Baptistpræst: Sorggrupper skal læge de sår, homoseksuelle har fået i kirken

At facilitere sorggrupper for homoseksuelle, der har slået sig på kirken, er noget af det mest meningsfulde i Kristian Bonde-Nielsens arbejde som præst i en baptistkirke

"Jeg startede grupperne op fordi jeg var meget ked af at høre nogle af de historier, mange homoseksuelle havde oplevet i kirken. Det handler grundlæggende om skam, frygt og udelukkelse," siger Kristian Bonde-Nielsen. Foto: Rasmus Helmner Smedstrup.

Kristian Bonde-Nielsen er præst i Købnerkirken på Amager, der er den første baptistkirke i Danmark, der foretog en velsignelse af et homoseksuelt par.

Han har i en årrække drevet sorggrupper for homoseksuelle, der af forskellige årsager er blevet udstødt i kirkelige miljøer.

Det er nemlig ikke altid nemt at være homoseksuel i kirkerne i Danmark. Selvom en række lokale baptistmenigheder som for eksempel Købnerkirken velsigner homoseksuelle par, abonnerer langt størstedelen af frikirkerne og kirker i konservative lutherske miljøer på et traditionelt kønsideal, der kun tillader vielse af heteroseksuelle.

Derfor kan det være skamfuldt for homoseksuelle at være aktive i kirkelige miljøer, mener Kristian Bonde-Nielsen. Han fortæller, at faciliteringen af sorggrupperne for de homoseksuelle er noget af det mest meningsfulde, han gør i sit arbejde som præst.

Udelukket fra nadverfællesskabet

Kristian Bonde-Nielsen valgte at starte sorggrupperne op efter at have mødt homoseksuelle, der var blevet udstødt fra kristne fællesskaber. Nu har han været aktiv i flere år med sorggrupperne, der fungerer som samtalegrupper med tre til syv personer. De mødes en gang om måneden.

"Sorggrupperne skal skabe et rum for at tale om det, nogle homoseksuelle har oplevet i kirkerne. Drømmen er, at personerne der kommer i grupperne får helet nogle af de sår, som er opstået hos dem i forbindelse med, at de er vokset op i en kirke eller har haft kontakt med den," siger han og fortsætter:

"Det handler grundlæggende om skam, frygt og udelukkelse. En skam over at være den man er, en frygt for at komme i Helvede, og oplevelser om at blive udelukket fra det sociale fællesskab, eller udelukket fra at indtage nadveren."

Også flere af gruppedeltagerne oplever at blive udstødt fra familien i større eller mindre grad.

Homoseksuelle bliver talt om, ikke med

"De homoseksuelle er ofte nogen, som ingen vil tale om; men når de så bliver talt om, så er det som regel i negative vendinger. Derfor er det svært for homoseksuelle at være i kirken, fordi de oplever at være forkerte som de er, og fordi de ikke bliver talt med, men om. Homoseksuelle ved godt, at hvis de lever deres seksualitet ud, så er der mange ting, de bliver udelukket fra i kirken," siger han.

Kristian Bonde-Nielsen vil gerne i kontakt med flere homoseksuelle, der har haft det svært. Men den store udfordring er at finde dem. Typisk kontakter de ham gennem nogle af de Facebook-opslag han laver, eller også blive de henvist til ham af bekendtskaber, der har hørt om grupperne.

En opsang til kirkerne

Kristian Bonde-Nielsen mener, at enhver kirke selv må finde ud af, hvad den vil gøre og mene i forhold til homoseksualitet.

"I mit kirkesyn er alle fuldt ud velkomne, som de er. Jeg tror, at uanset hvor man står som kirke i forhold til homoseksualitet, er det vigtigt at inkludere alle mennesker i de ting, som sker i kirken. Så man ikke skaber et A- og B-hold i kirken."

Jeg startede grupperne op fordi jeg var meget ked af at høre nogle af de historier, mange homoseksuelle havde oplevet i kirken. Det handler grundlæggende om skam, frygt og udelukkelse.

Kristian Bonde-Nielsen

Præsten forstår godt, hvis homoseksuelle ikke vil trives i kirker, hvor man formelt set er imod homoseksuel praksis.

"Jeg tror, at det for rigtig mange homoseksuelle vil føles som et skridt i den rigtige retning, hvis kirkerne inkluderede dem mere. Og et skridt, mange kirker kan tage, uanset hvor de står teologisk," siger han og fortsætter:

"Kirkerne har jo forskellige teologiske ståsteder, de ikke uden videre kan forlade. Men der vil helt sikkert være nogle homoseksuelle, der ikke synes, at det er nok, at kirkerne ikke forlader standpunktet formelt set. Derfor opfordrer jeg de homoseksuelle til søge hen til en anden kirke, hvor de føler sig velkomne, som de er."

Han opfordrer til, at alle kirkegængere tager imod homoseksuelle med åbne arme og siger, at man "altså godt kan invitere dem på middag."

Kirkerne kan ifølge præsten ikke garantere, at ingen vil blive såret i kirkerne. Men, som han selv har oplevet som yderst meningsfuldt, bør kirkerne give rum og plads til at hele nogle af de sår, som kirken selv har andel i at påføre nogle mennesker.