"Ikke for skolen" står der i hallen på en gammel skole i Aarhus.
Som et gammelt slogan, der haft en linje mere, der er forsvundet, står det der og lyder moderne: "Ikke for skolen."
Man får lyst til at sætte et komma og et 'men': "Ikke for skolen, men for…" Livet? Videnskaben? Samfundet? Ordene peger ud, og vi må selv lægge til, inden vi kan gå i gang med at være skole. Det rejser spørgsmålet: Hvorfor er vi skole?
Og måske burde man sætte et tilsvarende slogan ved udgangen af kirken: "Ikke for kirken". For at vi får tænkt over, hvorfor vi er her, og hvem vi er her for.
På folkekirkens liturgikonference lørdag den 16. januar var der en klar opfordring til at besvare spørgsmålet: Kirke for hvem? Er det for den eksklusive gruppe, der kan lide højmessen på ritualbogsmåden? For kvinder over 60? Eller er det for alle søgende, uanset køn, etnicitet, seksualitet, alder? Det spørgsmål skal besvares, og så skal der handles ud fra svaret.
Det stod på konferencen heller ikke helt klart, hvorfor vi er kirke. Fejrer vi gudstjeneste for at føle os trygge? For samfundet? For at holde kristendommen i live? For at føle os som et fællesskab? For at blive kloge? For at opretholde traditionen? For at blive tilgivet? For at blive bevægede?
Det klareste bud havde Paulus og Hans Raun Iversen, der i kor sagde: Vi fejrer gudstjeneste, for at Kristus må bo ved troen i flest muliges hjerter.
For at troen må have daglig betydning for mange. Som hjertet. For at vi erfarer, at Gud er os nær. Som hjertet. For at troen giver puls – en dyb og kærlig puls, der slår i takt med andre.
Vi skal ikke nære OCD-tilbøjeligheder ved en minutiøst gentagende adfærd
Hvis det nu er rigtigt, så skal vi forandre ritualbogsgudstjenesten, der taler til hovedet på et fåtal, og over hovedet på mange andre. Og efterlader flest uden for hørevidde. Blødgøre var ordet, der blev brugt om denne forandring. Væk fra ritualbogsfundamentalismen.
Vi skal ikke nære OCD-tilbøjeligheder ved en minutiøst gentagende adfærd. Og det skolemæssige skal nedtones. Kirken er ikke skolebænk, præsten er ikke lærer. Vi skal ikke irettesættes, undervises ex cathedra, få læst lektien.
Men hov, der er noget galt. For sådan er skolen faktisk ikke: Skolen har for længst forstået, at hvis man vil give noget videre til en klasse, så duer enetale ikke – det er kun læreren, der bliver klogere af det.
Undervisning skal være sjovt, erfaringsnært, deltagende. Man skal betages, drages ind i underet. Om det så er algebra eller Blicher. Læreren skal veksle i metode for at tilgodese alle og nå sit mål. Man skal som lærer se, hvem der er der, og tilpasse undervisningen. Det ville en skoleleder aldrig forbyde. Det vil han fremme.
Måske derfor hedder det i skolen heller ikke længere en skoleinspektør. Inspektøren skulle inspicere, undersøge, sørge for lov og orden, uddele straffe. Det er ikke opgaven nu.
Og fordi ord har betydning, har man nu en skoleleder. Det er sådan en, der samler, giver retning, retter lyskeglen på det, skolen er til for, og sætter den i bevægelse mod den destination. Det gør hun ved at begejstre og opmuntre. Ved at se skolen som et dannelsesprojekt for både lærere og elever med perspektiver, der rækker ud. For skolen er ikke til for skolen.
En stifinder er en, der har erfaring, viden, nysgerrighed og mod og ved, at det er nødvendigt at bryde nyt land
Det samme med kirken.
Kirken er et sted, hvor vi dannes åndeligt i et fællesskab. En broget flok er vi, men vi kommer for at lade os danne, åbne os for at Kristus kan bo ved troen i vore hjerter. Bevæge os ind i vores forbundethed og lære at værdsætte vores forskelligheder.
Vi kommer for (igen) at få øje på vores gaver og opgaver. Og sige tak. Hvordan kan vi være en kirke, der afspejler det? Hvordan kan vi være "ikke kun for kirken, men for mennesker"? Og vi findes ikke i ental.
Måske er det, som med skoleinspektøren, tid til at give biskopperne en anden titel? Fordi ord betyder noget. En leder af stiftet skal ikke være inspicerende og tilsynsførende, sådan som ordet 'biskop' betyder.
Skulle vi ikke kalde hende stifinder? Fordi en stifinder er en, der har erfaring, viden, nysgerrighed og mod og ved, at det er nødvendigt at bryde nyt land. Stiftsstifinder.
Og hun må gerne sende nogle spejdere ud. Det er der en stolt historie for.
Louise Højlund er sognepræst i Langenæs Kirke i Aarhus.