Biskop til juraprofessor: Jo, der var hjemmel, da vi anbefalede at aflyse julens gudstjenester

DEBAT: Den lovhjemmel, som professor Lisbet Christoffersen efterlyser, findes i kongelig resolution af 2. november 1971. Her står, at aflysning af forordnede gudstjenester sker i enighed mellem menighedsråd og præst og med biskoppens godkendelse, skriver biskop Henrik Stubkjær

Hjemlen til af at anbefale aflysning af julens gudstjenester findes i den samme resolution, som sikrer, at der ikke behøver at være gudstjeneste i alle fire kirker i et firesogns-pastorat hver søndag. Det skriver biskop Henrik Stubkjær i et svar til professor Lisbet Christoffersen.
Hjemlen til af at anbefale aflysning af julens gudstjenester findes i den samme resolution, som sikrer, at der ikke behøver at være gudstjeneste i alle fire kirker i et firesogns-pastorat hver søndag. Det skriver biskop Henrik Stubkjær i et svar til professor Lisbet Christoffersen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Professor Lisbet Christoffersen har forfattet en ”kirkeretlig læsning” af den pressemeddelelse, vi biskopper udsendte efter anbefalingen af aflysningen af julens gudstjenester. Af Christoffersens analyse fremgår det, at hun ikke kan finde retsgrundlaget for biskoppernes anbefaling.

Normalt er det med glæde, jeg læser Lisbet Christoffersens retlige redegørelser, idet de er med til at skabe klarhed over en kirkejura, som slet ikke er enkel.

Men jeg må desværre sige, at denne analyse ikke skaber klarhed. Den har derimod skabt en stor uklarhed og usikkerhed, ikke blot blandt præster, menighedsråd og ansatte i kirken, men også generelt og i Folketinget. Derfor har Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti også stillet spørgsmål til kirkeministeren om regelgrundlaget.

Jeg havde egentlig ikke villet kommentere denne sag, da ministeren jo vil afgive svaret om få dage. Men da Christoffersen på Facebook direkte henviser til min kronik, så kommer her et svar, som forhåbentlig vil skabe mere klarhed over den hjemmel, vi biskopper handlede på, da vi anbefalede at aflyse julens gudstjenester.

Det kan undre, at Christoffersen på intet sted i analysen nævner den Kongelige Resolution, som er det retsgrundlag, vi biskopper handler på, og som også er det grundlag, jeg selv – nærmest ordret - nævner i min kronik i Kristeligt Dagblad tirsdag den 5. januar. Den står i Kirke Karnov s. 18 som note 59 til §35 og lyder:

"Dvs. ændring af klokkeslæt for afholdelse af de faste gudstjenester på søn- og helligdage, jf. cirk 1973-06-06. Henlæggelse af faste gudstjenester til hverdage eller undtagelsesvis aflysning af sådanne gudstjenester kræver derimod foruden enighed mellem præst og menighedsråd biskoppens godkendelse, jf. skr 1971-11-03 03 (kgl. res. af 1974-11-02)."

Resolutionen er dog rettelig fra 1971.

Her står det ganske tydeligt, at aflysning af forordnede gudstjenester sker i enighed mellem menighedsråd og præst og med biskoppens godkendelse.

Vi biskopper kan altså ikke diktere en aflysning af forordnede gudstjenester. Det sker i et samspil mellem menighedsråd, præst og med biskoppelig godkendelse. Derfor er vores udmelding en anbefaling – svarende til en generel godkendelse til aflysning, hvis præst og menighedsråd kan blive enige om det.

Samtidig gør vi også gældende, at hvis man lokalt kan nå at skabe coronasikrede rammer omkring andagter eller korte gudstjenester efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger og de retningslinjer, som ville komme senere, så er det selvfølgelig en mulighed.

Det er netop denne kongelige resolution som også anvendes som hjemmel hver eneste søndag i for eksempel i firesogns-pastorater, hvor der kun afholdes to gudstjenester om søndagen – og hvor der altså i to kirker aflyses søndagsgudstjenester.

Brugen af denne kongelige resolution må betegnes som retssædvane, idet den tages i anvendelse hver eneste søndag i hvert eneste stift i Danmark, og derfor nævnte jeg den ikke i min kronik.

Men det særlige, der skete den 23. december, var, at man ikke kunne nå at indkalde hele menighedsrådet for at tage en beslutning, som den kongelige resolution jo kræver, og derfor henviser jeg til menighedsrådslovens § 30 stk. 2, som giver menighedsrådsformanden hjemmel til at træffe en nødvendig beslutning, hvis ikke hele rådet kan nå at blive indkaldt.

Og som dermed giver den nødvendige hjemmel til at afvige fra den generelle hjemmel i den kongelige resolution, som var nødvendig den 23. december.

Henrik Stubkjær er biskop over Viborg Stift.