Kirkegårdskultur angår vi menneskers liv og fællesskab.
Begravelseshandlingen giver plads til afsked og det at få sagt ordentlig farvel. Kirkegårdene er betydningsfulde rum, som vi skal tage ordentlig vare på, fordi vi her begraver vores døde.
Vores håndtering af selve begravelseshandlingen og vores indretning og pasning af kirkegården fortæller om den betydning, vi tillægger menneskelivet og det enkelte menneskes historie.
Kirkegårdskultur er således nok erindringskultur, men erindringskultur forstået som mere end vidnesbyrd om fortiden. Kirkegårdskultur fortæller også – og det er vigtigt - om det, der bliver værdsat i samfundet. Kirkegården er således også et spejl af et samfunds værdisæt og fortæller om forståelsen af menneskelivets betydning.
Erfaringerne fra coronakrisen
Når det gælder begravelse og kirkegårde, så har vi med coronatidens vekslende restriktioner på kirkegårdsområdet lært, hvor betydningsfuldt, det er, at kunne mødes og sige farvel ved en begravelse.
De begrænsede muligheder for deltagelse under coronaen har været hårdt for de pårørende, som ofte har måtte sortere i, hvem der måtte deltage i en begravelse.
Og den har ligeledes været svær for dem, der skulle håndtere situationen, gravere, kirketjenere, præster og bedemænd. Der er hos dem, ja jer, der har med kirkegårdens daglige drift at gøre, blevet udvist en høj grad af ansvarlighed og imødekommenhed inden for de regler, som nu har været gældende.
Man har virkelig som ansat stået i et krydspres og måtte tage et dobbelt hensyn.
En for mig smertelig erfaring gennem coronatiden har så også været den, at kirke og kulturliv og også begravelserne står langt nede i den politiske prioritering. Det er næppe kun tilfældet i Danmark, nej, det gælder i hele den vestlige verden.
En materialistisk forståelse af menneskelivet
En mere materialistisk forståelse af menneskelivet er vokset frem i Vesten, og jeg ser en tendens til, at respekten og forståelsen for vores håndtering af de jordiske rester af et menneske bliver vægtet mindre. Det er for mig egentlig allerede signaleret, når kommunerne ofte lægger kirkegården under teknik og miljø. Dermed signalerer man, at kirkegårde ensidigt handler om formuldning af den menneskelig krop, ja at den menneskelige krop i værste fald er at betragte som affaldsprodukt.
Det kan godt undre mig, at begravelser og kirkegårde ikke vægtes højere fra politisk hold. For kirkegårde interesserer folk og værdsættes af alle aldre.
For nogle måneder siden udkom resultaterne af en stor, kvantitativ befolkningsundersøgelse foretaget i 2020 om religiøsitet og forholdet til folkekirken. Undersøgelsen er også interessant fra en kirkegårdskulturvinkel. Den viser noget, som de fleste af os godt ved, nemlig at begravelsespraksis har været og fortsat er under stadig forandring i Danmark. Flere ønsker kremering end kistebegravelse, og en større antal end tidligere ønsker også askespredning.
I et spørgsmål om, hvor mange af respondenterne, der har været i kontakt med folkekirken gennem de sidste 12 måneder, svarer 56 procent, at de har været til dåb, konfirmation, bryllup eller begravelse, og 43 procent, at de har besøgt kirkegården ud over til en begravelse. Dykker man længere ned i tallene og ser på de forskellige generationers svar, er det tankevækkende, at selv blandt de adspurgte unge mellem 18-23 år, har 41 procent besøgt kirkegården udover til begravelse.
Befolkningsundersøgelse: Kirkegården er blandt det vigtigste
På et andet spørgsmål i undersøgelsen om, hvilke aktiviteter, respondenterne synes det er vigtigt for folkekirken at prioritere, har det at vedligeholde kirkegården godt sammen med det at hjælpe syge, gamle og socialt udsatte første rang. Blandt de 18-23 årige peger 87 procent på kirkegården. Og 86 procent af alle adspurgte finder det meget vigtigt, at vi værner om vores kirkegårde (En senere tabel viser så, at i de større byer spiller det en lidt mindre rolle end på landet).
I et kapitel om begravelsespraksis i den samme undersøgelse kan man se, at en større del af befolkningen, knap en fjerdedel, ikke har taget stilling til foretrukket begravelsessted efter bisættelse. Lidt over halvdelen har taget stilling til, at kirkegården skal være deres sidste hvilested. Men der er også 16 procent, som foretrækker at få deres aske spredt over havet eller i udlandet.
Det sidste tal tydeliggør for mig, at vi ikke uden videre kan tage kirkegården for givet som et sted, hvor mennesker ønsker at blive stedt til hvile, og hvor de pårørende finder det meningsfyldt at begrave deres kære. Vi, som finder kirkegårdene vigtige, er nødt til at fortælle om det særligt betydningsfulde ved vores kirkegårde og betydningen af at ende der.
Kirkegården er en erindringskultur, som er personlig, og samtidig er del af et offentlig rum
Vi skal værne om og udvikle kirkegårdene og kirkegårdskulturen. Men det er samtidigt også vigtig at understrege hvorfor netop vores kirkegårde er værdige steder at blive begravet. Her tænker jeg, at der er behov for, at vi, som har med kirkegårdskultur at gøre, også fortæller om og får udtrykt betydningen af, at begravelsen finder sted på en kirkegård.
Sat på spidsen, at begravelsen på kirkegården netop giver en værdig afsked, fordi kirkegården som et unikt rum giver plads til og mulighed for både en erindringskultur, som er personlig, og samtidig er del af et offentlig rum, ja er alle til del.
Kirkegården giver plads til både erindringskultur og til, at afdøde kan mindes af andre og flere end dem, som har afdøde i hjertet. Det er vigtigt at have øje for, hvordan danskernes forhold til døden ændrer sig, og hvilke behov der er. Men samtidig er der også en opgave i at turde sige, hvad der har betydning.
Det har vores kirkegårde.
Elof Westergaard er biskop over Ribe Stift og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur.
Teksten er en forkortet udgave af Elof Westergaards tale ved årsmødet i Foreningen for Kirkegårdskultur. Talen bliver trykt i sit fulde omfang i Årsskrift for Kirkekultur 2021.