bispekandidaterne

I et debatindlæg på Kirke.dk stiller professor Lisbet Christoffersen en række spørgsmål til bispekandidaterne i Helsingør Stift. 

Blandt andet spørger hun:

"Vil den ny biskop opfordre til og forvente af de cirka 300 præster i stiftet, at de er kirkegængere, også når de har prædikenfri eller rigtig fri – ikke nødvendigvis i eget sogn, men i sommerhussognet eller på vej til familiebesøget?"

Læs hele debatindlægget.

Professor Lisbet Christoffersens spørger, hvordan en kommende biskop vil fordele de præstelige ressourcer i Helsingør Stift. Der er to spørgsmål gemt i spørgsmålet, nemlig: 1) Hvordan stifterne indbyrdes skal fordele den samlede præstekvote og 2) Hvordan den næste biskop i Helsingør Stift vil administrere den del af kvoten, som tildeles Helsingør stift.

Fordelingen af præstebevillingen forhandles mellem stifterne med års mellemrum og afspejler den demografiske udvikling. Når folk flytter fra land til by, må en del af præstekvoten flytte med. Over de sidste 50 år er der sket en voldsom befolkningstilvækst i Helsingør Stift og det betyder, at præstekvoten er forøget, så Aarhus og Helsingør Stifter i dag slås op førstepladsen.

Fremover må det også være objektive kriterier, der lægges til grund for fordelingen af præstekvoten mellem stifterne. Som biskop for Helsingør stift skal man skaffe så mange præstestillinger til stiftet som muligt, men samtidig have blik for, at folkekirken ikke skal lukke helt ned i andre egne af landet.  

Når fordelingen af præstekvoten er aftalt mellem stifterne, opstår det langt mere interessante spørgsmål: Hvordan fordeles kvoten i stiftet? Fordelingen af præsteressourcerne må tage afsæt i en dialog med menighedsråd og provsterne, men jeg ser også et potentiale i at inddrage Stiftsrådet mere aktivt.

En drøftelse med Stiftsrådet kan nemlig være med til at forankre biskoppens ansvar i nogle formulerede principper og i en transparent praksis. Det har betydning både for de stillinger, der placeres i sognene og de stillinger/kvoter, der knyttes til at løfte opgaver, der går på tværs af sogne (funktionsstillinger).

Nogle af de faktuelle forhold, der er værd at inddrage i beslutningen om, hvordan vi bruger de præstestillinger, vi har til rådighed: 

  • Dåbsprocenten i Helsingør Stift var i 2017 under 50 procent. Forklaringen er ikke kun, at en stigende del af befolkningen tilhører anden religion eller at forældrene aktivt har valgt at stå uden for folkekirken, men også at en stigende del af folkekirkens medlemmer udsætter dåben til barnets egen beslutning. Her er der brug for en aktiv og opsøgende indsats, så dåben vælges til og ikke vælges fra.
     
  • Næsten hver femte indbygger i Helsingør Stift er indvandrer eller efterkommer af indvandrere. I den gruppe er folkekirkens medlemsprocent under to. Vi skal udvikle evnen til at rumme kristne migrantmenigheder og til at være inkluderende religiøse fællesskaber for konvertitter. 
     
  • Befolkningstilvæksten betyder, at der hele tiden opstår nye boligområder i stiftet, hvor der kan være langt til den nærmeste sognekirke, for eksempel Irma-byen, Nærheden, og Vinge. Vi skal sikre, at ny-tilflyttere forstår sig omfattet af folkekirkens fællesskab.
     
  • Blandt de 20-29-årige og de 30-39-årige i Helsingør Stift er der kun hhv. 60 og 55 pct. medlemmer af folkekirken (i 2018). Det, sammenholdt med, at store campus-områder skyder op mange steder i stiftet, repræsenterer en konkret opgave. Tiden er inde til, at vi udvikler mødesteder mellem folkekirken og de unge/studerende på ungdomsuddannelserne og professionshøjskolerne, der ofte slås med præstationsangst, mindreværd og stress.
     
  • Gruppen af ældre stiger eksplosivt, og sygdomme som demens præger mange ældres hverdag. Mange enlige er ensomme i eget hjem og samfundet har svært ved løfte den omsorgsopgave, det kalder på. Kirkerne repræsenterer fællesskaber, der kan være en stærk modvægt til ensomhed og isolation.
     

De nævnte udfordringer er blot nogle af de mange nye problemstillinger, som bør influere på præstenormeringen. De har det til fælles, at de går på tværs af de kirkelige strukturer og er opgaver, det enkelte sogn ikke skal stå alene med.

Her er der brug for en refleksion, der tager afsæt i indsamling og analyse af fakta på stiftsplan. Og en bevidst plan for, hvordan vi som folkekirke arbejder med udfordringerne.

Præstekvoten er et af redskaberne, men det vil være naivt at tro, at flere præster er svaret på alle disse udfordringer. Der skal tænkes i samlede indsatser, som også involverer stifternes egne konsulenter og udvalg; folkekirkens øvrige faggrupper og de mange frivillige.